08/02-2013

Danmarksindsamling - det handler jo om os

I weekenden er der Danmarksindsamling. Alt efter temperament er det en begivenhed hvor vi for alvor kan gøre en forskel i kampen mod fattigdom, eller et lille plaster på et sår der stammer fra nogle strukturelle problemer som ikke bliver løst uanset hvor mange millioner vi ringer ind til kendte. Eller måske er det lidt af begge dele. Men mon ikke vi ligesom de andre år får et show hvor de mennesker det burde handle om fylder forholdsvist lidt, og hvor man i stedet skruer op for følelserne og de kendte? Det gør man nok, for det er desværre det der får folk til at spytte i kassen.

Men samtidig er det virkeligt svært for alvor at være sur over så mange danskere der giver så mange millioner til folk der har alt for lidt. Til gengæld er det så virkeligt nemt at være sur over den kampagne folkene bag kører i år. For hvad er hovedbudskabet der møder os på banegårde og bannerreklamer? Det er: hvilken landsdel kan samle mest ind. Så efter udviklingsorganisationerne i årevis har kæmpet for at komme væk fra et stereotypt billede af Afrika som landet (sic!) med de tynde børn med fluer i øjnene, og efter at være kommet et godt stykke af vejen ved hjælp af fx. kampagnen Verdens bedste nyheder, så er det altså der vi ender - ved "hvem kan samle flest penge ind." Og ikke bare som en gimmick, men som fucking hovedbudskabet der leder op til indsamlingen.

Og selvfølgelig forstår jeg det. Jeg ved jo godt at en af de største succeser når det gælder indsamling har været geden. Altså den der konkrete ting som man køber til et konkret menneske i nød. Vi vil gerne have identifikation. Vi vil gerne se konkrete resultater, og vi vil rigtigt gerne mærke at vi selv gør en forskel. Så hvorfor ikke tage årets indsamling skridtet videre? I stedet for bare at konkurrere om hvem der samler flest penge, så lad hver landsdel få en afrikansk landsby (nej, ikke en nigersk eller sudansk - en afrikansk, sgu) som er deres. Vinderen er så den landsdel hvis landsby klarer sig bedst om nogle år. Eller måske bare den hvis landsby stadig findes. Tænk på mulighederne: vi kan få tegninger fra de små negerbørn, de kan komme på besøg i Herning og tromme og danse, og vi får omsider nogen vi kan sende vores mad til når børnene ikke spiser op.

Jeg kunne godt ønske mig en indsamlingskampagne der handlede om at ændre verden. Ikke om at ændre enkelte personers liv, men om at ændre de grundlæggende urimeligheder der skaber fattigdommen. Men det skæpper åbenbart ikke i kassen. Så ikke et ord om toldbarrierer, multinationale selskabers skatteundragelse, råvarepriser, udbytning af arbejdskraft eller andre af de ting som skaber fattigdommen. Ikke engang det fortærskede "vi gør en forskel." Nej, bare hvem kan samle flest penge sammen og hive sejren hjem til deres landsdel. For det er jo i sidste ende altid os selv det handler om. Her gik jeg ellers og troede dem vi samler ind til var de fattige, men det er jo intet sammenlignet med hvor fattig den kampagne er.

02/09-2012

busy busy busy

Jeg har travlt med shows til Zulu Comedy Festival. Hvis du vil fange noget af det jeg laver, så er her en overskuelig liste:

3/9 kl. 19 - Nørderne Strike Back, Huset KBH

4/9 kl. 19 - Rigtigt. Meget. Mand, Svalegangen Aarhus

4/9 kl. 22 - Nørderne Strike Back, Svalegangen Aarhus

5/9 kl. 20 - Politisk comedy, Toga Vinstue (gratis adgang)

6/9 kl. 21 - Rigtigt. Meget. Mand, Huset KBH

7/9 kl. 19:30 - Mads & Nannas Sexshow for voksne, Huset KBH

Billetter kan købes i døren eller på www.billetto.dk. Håber vi ses.

10/08-2012

mit nye show

28/06-2012

åh, Birthe

Lige i dag hvor Birthe Rønn Hornbech endnu en gang viser at hun er en af Danmarks mest værdifule politikere,* så synes jeg det er på plads med en lille anekdote om damen. Det er også en anekdote om et af de værste shows jeg har lavet i mit liv, så på den måde bliver det mest pinligt for mig.

For et par år siden var jeg booket til at optræde for den daværende regering. Løkke var statsminister, Rønn sad i integrationsministeriet og jeg skulle optræde til et seminar alle ministrene holdt i Sorø. Og jeg havde glædet mig. Nu er jeg jo ikke skide enig i den politik V & K stod bag og står for, men de er jo vidende, intelligente mennesker, og det er en type publikum jeg godt kan lide.** Og så er der også noget fedt i at blive vist hen til backstage af PET-vagter.

Der var to ting der gik helt grundlæggende galt. For det første havde de arbejdet hele dagen og klokken nærmede sig halv ti, for det andet så fik jeg undervejs en klar fornemmelse af at de her mennesker ikke var så skide intersserede i at høre en random dude fortælle om sig selv. Så lige fra jeg blev præsenteret (umiddelbart efter en af Bertel Haarders famøse lejlighedssange – så måske var det tre ting der gik galt) gik det frygteligt. Frygteligt. Især da Birthe Rønn Hornbech på et tidspunkt var sjovere end mig. Indrømmet, det var ikke en svær aften at være det på, men det var alligevel ikke en rar fornemmelse. Her er hvad der skete:

Jeg laver en joke om at jeg har fundet min kone på siden russianbrides.com. Og, siger jeg, det gode ved russiske kvinder er jo at hvis de bliver lidt store i det så kan man lige skære dem over på midten og så er der en mindre, men identisk kopi indeni. Det er, synes jeg, en meget god joke. Og måske er det endda en af dem der får antydningen af en reaktion fra publikum. Men så er det Birthe lige sætter trumf på og siger: ”dem får du heller ikke lov til at tage med ind i landet.” Og lad os bare sige at herfra gik det, om muligt, endnu hastigere ned ad bakke for mig.

Det er som sagt godt et par år siden, og jeg er kommet videre. Og det er de tidligere ministre også selvom man selvfølgelig ikke kan se det på den politik der bliver ført. Men der er en ting der stadig nager mig – en ting som jeg aldrig fandt ud af; nemlig om Birthe bevidst var helt utroligt sjov, eller om hun bare ville sikre sig at der ingen tvivl var om regeringens politik på indvandringsområdet.

* For komikere, that is. Se selv her.
** Jeg kan også af og til godt lide at optræde for fulde idioter. Så hvis du mangler underholdning til polterabend, 60-års fødselsdag eller julefrokost, så stiller jeg gerne op. Reklame slut.

25/06-2012

boligskat NU!

Jeg kan slet ikke forstå hvorfor regeringen ikke med det samme har hævet boligskatterne. Og jeg kan slet ikke forstå hvor Venstre – Danmarks liberale parti* - ikke har forlangt det for overhovedet at være med i forliget.

Lad os nu lige se bort fra at det ville være en perfekt måde for V at få ryddet op i det rod Fogh & Løkke skabte da de lod boligejerne køre friløb uden at de selv behøvede stå som hovedafsender, det giver også bare mening ud fra sådan en borgerlig økonomisk tankegang.

For hvad er det der sker når vi hæver boligskatterne? Mit gæt er der ikke sker særligt meget hvis man gør det over en lang periode – altså ud over at det giver sikre milliarder i statskassen. Men i følge næsten samtlige partier så giver det også nærmest uoverstigelige udfordringer for en magfuld vælgergruppe ... undskyld, jeg mener: boligejerne. Og det er her jeg mener den virkelige gevinst ligger.

For hvad er det der sker når man får en økonomisk udfordring? Jo, man får et incitament til at arbejde mere. Måske tager man et ekstra job, måske finder man et med bedre løn. Uanset hvad bliver der arbejdet mere, og derfor bliver slutresultatet milliarder med milliarder på. For når nu vi ved – vi ved! – at ”økonomiske incitamenter” virker på arbejdsløse, hvorfor skulle de så ikke virke på husejere?

Men ret skal være ret; vi risikerer selvfølgelig at nogle boligejere må gå fra ... nåja, hus og hjem. Men det er faktisk også godt – altså for samfundsøkonomien. For så må de jo finde sig et nyt sted at bo. Og hvor er der billigt at bo? Nemlig, i provinsen. Øgede boligskatter vil altså føre til en massiv vandring fra by til land hvilket igen vil skabe massiv vækst i det man tidligere kaldte udkantsdanmark. Jo, det vil det faktisk. For hvis bare arbejdskraften er der, så bliver der også skabt arbejdspladser – det siger DREAM selv. Så øgede boligskatter vil altså ikke bare skabe gevinst i sig selv, de vil også føre til øget beskæftigelse og løse en demografisk udfordring. Ja, det er selvfølgelig ærgerligt for de boligejere der måske bliver hårdt ramt, men jeg kan simpelt hen ikke se hvordan Venstre ellers skal få råd til det hele når de får magten igen.

* Venstre burde hedde ”Darnmarks liberalistiske parti”. Liberal betyder noget helt andet og ikke som sådan noget der passer skide godt på Venstre.

23/05-2012

Twilight

Forleden så jeg en trailer for den nye Twilight-film. Oh my gawd - den skal jeg bare så meget aldrig nogensinde se. For det første: det er en film om noget der suger livet ud af mennesker og gør dem til blege og livløse kopier af dem selv. Det lyder ikke fedt, det lyder bare som en dokumentar om DSB. Og for det andet: Vampyrerne i Twilight lyser når solen skinner. Come on – hvordan kan det være cool? Det gør jeg jo også. Der går cirka en halv time og så lyser jeg klart rødt over hele kroppen. Jeg er ikke imponeret, det er bare det jeg prøver at sige.

Men vigtigst af alt så ved man jo at hele filmen bare er noget med: ”Buhuuuu, jeg vil så gerne knalde hende her, men jeg kan bare ikke.” Jamen det er vel nok synd for dig, men velkommen til mit fucking liv som teenager, dit tudefjæs. Og helt ærligt, han er – hvad? – 400 år gammel og så begynder han i high school igen? Det gør man jo kun af to grunde: enten fordi man er klam eller for at prale. ”Nej, fru lærer, sådan var det faktisk ikke. Hvordan jeg ved det? Ja, lad os bare sige jeg har ”studeret perioden” hy-hydr.”

Og så hedder pigen han gerne vil knalde ... undskyld, suge livet ud af (er det ikke mere noget kvinder gør ved mænd?) Bella Swan? Det lyder jo som en skide Disney-prinsesse. Og hvis man falder for sådan en når man er 400 år gammel, så er det fordi vampyrer åbenlyst også bliver retarderede med alderen. Men ja, jeg ved godt jeg ikke skal klandre kvindelige hovedpersoners navne når jeg nu er så glad for Buffy. For hun lyder også som en Disneyprinsesse, men nok en der er gået lidt galt. Så når jeg tænker over det gad jeg da godt se hende i Skønheden og udyret i stedet for den lidt mere kedelige Belle. Det ville blive en kort film. Hun ville jo bare slå udyret ihjel, lave en skjorte ud af dens pels og så ellers brænde det åbenlyst dæmoninficerede slot ned til grunden. Kort film, men jeg gad godt se den.

Men okay, jeg vil da gerne indrømme at jeg også har tænkt at det ville være sejt at være vampyr. For vampyrer er cool. De er blege. Lever om natten. Spiser ting der er forbudte. Lokker damerne. Det lyder cool. Altså indtil man kommer i tanker om at det er nogenlunde sådan det var at være teenager. Altså bortset fra det der med at lokke damerne. Der virker teenagere mere som en form for spedalskklokke – lyden af en stemme der knækker over og bumser der popper helt af sig selv får som regel damerne til liiiige at gå den anden vej.

Så vampyrer – ikke så seje alligevel når man tænker over det. Og i øvrigt også rasende urealistiske. For jeg tror godt vi ved at hvis de fandtes, så havde IKEA forlængst lanceret en byg-selv kiste.

08/05-2012

kære Søren Pind

Jeg sidder for tiden og skriver på et nyt stand-up show. Det kan af og til være svært at finde ideer, og derfor er jeg glad for at du endnu en gang blander dig i den offentlige debat på den demagogiske facon du har gjort til dit varemærke.

Det handler om au pair piger – noget du jo ved noget om da du selv har en ung (filipinsk?) kvinde til at passe dit hjem. Undskyld, jeg mener selvfølgelig: til at bo hos dig så hun på nært hold kan opleve den danske kultur og lære sproget. Min fejl. Problemet er bare at det ikke er sådan de fleste gør med deres au pair piger. Faktisk er det som regel sådan at de danske værtsfamilier mere eller mindre betragter deres au pair piger som billig hushjælp. Eller, jeg ved jo ikke hvordan de betragter dem, men de får dem i hvert fald til at arbejde så meget at de 3150 kr. de får om måneden virker lidt som en fornærmelse. Derfor har SF og Enhedslisten foreslået at man anerkender at der er tale om et erhverv og sikrer kvinderne ordentlig løn og ordentlige vilkår, og for en udenforstående som mig virker det jo egentlig meget rimeligt.

Men nej, siger du i dag til Information. Det er det overhovedet ikke. Fordi, som du siger: ”Det er mennesker, som kommer hertil fuldstændig frivilligt, og som – sammenlignet med alternativerne – får en bedre tilværelse. Betyder det, at det altid er en dans på roser? Nej. Men det er bedre end andet. Og det må i sidste ende trods alt være udgangspunktet for, hvordan det her bliver vurderet.”

Okay, lad os lige tage den en gang til. Og måske i overskuelig punktopstilling så alle kan være med.

1. Au pair-ordningen er lavet for at au pairen blandt andet kan udvikle sproglige færdigheder og sin kulturelle horisont. Tanken er at man er på lige fod med andre familiemedlemmer og derfor også tager del i de huslige pligter.
2. Det viser sig nu at en meget stor procentdel af disse au pairs nærmere bruges som tjenestefolk. At de altså ikke er på lige fod med familien, men mere i noget der ligner et ansættelsesforhold til urimelig løn, uigennemskuelige forhold og ingen sikkerhed. Oven i det er flere af kvinderne – fordi de kommer fra u-lande - økonomisk afhængige af deres (ringe) lommepenge og kan derfor ikke bare klage og risikere en enkeltbillet hjem igen.
3. Nu siger du så, Søren, at det i virkeligheden ikke handler om at ordningen misbruges, men om noget helt andet: nemlig at de her kvinder har det bedre end før.

Ud over at det er en et skønt ”morlille er en sten”-argument, så er jeg også vild med den grundlæggende imperialistiske holdning du giver udtryk for. For det du siger er jo, at: hvis man bare sørger for at folk får det bedre end de havde engang, så kan man tillade sig stort set hvad som helst med dem.

Og så vil jeg i øvrigt gerne undskylde at jeg har antydet at din au pair pige ikke nødvendigvis lærer noget om den danske kultur. For hun lærer jo på egen krop en masse om hvordan højrefløjen ser på verden. I vil jo gerne hjælpe. I vil jo gerne gøre verden til et bedre sted. Men I vil også helst selv have noget ud af det. For eksempel et hus der bliver gjort rent til en billig penge.

17/04-2012

nye shows

Stilhed på bloggen - der skrives nemlig shows.

Til Zulu Comedy Festival i september har jeg travlt. Sammen med Niels Forsberg og Morden May laver jeg Nørderne Strike Back - en fortsættelse til showet Nørderne kommer vi lavede sidste år. Men der bliver også tid til et solo show med titlen Rigtigt. Meget. Mand. og så pønser Nanna Quvang og jeg på at lave en voksenudgave af Mads & Nannas Sexshow. Altså stadig et stand-up foredrag om sex, men denne gang med fokus på ting som parforhold, at score osv.

Så der bliver skrevet nye jokes 24-7 - hold øje med kalenderen nedenfor hvis du vil se mig teste nogle af dem på open mikes.

09/02-2012

fingrene væk fra julen!

Det er noget råddent i Danmark. Og nej, jeg taler ikke om politik, om hr. Møllers lukrative aftaler på udvinding af olie eller noget så ligegyldigt som det. Nej, jeg taler om vores gode, gamle, danske jul der nu er under angreb. Se bare denne artikel hvor man kan forfærdes over de stakkels mennesker der har fået ødelagt deres juleaften – juleaften! – af noget så udansk som mavedans. Jeg gyser.

Det må stoppes. Julen er en af de sidste bastioner af danskhed der er tilbage i en verden hvor det hele så småt falder fra hinanden. I en verden hvor ministre melder sig ud af Folkekirken, hvor en domstol baseret på fundamentalistiske ”menneskerettigheder” har indflydelse på alt vi laver og hvor homoseksuelle ægteskaber truer selve den danske kirkes sjæl, så er det nødvendigt med det bolværk som julen er. Derfor er her en liste over alle de udanske ting vi vil have væk fra julen.

I en ægte, dansk jul skal der for tid og evighed aldrig være:

1. Mavedans. At jeg overhovedet bliver nødt til at nævne det siger noget om hvor galt det står til.
2. Juletræer. Det er jo en tysk tradition, og bare fordi Tyskland er vores største handelspartner, så skal vi jo ikke tro at de vil os noget godt.
3. En aften uden skænderier. Den slags hører sig til i løbet af en ordentlig juleaften. Og hvis det så udarter sig til at man kommer til at vappe sønnike en fordi han er næsvis, så er det også bare en god, dansk skik.
4. Gavepapir. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det i mistænkelig grad minder om en undertrykkende burka. Og den slags vil vi altså ikke have i Danmark.
5. Ænder. Det er jo trækfugle som kommer sydfra med deres mærkelige vaner og middelalderlige kvindesyn.

Jeg håber at du, sammen med mig, vil kæmpe mod alle disse ting. For meget vil vi finde os i, men rør blot ikke ved min gamle jul!

30/01-2012

hvad livet i provinsen har lært mig

Efter en del år i Nordvest har jeg boet i provinsen - helt præcist i Hvalsø - i godt to uger. Det er ikke lang tid, men her er nogle af de ting jeg allerede har lært:

1. En brændeovn er hyggelig. Det er ikke vildt hyggeligt at slæbe 900 kilo brænde ud i skuret en råkold regnvejrsaften.

2. Sne er dejligere når man ikke selv skal skovle det væk fra fortovet. Og jeg frygter at havearbejde er meget af det samme og ikke bare noget med at gå rundt blandt sine veltrimmede planter og nippe lidt friske krydderurter til maden.

3. Jeg savner mit gamle lokale pizzeria – Tribeca NV. For lad os være ærlige, jo flere retter en pizzamand har på kortet, jo større er sandsynligheden for at han ikke kan finde ud af at lave nogen af dem.

4. Livet bliver bedre når man ikke skal handle ind i Møgtex ved Nørrebro st.

5. Der findes andre fugle end skader og krager.

6. DSB har valgt at ruten mod Holbæk-Kalundborg ikke har høj prioritet. Men på den anden side, hvad har det hos DSB – altså ud over deres priser?

7. Når man byggede huse i gamle dage isolerede man tilsyneladende med noget der hedder ”træk”.

8. Mængden af fakkelbærende, høtyvssvingende pøbler der stimler sammen om den blege nytilflytters hus er ikke så stor som jeg havde frygtet. Vi har ikke set nogen i hvert fald. Endnu.

03/01-2012

Brynnums jul

Vi glæder os i denne tid
Hvor julesæden falder hvid
Fra Amagermandens celle
Det var et helt utroligt år
Ikke mindst på Christiansborg
Hos Villy, Lars & Helle

I år hvor Sass han mødtes har
Med Tommy Kamp og rockerfar
Der blev han ikk' minister
Mens V med både læk og løgn
De rider der på bølgen høj
Og ingen stemmer mister

For Venstre ved du hvor du har
De taler lidt med skattefar
mens for BT godt de sørger
At Lars han ikke svare ku
Det kan du nok forstå, hr. Q
Så åbent som du spørger

For mig det blev et trist farvel
Til Krarup og til Khader selv
Dem vil jeg savne længe
For når man er komikker jo
Så koster deres afgang sgu
Mig rigtigt mange penge

Men vælgerne de gav til mig
En gave der var rigtig sej
Og som bli'r ved at give
For Joakim han brækker sig
Og giver nye jokes til mig
Når han ser på de fattige

Men når vi holder dejlig jul
Og spiser gås og and og sul
Så må vi ikke glemme
Dem som nu i kulden står
Og ingen magt og skærmtid får:
Pia K. og hendes drenge

Så i denne bitre krisetid
Hvor aktiekursen styrter ned
Der må vi se tilbage
På hvis skyld det faktisk var
De fremmede, ja, den er klar
De stjal jo saft og kage

Og det her er nok sidste år
Vi rigtig jul i Danmark får
Med træ og sul og tromme
For alting går til helvede nu
Den ny regering fandme sgu
Sag' nej til grænsebomme

Så nyd det mens du stadig kan
Med kage, is og saftevand
Og gode juledrømme
Og husk hvis du om tyve år
Vil fejre jul som nu det går
Så må du lær' at svømme

15/11-2011

te- og tæppetid

Jeg er lige nu så forkølet at jeg regelmæssigt bløder ud af det ene næsebor. Og det er jo sæson for den slags, så hvis du går og er i tvivl om hvorvidt du også er ramt, så er her en liste med ting du kan holde øje med.

Du ved du ikke er rask når ...

1. Dit hoved føles som om det er fyldt med vat lavet af bly.
2. Julemanden kommer forbi og spørger om du gider lyse for ham.
3. Du bruger flere papirlommetørklæder på en eftermiddag end en mødregruppe gør under Titanic.
4. Du har konstant hovedpine – også når din mand ikke vil have sex (bragga-da-tisj)
5. Du synes Joachim B. Olsen lyder som en fornuftig fyr.
6. Du er så snottet og dine øjne løber så meget i vand at du har mistante om at du er allergisk over for ilt.
7. Du få ondt i leveren af at drikke et glas vand.
8. Du ikke har ellevetaller under næsen, men ski.

09/11-2011

kvinder er idioter

… men deres mænd er næsten værre.

Hvis vi nu starter med det første, kvinderne, så er anledningen denne her artikel fra weekendens Information. Den handler om Lisbeth Hammer der udlever den ifølge artiklen udbredte drøm blandt kvinder om at være hjemmegående mor. Og nej, det er ikke Lisbeth Hammer, der altså passer sine børn, holder hus, syr dukker osv., der er idiot. Og så alligevel lidt når hun i artiklen får sagt: ”Jeg synes ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne, men vi er kvinder, og det er os, der føder børnene.” For så skal de det jo lidt alligevel, Lisbeth.

Men altså, det er ikke hende det her handler om. Det handler om alle de idiotiske kvinder der tror på myten om den hjemmegående husmor der har tid til at pylre om familien, sylte og hvad fanden ved jeg. For det er netop bare en myte. I arbejderklassen har kvinderne sgu altid knoklet på arbejdsmarkedet, mens de rige – som artiklen også fortælller – jo havde folk til at passe deres børn. Så fint nok hvis man gerne vil forfølge en drøm som nu er blevet mulig, men lad nu for helvede være med at basere den drøm på et romantiseret billede af en tid der aldrig har eksisteret.

Og hvad gør de her kvinder egentlig den dag deres afkom bliver voksne og pludselig ikke har brug for dem længere? Hvad har de så at hænge deres identitet på og fylde deres hverdag med? Ja, men den rigtige opdragelse kan man selvfølgelig gøre sit til at ens børn aldrig bliver rigtig voksne og uafhængige, men det er vel ikke ligefrem meningen. Og lidt i samme boldgade undrer jeg mig over hvad deres partnere ser i dem. Ikke fordi, det er da dejligt at den ene part i et parforhold har god tid til at ordne ting i hjemmet, men der er jo grænser for hvor længe man kan holde sit parforhold kørende på samtaler om patchwork og cupcake-opskrifter.

Ja, det er mere end en smule fordomsfuldt, og vist ikke helt korrekt. For så vidt jeg forstår det, så er konceptet at man ud over sin tjans som husmor også sysler med et cool lille hobbyprojekt. Det kan være at skrive en velbesøgt blog, sy og sælge dukker eller noget helt tredje. Og ja, jeg mener cool helt uden ironi, for med en samling på 100+ brætspil skal jeg vist ikke være den første til at pege fingre af andres hobbyer.

Og så er det jeg bliver sur for alvor. For hvorfor helvede er det kvinderne der skal have patent på den idé? Hvorfor accepterer mæn at det kun er kvinderne der skal have lov til at have god tid til familien og så måske rode med en hobby de brænder for i stedet for at have et job i banken? Og hvorfor accepterer mænd at kvinder snupper hele barslen når det netop er et fucking privilegium og ikke en naturgiven ret?

Det må jo være fordi de er lige så store idioter som kvinderne. Det må være fordi de også køber myten om den hjemmegående husmor. Eller også er det bare fordi de er for dumme til at se at de snyder sig selv for nogle fantastiske muligheder. Muligheder som forældre har. Ikke mødre, ikke fædre, men forældre.

03/11-2011

alle dyr er lige*

I TV-avisen den anden dag var der et indslag om håndværkere og sort arbejde og en ordning der skulle mindske sidstnævnte. I den forbindelse sagde en Venstre-politiker (Kristian Jensen, tror jeg) at ordningen var god, fordi den kunne lave sort arbejde om til hvidt arbejde. Og det er da rigtigt, at det er en meget god idé. Men lad os lige prøve at forestille os en Venstre-politiker sige: Vi skal have en ordning så folks sociale bedrageri kan laves om til godkendte overførselsindkomster.

Nej, vel? Når det gælder socialt bedrageri handler det nemlig om at afsløre og straffe, mens sort arbejde bare ville være bedre hvis det var hvidt. Ja, man kan faktisk gå skridtet videre. Indslaget handlede nemlig om at den nye regering ville forlænge en ordning der gør håndværksarbejde for private fradragsberrettiget. Og når den ordning er god fordi den konverterer sort arbejde til hvidt, så er det implicitte argument jo at sort arbejde ikke er noget der finder sted på grund af dårlig moral, men simpelthen af praktiske og økonomiske årsager.

Kontrasten til socialt bedrageri er enorm. Senest har man kunnet læse i Information hvordan folk der modtager overførselsindkomst har meget lidt retssikkerhed idet kommunen ikke skal kunne bevise at der finder bedrageri sted, men kun sandsynliggøre det. Så selvom både sort arbejde og socialt bedrageri strengt taget handler om at snyde staten (og dermed andre borgere) for penge, så bliver sidstnævnte sgu aldrig forklaret med praktiske og økonomiske årsager. Men det bliver værre endnu. På Politiken.dk fortæller Brian Mikkelsen nemlig at ”det bedste, man kan gøre for at bekæmpe sort arbejde, er at sætte skatten på arbejde ned.” Så det må altså være noget med at de stakkels håndværkere og den øvre middelklasse (som typisk køber håndværkerydelser) simpelthen ikke har råd til at betale skat. Og det vil jo også sige at det ville være okay hvis jeg bare stjæler mine varer i supermarkedet indtil momsen bliver sat ned, eller hvad?

Og nej, jeg siger ikke det er okay at man laver socialt bedrageri, men det er sjovt som det åbenbart er okay at bedrage på andre måder. På den måde må det være meget nemt at være borgerlig, for så gælder reglerne åbenbart kun for de andre. Og det forstår man egentlig godt, for de fattige er sgu så skide irriterende og de er jo kun ude på at ødelægge det for ordentlige borgere.

* men som bekendt er nogle dyr mere lige end andre.

10/10-2011

Utöya og humor

I sidste uge blev nordmændene vrede på Carsten Bang fordi han i sit nye show laver jokes om tragedien på Utöya. Jeg er enig med Carsten. Jeg synes vi skal joke med frygtelige ting og vi skal ikke vente til de er kommet på afstand. For det er jo når det gør allermest ondt at vi har allermest brug for at grine. Derfor havde jeg også en lang bit om Utöya i mit show under Zulu Comedy Festival, og den får du lige her.

Problemet var at det er svært at lave jokes om Utöya. For man ender hurtigt i noget med: Vidner siger at han grinte mens han skød folk. Det forklarer en del. For eksempel at det kun blev 69 – de har jo kunnet høre ham komme. Det er ikke så skide sjovt. Så det er svært - svært at finde noget at grine af. Og derfor er jeg glad for at jeg mens jeg skrev pludselig fik Søren Pind og Mads Christensen som wingmen.

Søren Pind sagde nemlig på sin private Facebook-profil at det her var det seneste – og godt nok også mest uhyggelige – bud på ekstremisme. Altså ekstremisme som vi så det med kirkeasyl og med dem der sad i Østerild plantage for at forhindre nogle grantræer i at blive fældet. Ja, for det er åbenbart lidt det samme, mener Søren, som at meje 67 unge mennesker ned på klods hold med et gevær. Prøv at høre, den slags jokes kan man ikke selv skrive.

”Men nej nej,” sagde Søren så. ”Det var slet ikke det jeg mente. Det jeg rent faktisk mente var,” sagde han til Politiken, ”at hvis du bevidst bryder loven, så er du faktisk ekstremist.” Okay, så forstår jeg. Så hvis du bevidst omgår folketinget for at holde tamiler ude af landet, så er du altså ekstremist. Hvis du kører i bil i beruset tilstand så er du ekstremist. Hvis du får din chauffør uden våbentilladelse til at hente dit jagtgevær, så er du ekstremist. Eller, hvis man nu laver lovgivning man ved er i mod menneskerettighederne, så er man ekstremist. Tak, Søren, for at opklare den sag. Men der vil jeg lige tilføje at det gode ved Søren Pind er, at selvom han er på vej ud af ekstremismens overdrev, så ved man at han aldrig kommer til at skyde en masse folk. For han har jo glasøje. Så han har slet ikke dybdeperceptionen til at ramme. Og det siger jeg egentlig ikke for at disse Søren med hans glasøje, men fordi jeg ved han bliver skidesur over det. Han bliver altid sur hvis det er noget med øjet også selvom det ikke er noget med øjet, men han tror det er noget med øjet. Så bliver han rasende, og jeg kan godt lide ideen om at gøre Søren Pind rasende.

Men ind fra højre – sådan nærmest bogstaveligt talt – der kommer så Mads Christensen. Han skrev i en klumme i Ekstra Bladet at de unge på Utöya lige burde have uskadeliggjort Breivik ved at gokke ham i nødden med en kæp. Jep, en kæp. I nødden. Gok. Igen, det kan jeg jo ikke finde på.

Men mind mig da lige om aldrig at ringe til Monopolet når han sidder derinde. Nåmen, prøv at forestille dig samtalen hvis en af dem på øen havde ringet til Monopolet fordi det var det eneste nummer han havde på speed dial. (Og tilfældigvis sendte Mads og Monopolet så den fredag, for ellers giver joken her ingen mening.)

Lytter: ”Der er en mand der skyder på os!”
MC: ”Du skal sgu bare gå hen og gokke ham i nøden mens han lader.”
Lytter: ”Øh, hvad? Mener du det?”
MC: ”Ja, ja. Det er bare fordi du er opdraget til at vende den anden kind til. Det går ikke, nu må du sgu lige gøre en indsats.”
Lytter: ”Jeg tror altså ikke I kan se sagen fra min vinkel?”
Søren Pind (som også er i Monopolet den dag): ”Siger du at jeg ikke kan se ordentligt bare fordi jeg har glasøje. Det er fandme groft. Det er fandme ekstremt det der.”

I Norge har svaret været på denne her hændelse været: mere demokrati, mere åbenhed. Herhjemme var den første reaktion fra politikerne: ”vi må hellere gøre det forbudt at sige ting på internettet.” Jeg tror bedre jeg kan lide den norske idé. For jeg synes folk skal have lov at sige horrible ting. Og de skal sige dem hvor vi kan høre dem i stedet for at gemme sig være på chatfora eller private facebookprofiler. For det er dér ideerne bliver farlige – der hvor der ikke er nogen til at pege på dem og råbe: ha!

Noget af det første diktatorer gør er at stoppe dem der laver satire. Dels fordi de ellers ikke kunne tillade sig at gå i det tøj de gør, men mest fordi humor er ukontrollabel. Humor udstiller magten og bryder den ned. Humor gør ting ufarlige. Og hvis der er noget ekstremister lever af er det frygt. Men hvis man kan grine af ting, så bliver de helt automatisk en lille smule mindre forfærdelige og farlige. Så derfor, fra mig til Mads og Søren: Tak, tak fordi I gør verden til et mindre farligt sted.

14/09-2011

peberspray NU!

Et af de mere kuriøse forslag under valgkampen har været at give ældre en peberspray gratis og helt lovligt. Selvølgelig har hylekoret af DF-modstandere straks latterliggjort ideen, men den er faktisk ret god. Altså bortset fra det selvfølgelig ikke skal være de ældre der får dem.

Nej, vi skal sgu give pebersprays til landets folkeskolelærere. Vi ved jo alle sammen at mangel på disciplin er det helt store problem i folkeskolen. Nej, ikke mangel på bøger, klamme toiletter eller nedslidte bygninger – for hvis bare der var disciplin så ville eleverne lære noget i stedet for at brokke sig hele tiden.

Jeg har været vikar på flere forskellige folkeskoler, og jeg kunne godt have brugt sådan en spray. Nåmen, hvorfor bruge tid på at lære børnenes navne, være imødekommende og virke kompetent for på den måde at vinde deres respekt når man bare kunne spraye det første lille svin der stiller dumme spørgsmål og klare det på den måde? Og prøv at tænke på de rundboldhold man som vikar kunne lave. Slut med halvhjertede slag, luntetrav og upræcise kast. Hvis jeg havde haft en peberspray i lommen, så havde de sgu oppet sig. Og ja, det kan være svært at gribe med øjnene fyldt med tårer, men så husker man det jo til næste gang.

Men vigtigst af alt. Tænk på hvor meget lettere det ville at være lærer - hvor megen ekstra tid man ville få til rent faktisk at undervise børn og gøre dem til både vidende, nysgerrige og ordentlige medborgere – hvis man, hver gang eller anden pispolitiker kom løbende for at blande sig med ligegyldige krav, lige kunne spraye ham direkte i face.

11/09-2011

klar til demokrati

Jeg er nervøs over det kommende valg. Meget. For da der for et par uger siden var afføring i vandet i København havde politiken.dk en artikel med titlen: "sådan koger du dit vand." Hvis vi har brug for hjælp til det, så er vi ikke klar til demokrati.

27/08-2011

mærkværdig mad

Jeg er så småt ved at lægge sidste hånd på mit nye show der handler om tabuer. Altså alt det der er forbudt både at gøre og at tale om. Der bliver ikke plads til alle tabuer i showet, for eksempel ikke dem der handler om det vi putter i munden.

Dels er der jo religiøse og kulturelle tabuer. Hinduer spiser ikke oksekød, muslimer spiser ikke svinekød og mange kvinder vil helst ikke spise kød der engang har haft nuttede, brune øjne. Jeg forstår egentlig godt logikken bag - køer er hellige, grise er urene, nuttede dyr er ... øh, nuttede – men så alligevel ikke. Eller, jeg forstår ikke det der med de urene svin. Tag nu flæskesvær – de er blevet kogt i flere minutter i kogende olie. Det bliver ikke mere rent end det. Og danskproduceret grisekød er jo også sundt. Eller, der er i hvert fald masser af medicin i det.

Men hvis man så begynder at tænke på hvordan alle de dejlige griseprodukter rent faktisk bliver produceret, så er det jeg synes man går over stregen. Når jeg sætter tænderne i et dejligt, sprødt flæskesvær, så vil jeg jo ikke vide at grise faktisk også har bumser. Det vil du jo heller ikke, og hvis du spiser flæskesvær lige nu så er mit gæt at du holder en lille pause. Og på samme måde har jeg jo heller ikke lyst til at vide at man faktisk bruger alt på en gris. For det gør man. Ja, også halen. Og fødderne. Og grisesæd – for hvad tror du ellers det hvide i en trestjernet spegepølse er?

Mit show – A Baboon Taboo Comedy – kan opleves i Huset i Magstræde i København 2/9 og på Svalegangen i Århus 31/8, begge dage kl. 19. Billetter her – jeg håber vi ses.

10/06-2011

mænd og læger

Mænd går ikke nok til lægen. Og det er dumt, for så dør de alt, alt for tidligt, skriver Urban i dag. Det skal vi da have gjort noget ved, og jeg har nogle forslag. Nogle af dem er fantastiske, et par af dem måske marginalt sjovere end et hårdt slag i nyrerne.

1. Gør lægekitlerne kortere. Også til de mandlige læger – homoseksuelle har jo også godt af at gå til lægen.
2. Giv os et stykke legetøj ligesom vi fik hos tandlægen da vi var børn. Det var stærkt motiverende, men problemet er selvfølgelig at vi risikerer indvandrerne tager det.
3. Drop myten om at alle mænd bliver ”åh så sølle” når de er syge. Hvis vi ikke kan være syge uden at blive mobbet for det, så er det jo nok derfor man ikke indrømmer det.
4. Lær af bilvask og indfør et ”guldlægebesøg” med undervognsbehandling. Og ja, det lyder sjofelt på sådan en lidt ækel og uforklarlig måde.
5. Læg nogle andre blade i venteværelset. Vores Børn, Femina og Billed Bladet er bare ikke godt nok. Og legetøjet er faktisk også noget lort.
6. Udskriv mere opium. Så kommer man igen. Og igen. Og igen ...

06/06-2011

KRIG!!!

Først havde vi krigen mod narko. Så kom krigen mod terror og nu skal vi til at have krigen mod tobak. Det skriver MetroXpress i hvert fald at flere eksperter foreslår og jeg er helt med på ideen. Ikke fordi jeg er fanatisk ikke-ryger, men fordi jeg synes ideen om krig mod ting vi ikke kan lide er fantastisk.

For krig gør at regler må brydes. Hvis der er krig handler det jo bogstaveligt talt om liv eller død og derfor er drakoniske metoder helt i orden. Det gjorde for eksempel at tortur pludselig var okay nu vi var i krig mod terror, fordi det kunne jo være at man på den måde kunne finde en bombe i en børnehave. At tortur så ikke giver troværdige oplysninger og at man i øvrigt aldrig har hørt om en børnehavebombe der blev fundet på Jack Bauer-måden er i den forbindelse fuldstændigt irrelevant. Vi er jo i krig, så ”hvad nu hvis” er argument nok.

Og det leder os tilbage til rygerne. Hvis vi skal i krig, så skal vi gøre det ordentligt og dermed uden respekt for menneskerettigheder og anden blødsødenhed. Så her er en række forslag jeg synes vi skal bruge i krigen mod tobak.

1. I stedet for de der spøg og skæmt krudtting skal der rigtige bomber i cigaretterne.
2. Man kunne bevæbne politi og andre øvrighedspersoner med vandpistoler for at slukke cigaretter på stedet. Men hvorfor ikke fylde pistolerne med benzin i stedet? Så behøver man kun ”slukke” een gang.
3. Put rygerne i opdragelseslejre. Og nej, de skal selvfølgelig ikke gasses – det der med at blive lukket inde i små, giftfyldte rum har rygeloven allerede gjort dem vante til.
4. Sæt Hjemmeværnet ind. For eksempel ind i en stor bus som man så kører i havnen. Det hjælper ikke mod rygning, men det hjælper.
5. Slå hårdt ned på festrygerne. Dels fordi de er på vej til at blive radikaliserede, men mest fordi de altid stjæler festen med ud for at ryge så alle vi de kedelige sidder alene tilbage indenfor.

02/05-2011

hvad koster det?

15 milliarder. Så meget og lidt til koster indvandring fra ikke-vestlige lande om året. Det er ganske vist, for Søren Pind har nemlig selv læst det i en rapport. At dem som har skrevet den ikke bare tager masser af forbehold undervejs, men også efterfølgende har været ude at sige at sådan kan man ikke helt tolke den, det er selvfølgelig sagen uvedkommende. For som Søren siger: ”Jeg har ingen skrupler med at lukke yderligere af for dem, som man kan mistænke for at ville lægge Danmark til last.”

Og jeg er helt enig med Søren, men synes ikke vi skal stoppe ved indvandring. Og nej, jeg mener ikke at så skal de ældre også ud og børnene og mødre på barsel og sådan noget. Jeg er jo ikke komplet idiot. Nej, jeg synes bare vi skal tænke over hvad 3. verdenslande koster os i det hele taget. Vi sender dem for eksempel ulandsbistand. Ikke ret meget, men det løber jo op. Og hvor er det vi poster milliarder af kroner i krig og bombetogter? Nemlig, i den tredje verden.

Jeg tror at hvis vi regnede på Afrika og ligende lande*, så ville vi finde ud af at det er en dundrende fiasko sådan rent økonomisk. Se bare på udflytning af jobs. Prøv at tænke over hvor mange unge, indiske og afrikanske arbejdere er sidder og syer t-shirts som danskere kunne have lavet. Det er penge vi mister. Ikke ret mange for de får jo dårligt nok nogen løn, men alligevel. Og ja ja, der er fisk langs kysterne og guld og diamanter i undergrunden, men hvem betaler for at fange fiskene og hente ressourcerne op? Nemlig, det gør vi da selv.

Og hvad med sygdomme? HIV/AIDS koster det danske samfund millioner hvert år, og AIDS kommer jo ikke fra Danmark, vel?

Nej, jeg siger selvfølgelig ikke at vi skal bombe ulandene eller noget – det koster jo mange penge. Vi skal bare lade dem sejle deres egen sø. Måske kunne vi bygge sådan en stor barriere. Og selvfølgelig ikke en mur, for de her folk er jo så ivrige efter at stjæle vores penge at de først går til fods gennem Sahara og derefter 50 mennesker af gangen sejler ud i en lille robåd på åbent hav for at komme til fucking Italien, så en mur vil nok ikke stoppe dem. Nej, jeg tænker mere sådan en barriere som det kræver en ordentlig økonomi at komme over. Sådan en form for økonomiske barriere og så når de var rige nok til at den ikke var noget problem, så kunne vi tale sammen igen.

Men spørgsmålet er selvfølgelig om det er nok at kigge på økonomien. For nogle ting kan jo ikke gøres op i penge. Hvad koster for eksempel frygt? Hvad koster utryghed? Hvad koster den danskhed vi er ved at miste? Ja, jeg ved det ikke, men lur mig om ikke Pind og DF gerne vil bruge nogle millioner på at få lavet en rapport der kan fortælle lidt om det.

* Ja, jeg ved godt at ”Afrika” ikke er et land. Men i denne her form for retorik, der er alle lande i Afrika stort set det samme.

13/04-2011

festival & fremtid

Så kom jeg ovenpå efter Århus Comedy Festival. Lang uge med workshop, flinke (og sjove) komikere fra hele verden, masser af shows og ikke mindst overnatning i køjesenge – noget jeg ikke har gjort siden jeg var værnepligtig.

Jeg var blandt andet vært på showet Comedy in the Dark – et stand-up show der blev lavet i totalt mørke. Her havde jeg blandt andet fornøjelsen af at ”se” Jacob Wilson lave det bedste show jeg nogensinde har oplevet fra ham, jeg optrådte nøgen for publikum uden de vidste det (selvom de fandt ud af det da lyset blev tændt mellem komikerne), og så fandt jeg ud af hvor ekstremt vigtige ordene er i et stand-up show. Alle komikere benytter sig i større eller mindre grad af gestik og mimik til at understrege og forstærke pointer eller ligefrem som en pointe i sig selv, men når muligheden pludselig ikke er der, så var jeg overrasket over hvor lidt jeg savnede det. For når man ikke kan se komikeren bliver de sproglige billeder meget mere synlige, og jeg tror også at den attitude eller følelse man normalt vil aflæse i komikerens mimik eller gestik i stedet bliver ”synlig” gennem fx. tonefaldet. Og så er det utroligt så meget man kan være til stede i et rum bare ved hjælp af stemmen.

Jeg tror (og håber) Comedy in the Dark fortsætter i Århus uden for festivalen, men for mit vedkommende står den på forberedelse til næste festival. Zulu Comedy Festival løber af stablen i starten af september og jeg skal helst nå at have et lille show klart. Arbejdstitlen er ”A Babboon Taboo Comedy” og det skal handle om tabuer; altså alt det som er forbudt at gøre eller at tale om. Og jeg har jo egentlig indtryk af at der ikke er ret meget som er rigtigt forbudt at lave jokes om i Danmark, men jeg kan jo tage fejl. Så hvad siger du? Er der nogle emner du bare ikke synes det er ok at lave sjov med?

01/03-2011

Gaddafi vs. Rønn

Jeg ved godt at man selvfølgelig ikke bare kan sammenligne en uhæderlig, magtfuldkommen ”politiker” der lader hånt om andres rettigheder og så Gaddafi, men jeg gør det lige lidt alligevel. For der er visse lighedspunkter i den måde de forholder sig til hver deres situation lige for tiden.

For eksempel læser jeg på b.dk (det der hed berlingske.dk før det skulle være mere ungt og smart) at Gaddafi siger ”de elsker mig, hele mit folk,” selvom både Twitter-feedet om Libyen og det faktum at store dele af hans folk prøver at pløkke hans soldater ned siger noget andet. Men det nægter han at forholde sig til. Og imens i hjemlige medier nægter Rønn at forholde sig til sine embedsmænds udsagn om at hun hele tiden har vidst der var noget galt i Integrationsministeriet og at hun dermed bevidst lod den ulovlige sagsbehandling fortsætte. ”Jeg gav kun ordre til hvad jeg synes er rigtigt,” siger hun til Ritzau, og dermed fristes man til at konkludere at hun mener det var rigtigt at bryde loven for at holde statsløse fra at få dansk statsborgerskab.

Men der er selvfølgelig også forskelle. Markante forskelle. For eksempel må vi ikke glemme at Gaddafi er en ækel diktator der ikke er bleg for at sende flygtninge han får retur fra Europa ud i ørkenen hvor de kan dø i fred, mens Birthe Rønn mere er en ryggesløs, arrogant teknokrat der viste sig at være væsentligt mindre principfast end folk troede. Eller også havde hun bare nogle mere ækle principper. Og så er der selvfølgelig også forskel på den folkelige modstand. Helt fortjent har det libyske folk rejst sig mod Gaddafi og der er håb om at Libyen snart slipper af med ham. Herhjemme er reaktionen mod Rønn ikke så voldsom – ja, Pia Kjærsgaard har endda brugt sit ugebrev til at videregive fortrolige oplysninger om de afviste ansøgeres straffeforhold og økonomi for ligesom at sige: de har jo heller ikke fortjent den indfødsret de har lovmæssigt krav på. Lur mig om ikke reaktionen havde været en anden hvis det var pensionister der var blevet snydt.

27/01-2011

brev fra Blixt

Så kom der svar fra Liselott Blixt - DF'eren jeg skrev et brev til fordi hun udtalte at hun tog alle henvendelser fra vælgerne seriøst. Det oprindelige brev kan du læse her og hendes svar kommer lige her in extenso.

Kære Mads

Tak for din mail.

Når der er tiltag på sundhedsvæsnet som jeg mener er relevant at tage op så gør jeg det, da det er det jeg er valgt til af mine vælgere.
At du er imod de ting jeg tager op er du i din gode ret til at mene.
Hvad der for dig er ligegyldigt er for andre et problem. Så er det jo godt at det ikke er dig der sidder og skal hjælpe andre mennesker.

Ha en rigtig god dag.

Med venlig hilsen

Liselott Blixt
MF

Først og fremmest må jeg sige at jeg er imponeret over at hun tager sig tid til at svare. Det er god stil, synes jeg. Og jeg kan også godt lide at hun skærer direkte forbi ironien (okay, sarkasmen) i mit brev, og ikke mindst at hun runder af med en lille sviner til sidst. Men jeg må sige at jeg ærgrer mig over at hun tilsyneladende ikke har tænkt sig at gøre noget ved hverken tyveri af tandlægelegetøj eller pølsevandstisseri.

09/01-2011

gal eller terrorist

Som du måske ved er en demokratisk politiker blevet skudt ned i USA sammen med flere andre. Forfærdelig historie, men det virkeligt interessante er at flere medier beskriver gerningsmanden som en tilfældig galning. Ikke fordi, det er garanteret lige hvad han er. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om at han, hvis han havde været muslim, var blevet udskreget som terrorist af såvel medier som politikere i både ind- og udland.

Og jeg ved godt at en vigtig forskel på denne her tosse og så de tosser som f.eks. har forsøgt at bombe folk i Stockholm og Købehavn er at sidstnævnte helt bevidst skriver sig ind i en ideologi der fordrer terror. Det gør ham der skød Gabrielle Giffords og flere andre jo ikke. Og så alligevel. For prøv for eksempel at se det her billede som Sarah Palin skyndte sig at flytte fra sin hjemmeside efter angrebet. Og kombineret med det faktum at flere højrefløjspolitikere bruger en meget militant retorik (læs f.eks. artiklen her) synes jeg der tegner sig et mønster.

Og nej, jeg siger selvfølgelig ikke at republikanerne i USA støtter terrorister eller ønsker at dræbe deres politiske modstandere. Men det er påfaldende at hvor alle muslimer der begår terrorlignende handlinger bliver kaldt terrorister og dermed slås i hartkorn med al-Qaeda, så gælder det samme ikke for hvide, kristne mennesker. Uanset om det er politikere som Gabrielle Gifford, indvandrere i Sverige eller amerikanske abortlæger der bliver skudt, så bliver det altid som udgangspunkt beskrevet som tilfældige galninges individuelle handlinger, som attentater. Men når det beviseligt er en flok lallende amatører der laver bombebælter eller sprænger toiletter i luften, så er det ikke bare individer der laver attentater, så er det international terror. Fordi de er muslimer.

07/12-2010

brev til Tinget

For et par uger siden skrev jeg et brev til Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt. Hun har stadig ikke svaret, men jeg synes det er vigtige spørgsmål jeg stiller hende, så derfor poster jeg det også her.

Kære Liselott Blixt,
I en artikel på Politiken.dk talte du fornylig om at forbyde tørklæder på sundhedspersonale. I den forbindelse spurgte journalisten om ikke du er ”med til at blæse sagen ud af proportioner, hvis det kun er ganske få patienter, der nægter at blive behandlet af muslimsk personale med tørklæde?” Og hertil svarede du:

”Nej, overhovedet ikke. Som medlem af Folketinget har jeg da en pligt til at tage enhver henvendelse seriøst.”

Det synes jeg er en sund holdning at have som folkevalgt, og det er også grunden til jeg skriver til dig. For hvor mange politikere ikke tager direkte henvendelser fra vælgerne alvorligt, så er min klare fornemmelse at det er en af Dansk Folkepartis spidskompetencer. Og jeg synes det er dejligt at høre du godt kan se at en sag kan være vigtig selvom den ikke virker så stor.

Og jeg har længe gået og lagt mærke til ting på sundhedsområdet som kræver politikernes opmærksomhed, men af uvisse årsager ikke får det. Derfor vil jeg nu fremlægge dem for dig i håb om at du vil tage tingene om ikke op i folketingssalen så i hvert fald seriøst.

For det første er der spørgsmålet om pølsemændendes pølsevand. Jeg ved godt at ”skinkekutterne” (desværre) er på retur, men især i København er der stadig mange velbesøgte af slagsen. Og derfor foruroliger det mig en del når man hører fra flere kilder at pølsemænd urinerer i vandet de også koger pølser i (se for eksempel 7:30 inde i denne her video: http://www.youtube.com/watch?v=BQ6FNIzzxZs)

Jeg ved godt at vandet i sagens natur er kogende, og at den bakterielle risiko som sådan må formodes at være minimal, men det er da lidt ulækkert. Så mit spørgsmål til dig er hvad Dansk Folkeparti vil gøre ved denne her sag? Om en løsning skal være et forbud, et krav om toiletter i pølsevognene eller regelmæssig kontrol ved jeg ikke, men noget må der, synes jeg, gøres. For det kan da ikke være rimeligt at det der nærmest er den danske nationalspise – en rød pølse med brød – skal nydes med en let bismag af pølsemandens tis.

Den anden bekymring jeg har handler om tandlægebesøg. Vi ved jo alle sammen hvor vigtig god tandhygiejne er, og ikke mindst at jo før man får gode vaner, jo større er chancen for at man beholder dem hele livet. Og derfor kan jeg huske at min skoletandlæge altid gjorde lidt ekstra for at gøre besøget til en god oplevelse. For eksempel blev ”nul huller” altid belønnet med et lille stykke legetøj fra tandlægens skuffe. Det var ikke noget særligt, men bare en erkendtlighed – lidt som hvis man hos lægen sørger for der står lidt at drikke mens patienterne venter eller noget. Men for nylig var jeg hos tandlægen igen, og nu var der pludselig ikke noget legetøj. Ikke til mig, men heller ikke til eventuelle børn der måtte besøge min tandlæges klinik.

Se, jeg ved ikke om jeg har ret, men jeg har en klar fornemmelse af at denne her meget motivationsfremmende ordning er blevet sløjfet af mange tandlæger fordi nogle grupper af familier udnyttede den. Jeg siger selvfølgelig ikke at indvandrerbørn ligefrem har stjålet legetøj hos deres tandlæger, men det er klart at når hele familien kommer med til en konsultation (som typisk er tilfældet), så ryger der nemt lidt for meget legetøj over disken (eller op af skuffen, om man vil). (Og når jeg tænker over det har jeg da også noteret at mange indvandrerbørn her i Nordvest tit har meget billigt legetøj som man for eksempel kunne finde en en tandlægeskuffe.) Det synes jeg er ærgerligt. For på den måde får en lille gruppe lov at ødelægge en god ordning for alle os andre, og derfor ville det måske være relevant at få undersøgt sagen nærmere.

Nå, det blev en længere mail, men det er som sagt ting der har optaget mig en del her på det sidste. Og jeg håber at jeg har gjort det klart at det er vigtige sager selvom de på overfladen virker små. For hvis jeg skal være helt ærligt synes jeg hverken den mad vi spiser eller vores dentalhygiejne er trivielle sager.

Med venlig hilsen – og tak

15/11-2010

suspension of disbelief

Jeg kan tro på meget når jeg ser film eller læser bøger og tegeneserier. Jeg kan tro på at en radioaktiv edderkop kan give en ung fotograf superkræfter. Jeg kan tro på at de døde vækkes til live og vandrer rundt på jorden for at æde de levende. Ja, jeg kan endda tro på at Bruce Willis ene mand kan nedkæmpe et jagerfly. Men Iron Man 2 havde jeg lidt svært ved at tro på.

Og nej, det er ikke superrustningen, det mystiske grundstof eller elektropiskene der volder mig besvær. De ting er jo en del af fiktionen – af legen om man vil. Nej, det der volder mig besvær er at tro på at den onde, onde skurk i filmen formår – ene mand – at bygge og programmere en hel flok bevæbnede droner i løbet af en uge. Fint nok at han kan bygge og programmere dem – han er jo et ondt geni – men at han kan nå det i løbet af en uge uden hjælp og at han i øvrigt også har tid til at bygge en kamprustning til sig selv giver ingen mening. Helt ærligt, på en uge kan jeg jo ikke engang nå at sætte en lampe op.

Lidt det samme gør sig gældende med den oprindelige Spiderman – altså tegneserien. Her bliver Peter Parker som bekendt bidt af en radioaktiv edderkop (fordi stråling var stort dengang han blev opfundet, hvor det var gener der var på mode da man lavede filmen), og det giver ham superkræfter. Men men, det der net han kan skyde med er noget syntetisk spindelvæv han selv har opfundet. Et produkt som førende kemikere og ingeniører altså ikke har formået at lave endnu bliver altså opfundet af en endnu ikke færdiguddannet fotograf. Det har jeg svært ved at tro på.

Og ja, jeg ved godt at det her er en åndssvag ting at gå op i, men jeg vil vædde på jeg ikke er den eneste der har det sådan. Så hvad med dig, hvad har du svært ved at tro på i film, eller tegeneserier? Altså ud over at Frodo og Sam ikke har et homoerotisk forhold, for den er der jo ingen der tror på.

11/11-2010

ham der Voltaire

Pia Kjærsgaard er ytringsfrihedens fornemste frontkæmper. Det så vi tydeligt under karikaturkrisen, og det ser vi nu hvor hun vil forbyde et par navngivne, arabiske nyhedskanaler.

Og nej, det giver umiddelbart ingen mening. Men prøv nu at se det fra hendes side. Hvis folk ser nyheder, så lærer de ting. Så får de viden og bliver velorienterede, og det er skidt for Dansk Folkeparti. Kloge folk er nemlig den største trussel mod Pia og hendes parti. Og nej, jeg siger selvfølgelig ikke at bare fordi man er dum, så stemmer man på DF. Der er jo også mange der har stemt på Naser Khader.

Men i den forbindelse er det værd lidt at erindre den franske filosof Voltaire. Han sagde efter sigende de her meget kloge ord: ”jeg foragter din mening, men jeg vil give mit liv for at forsvare din ret til at have den.” Sådan bør et forsvar for ytringsfrihed være. Men jeg tror helt ærligt, at hvis Voltaire havde boet i dagens Danmark, så havde han modereret sin udtalelse bare en smule. Hvis han f.eks. havde hørt Søren Pind rase over at man i nogle skoler ikke synger salmer, så ville Voltaire sgu nok trække lidt i land. "Sagde jeg liv? Nej nej, du må ha' misforstået. Jeg sagde at jeg ville give mit skiv for hans ret til at sige det der sludder. Eller, det er snarere en lille jolle, men den må du gerne få."

03/11-2010

book mig

Det er ved at være tid til julefrokoster og andre firmafester, og kan du forestille dig bedre underholdning end mig til sådan en lejlighed? Nej, vel.

Så kig evt. på noget video her på siden eller hør et par lydklip og smid mig så en mail på mig@madsbrynnum.dk. Og husk jeg også kombinerer havnerundfart og stand-up i min comedy canal tour. Det er sjovt. Og hyggeligt. Og i lukkede, opvarmede både her om vinteren. Vi ses!

26/10-2010

nyt fra vestfronten

Okay, vestfronten er måske at spidsvinkle en smule, men sidder i hvert fald i Holstebro lige nu og var i Herning tidligere på dagen, så jeg føler mig temmelig langt vestpå.

Er på tour med Pede B. og Fantomet på nogle af landets tekniske skoler hvor vi skal lære eleverne ikke at skære fingrene af sig selv når de er på arbejde. Indtil videre sjovt selvom arbejdsmiljø sgu er et sværere stand-up emne end jeg lige havde regnet med. Til gengæld synes jeg bedre og bedre om freestyle rap - de to unge mænd (som jeg gerne må kalde dem fordi jeg er over 30 og har en lille kuffert med hjul) laver sgu nogle sjove ting.

Ellers er planen at november/december skal gå med en masse julefrokoster (hvis altså man booker mig, nudge nudge) og så skal jeg have besøgt nogle open mikes nu hvor jeg ikke længere skal op klokken kvalme. Så hvis vi ikke ses i Holstebro eller Esbjerg i morgen, I Vejle eller Odense torsdag eller måske på CBS fredag, så ses vi måske på Comedy Zoo, på Underkanten eller Den glade gris.

28/09-2010

en kærlighedshistorie

Det er altid trist når kærlighed ruster og forgår. Men af og til vokser man fra hinanden – finder ud af man måske ikke var et match made in heaven – og går hver til sit. Det kan ske i mindelighed eller med bål og brand, men det vil altid være lidt vemodigt uanset.

Derfor er jeg heller ikke glad for at sige at det nu er slut mellem mig og franske hotdogs. For det har været en lang og til tider intens kærlighedsaffære. Over tyve mættende år har den varet, men nu er det altså slut. Og det er ikke med min gode vilje, for jeg har givet og givet, synes jeg. Jeg forstod godt man gik væk fra at kalde det en ”hapsdog”. Jeg gjorde ikke kny da pølsesnedkeren pludselig kunne få brød med præfabrikeret hul i. Jeg sagde ikke noget da man gik væk fra det søde, sesambestrøede brød og indførte et sejt, fluteagtigt brød. Og jeg accepterede også at man af og til måtte tage til takke med en – gys – kogt pølse i sin hotdog.

Men jeg har fået alt for lidt igen. Den franske hotdog har simpelthen ikke gjort sit for at bevare gnisten i forholdet. For eksempel er det snarere reglen end undtagelsen at få serveret en hotdog hvor al den dejlige dressing samler sig i bunden. Og på den måde bliver det der skulle være praktisk og nem fastfood til et studie i nassede fingre og pletter på tøjet. Men langt værre er det at jeg på det sidste alt, alt for mange gange har fået en hotdog hvor brødet, pølsen eller endda begge dele var tørt og intetsigende. Og det går simpelthen ikke. En normal hotdog kan overleve et stykke tørt brød – det har løgene, sennepen og ikke mindst de syltede agurker til at løfte oplevelsen. Det har en rigtig fransk hotdog ikke. Den består kun af tre ingredienser og derfor må og skal de være i orden. Men det er de ikke længere.

Og ja, jeg ved godt at det er tarveligt at give den franske hotdog skylden. For sandheden er jo at det langt henad vejen er dem der fabrikerer dem der er synderne. Men så alligevel ikke. For den franske hotdog har ganske enkelt sejret sig ihjel. Der var engang hvor den skulle laves med kærlighed, hvor pølsemanden selv skulle udhule brødet – en bedrift der krævede stor teknisk snilde. Og det tror jeg smittede af på den samlede tilgang til råvarerne. Men efterhånden som den blev nemmere og nemmere at lave og mere og mere tilgængelig – hvilken kiosk serverer efterhånden ikke franske hotdogs – så blev den faglige stolthed og dermed kvaliteten lavere.

Så det er slut nu. Det har været en skøn tid vi har haft sammen, franske hotdog, men jeg må videre i mit liv. Pita med falafel, pizzaslices og samosaer ægger mig, og ja, jeg er endda fristet af din mindre praktiske, men langt mere velsmagende fætter: den oprindelige, ristede hotdog. Det kan være vi mødes en sen nattetime og jeg trods alt bliver fristet af alle de goder minder vi har sammen, men regn ikke med det. For jeg er en fri fugl nu. Farvel.

24/09-2010

ekstremistmiddag

For nylig kunne man opleve Ruth Evensen i underholdningsprogrammet 4-stjerners middag. Og ja, det er hende sektlederen hvis claim to fame er at smadre en kulturinstitution og at ville gå efter de homoseksuelle bagefter.

Jeg så ikke programmet – fordi jeg ikke er stor en idiot – men synes helt ærligt det er lidt absurd. Hvad fanden laver hun i et underholdningsprogram? Hun er jo ond! Vi skal jo heller ikke have nazi-Johnny eller Peter Lundin Bjarne Skouenborg til at byde på middag, vel? Selvom, man selvfølgelig må formode at sidstnævnte kunne servere noget veludskåret kød.

01/09-2010

dagens idiot - Skaarup og co.

I et show med titlen Alle er idioter er der selvfølgelig masser af plads til politik og politikere. Men showet skal kun vare omkring en time, og hvis jeg skal være helt ærlig blev noget jeg tidligere på året skrev om opholdstilladelser og tosse-Skaarup mere vredt en egentligt sjovt. Men det gør ikke det forslag VKO stillede tilbage i maj mindre idiotisk.

Først og fremmest skal man spørge sig selv: findes der efterhånden folk som tænker: ”det er sgu ikke helt svært nok at være flygtning i Danmark, det må vi hellere gøre noget ved”? Åbenbart, for det er præcist hvad regeringen og dens støttepartier Venstre og Konservative har tænkt sig at gøre.

Og ja, jeg ved godt at det på papiret er blevet lidt nemmere at få opholdstilladelse. Nu kan du allerede få det efter fire års ophold mod syv tidligere, og det er da fint. Men til gengæld bliver det også nemmere at tage tilladelsen fra dig igen. Det kan for eksempel være hvis man op til ti år efter ankomst i Danmark tager på ferie i sit hjemland. Så – haps! – ryger opholdstilladelsen. For hvis man bare sådan kan futte på ferie, så er man jo ikke rigtig flygtning, som Peter Skaarup så pædagogisk forklarede det i TV-avisen i starten af maj. Det vil altså sige at man kan have en irakisk familie der flygter hertil (vel at mærke på flugt fra uroligheder Danmark er den direkte årsag til). De får måske et barn kort efter ankomsten som starter i dansk skole. Resten af familien har måske jobs, og alt er fryd og gammen. Lige indtil familien og deres nu 8-9 år gamle barn beslutter sig for at tage en hurtig tur til de nordirakiske områder for at mødes med gamle venner de ikke har set længe. For så er det altså ud. Nåmen,hvis de kan tage på ferie, så kan de jo også tage deres barn ud af skolen, sige deres job op, droppe det dansk de har lært og flytte tilbage til Irak.

Noget andet nyt er at man skal spare point sammen for at få sin opholdstilladelse. Det gør man ved for eksempel at lære dansk og ved at engagere sig i samfundet. Men samtidig skal der nu gå fire år i stedet for tre før man får lov til at stemme ved lokalvalg. Det giver ganske enkelt ingen mening. Og hvordan skal de point samles sammen? Er det ligesom de der point der er under kapslen på colaer? Skal der så være små point bag på pakkerne med flæskesvær eller hvordan?

Jeg er ærlig talt i chok. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan det til stadighed kan være en politisk strategi at gøre livet endnu sværere for folk der ofte har mistet alt. Men jeg kan heller ikke forstå jeg bliver ved med at blive overrasket. Det er jo kun et spørgsmål om tid før Birthe Rønn og Peter Skaarup byder flygtninge velkommen til landet med ordene: ”Kom så, Mullah, spis skovsneglen. Du vil jo gerne have din opholdstilladelse, ikke?”

31/08-2010

dagens idiot - Kim Jong Il

En af verdens absolut største idioter er den kære leder af Folkets demokratiske republik Korea: Kim Jong Il. Men han er idiot på en måde man simpelthen bliver nødt til at beundre.

Noget af det mest specielle ved Kim er alle de rygter historier der går om ham. Da han blev født var der for eksempel spontane regnbuer i hele Korea, han har skrevet over 1500 bøger, han har efter sigende skaffet sig af med lave mennesker, han samler på tvillinger og så har han også lige slået 11 hole in ones første gang han spillede golf. Det blev i øvrigt også den sidste, for Kim er også fair og ville ikke give rigtige golfspillere urimelig konkurrence. Men omvendt har han også komponeret musicals, så på den måde blev han pludselig en ond diktator igen.

Andre mænd lyver måske om hvor mange øl de kan drikke, størrelsen på deres bil/penis eller noget andet der på en eller anden måde lyder sandsynligt. Det gør den kære leder ikke. Og når det er så ekstremt kan man ikke lade være med at tænke: måske passer det. Nåmen helt ærligt, det er jo løgne der er så nemme at gennemskue, og lige præcis derfor kommer man i tvivl. For er han virkeligt så dum at han ville lyve på en så lidt overbevisende måde?

Men uanset hvad gad jeg godt være propagandaminister for ham. Så behøvede man ikke holde sig tilbage på nogen måde. Man kunne bare give den gas med det ene ekstreme forslag efter det andet, og ingen ville sige du lige skulle slappe af og finde på noget plausibelt. Og det er der, tror jeg, det er gået galt for Naser Khader. Hans ideer er ikke tossede, han arbejder bare for den forkerte regering.

30/08-2010

dagens idioter

På torsdag er der premiere på mit nye show Alle er idioter. Og som optakt vil jeg de næste dage blogge om nogle af de idioter der ikke nåede med i showet. Vi starter med alle dem der var frygteligt forskrækkede over svineinfluenzaen.

For hold kæft vi var bange for det der svineinfluenza. Og hold kæft hvor var det idiotisk. Almindelig influenza viste sig at være mere farlig – ja, jeg tror flere af landets komikere her dagen efter comedy gallaen har tømmermænd der er værre end svineinfluenzaen – og alligevel var der store kampagner, indkøb af vacciner ingen ville have og hele pivtøjet.

På mit arbejde hang der for eksempel en lamineret seddel med anvisninger på hvordan man skulle vaske hænder, og en af mine venner fik af sit arbejde udleveret en personlig flaske håndsprit. Wauw. Så ved man det er en farlig, farlig virus.

Kan vi ikke blive enige om at indsatsen ikke helt stod mål med den panikstemning der blev skabt omkring sygdommen? Når man tænker på hvor oppisket stemningen var burde sedlerne jo sige ting som: ”det eneste der virker er at ødelægge hovedet.” Og i stedet for at uddele håndssprit skulle myndighederne give alle de smittede små klokker de kunne ringe med. Det ville heller ikke være en uoverkommelig udgift med fem-otte klokker i de her sparetider.

Men frem for alt lyder svineinfluenza bare ikke særlig farligt. SARS lyder farligt. Den sorte død lyder farligt. Svineinfluenza lyder bare som en flok svin der ikke kan komme på arbejde. Og det giver selvfølgelig et par uger uden ældrecheck og hadske udfald mod muslimer, men det overlever vi nok.

22/08-2010

populisme og idioter

Endnu en gang sørger DF for lige at komme i medierne med en ubehagelig udtalelse som uden tvivl vækker genklang hos den del af befolkningen der a) synes de der muhamedanere i Pakistan helst skal klare sig selv og b) åbenlyst ikke ved en skid om nødhjælp.

I følge Søren Espersen, så løfter Pakistan ikke en finger for at komme i gang med at hjælpe de op mod tyve millioner mennesker der er berørt af katastrofen. Espersen taler selvfølgelig mod bedre vidende, i det flere nødhjælpsorganisationer allerede har dementeret hans påstande, men det bliver værre. For i følge Espersen så kan Pakistan jo bare "bevilge de nødvendige penge." Og det er lidt sjovt når det kommer fra støttepartiet til en regering der konsekvent har forringet forholdene for arbejdsløse, studerende, folkeskoleelever, socialt udstødte, hjemløse osv. med undskyldningen "der er ikke råd til det hele." Men hvorfor, Søren Espersen, bevilger I ikke bare de nødvendige penge?

Men anyways. Den største idiot når det gælder oversvømmelserne i Pakistan er ikke Søren Espersen. Nej, han hedder Morten Lynge og skrev følgende på information.dk: Lad os tage den gennemsnitlige Hr. og Fru. Pakistaner der bor i området og lige er blevet gift… De lever i fattigdom, og har måske et lille stykke land der lige netop kan brødføde dem. Hvad er resultatet af at de enten modtager nødhjælp eller ikke modtager nødhjælp (jeg har parafraseret - læs hele kommentaren her): Ofrene i Pakistan lever i en flodslette de ved bliver oversvømmet. Og hvis man giver et tænkt par nødhjælp så overlever de og får måske fire børn selvom de knap nok kan brødføde dem. Når der så sker en forudsigelig katastrofe igen er udlandet blevet trætte af evindelig nødhjælp og derfor dør far mor og børn. Hvis de derimod ikke får nødhjælp, så er der kun to der dør. Ergo bør de ikke have nødhjælp. Og nej, jeg digter ikke.

Men det jeg gerne vil vide, Morten, er: har det ikke været svært at skrive dit lange indlæg når du skulle bruge den ene hånd til at heile med?

20/08-2010

fribilletter

Så er der kun små to uger til premieren på Alle er idioter. Det er torsdag d. 2. september under Zulu Comedy Galla, og jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften. Og til jer der følger med her på bloggen har jeg en lille stak fribilleter til både torsdag og fredag. Hvis du vil have to af dem, så skal du bare skrive en mail med dit navn og den dag du vil se show til mig (a) madsbrynnum.dk. Så trækker jeg lod og deler ud i en nær fremtid.

Og hvis du hellere vil købe en billet, ja, så kan du gøre det på billetlugen.dk

16/08-2010

nye shows

Mens andre har holdt sommerferie har jeg haft travlt med at lave stand-up. Sammen med Nanna Quvang - vores resident sexekspert på Vågn Op! - har jeg lavet stand-up foredraget "Mads & Nannas Sexshow", og så er der jo også lige det der one-man show. Sidstnævnte hedder "Alle er idioter" og kører anden, tredje og fjerde september på Underkanten i Huset i Magstræde. Billetter kan købes her --> http://www.billetlugen.dk/andet/10589/

Men du skal da også lige have en af de små reklamefilm Nanna og jeg har lavet. Og hvis du kan lide den, så husk at dele.

05/08-2010

dummere end en et-årig

Min datter har en Peter Plys-flyvemaskine i 100% ægte plastik. Den har en probel der kan dreje rundt og lave lysshow, og så kan den spille en imponerende mængde ulidelige melodier. Noget hun selvfølgelig sætter stor pris på.

Der er tre forskellige knapper, og hver knap har et sæt melodier tilknyttet. Ja, nogle af dem har endda en virkeligt irriterende lydeffekt først, men lige nu er det melodierne der er det vigtige. For en gang i mellem, så lykkes det for min datter - som vel at mærke er halvandet år gammel - at få denne her flyver til at spille nogle melodier der ganske enkelt ikke findes i maskinen! Jeg har prøvet alle tænkelige knapkombinationer, men uden held. De er åbenbart ikke for voksne.

Men jeg tror jeg har fundet forklaringen. Jeg tror ganske enkelt producenterne har valgt at skjule de her melodier så de - tilfældigt - dukker op en sjælden gang i mellem. Det er ganske enkelt fordi selv sådan en lille og meget sjælden variation i lydbilledet kan være afgørende for en forælders mentale helbred. Eller måske er det simpelthen for at forældre skal tro - som jeg gør - at deres børn er helt vildt kloge og kan noget de ikke selv kan. For muligheden for at jeg åbenbart er dummere end en et-årig, den vil jeg helst forbigå i tavshed.

28/07-2010

homobold

Det er en gammel nyhed at sport og (mandlig) homoseksualitet ikke går så godt sammen. Eller, det går fint sammen, det er bare det der med tolerancen der glimrer ved sit fravær, så man sjovt nok ikke hører om for eksempel homoseksuelle fodboldspillere. Men nu kan Esktra Bladet så fortælle at i hvert fald det engelske fodboldpublikum er fløjtende ligeglade med om spillerne er homoseksuelle eller ej. Ja, faktisk mener de ligefrem at fjendtlighed over for homoseksuelle bringer skam over spillet.

Se, det er også fint nok, men det er jo heller ikke publikum der skal være tæt på de homoseksuelle fodboldspillere. Det er ikke de åh så tolerante tilskuere der for eksempel skal dele omklædningsrum med sexgale homoer der – som man jo nok ved – kun venter på at en holdkammerat taber sæben. Det vil sige, jeg har faktisk aldrig hørt om den slags homoseksuelle, men det har ”man”, og hvad ”man” har hørt om har en del vægt i den slags sager.

Og nemmere bliver det jo ikke ude på banen. I en hovedstødsduel, der kunne ”sådan en” jo måske lige snige sig til et hurtigt snav. Jubelscener bliver også pludselig en smule tvetydige. Er han virkelig så glad for vi scorede, eller leder han bare efter en undskyldning for at gramse.
Og hvad med når man står i mur? Kan man så være sikker på at det kun er ens egne hænder der dækker for skridtregionen. Ja, jeg ville ikke være tryg ved det. Eller, jeg ville nok (bortset fra der typisk er en bold med i fodbold, og den er jeg ikke så tryg ved), men ”man” ville helt sikkert ikke.

Sportsligt tror jeg det kan gå begge veje. For nogle spillere vil sikkert være mere nervøse for at score hvis de har homoer med på holdet. På grund af de førnævnte jubelscener, selvfølgelig. Men omvendt, så tror jeg nok også man kan regne med at de homoseksuelle vil gøre sig ekstra umage for at sikre en scoring når det giver direkte adgang til bunkegrams. For de sportslige og økonomiske gevinster der er ved at score mål er slet ikke motivation nok – det er kun sex der driver den slags mennesker, det ved vi nok. Eller, det ved ”vi” ikke, men ”man” gør. Go’ kamp.

21/07-2010

hund skambider mand!

Så er der sgu nyheder. Eller, det er en gammel nyhed, jeg har bare ikke orket at læse den før nu. Sagen er åbenbart den at en af Prins Henriks møgkøtere søde små hunde igen har bidt en garder. Skambidt, hvis man skal tro sladderpressen. Og offeret er tilmed tidligere Paradise-vinder, hvilket er grunden til Se & Hør pludselig interesserer sig for historien.

Men når man så googler lidt finder man ud af at det hele kunne klares med en bandage og en stivkrampevaccine. Undskyld, men så er man ikke blevet skambidt. Jeg er jo blevet skambidt værre af myg end det der.

Desværre bliver det værre endnu. Prinsen har nemlig personligt undskyldt og også givet den stakkels garder seks flasker vin af egen avl. Og det undrer mig lidt, for hvorfor skal han straffes for at blive skambidt?

15/07-2010

ak, den ungdom

Ingen gider holde ferie ved siden af unge, skrev MetroXpress for et par dage siden. Jeg ikke overrasket. For selvom jeg selv var utroligt glad for at være ung og fuld (og var det ret tit), så er jeg også glad for at man for ti-femten år siden ikke havde kameratelefoner, Youtube og den slags. Unge er, tror jeg, meget menneskehedens svar på pollen; der kommer muligvis noget godt ud af dem en dag, men det de gør mest er at være irriterende. Og så giver de min kollega Henrik Løjmand røde øjne og løbende næse, men det gør oppustelige blomster formodentlig også, så jeg ved ikke hvor meget man skal lægge i lige netop det.

Men personligt er jeg nok tanden mere intolerant end dem artiklen handler om – jeg gider ikke lave noget i nærheden af unge. Altså ud over at sidde i en busk og lure, selvfølgelig.

22/06-2010

so long, the voice

Siden november har jeg lavet Vågn Op! på The Voice både i radio og på tv. Det har været mere end viel spass, men nu er det slut. Det betyder mere tid til stand-up og mere tid til bloggen, men det betyder også at der ligger lidt forskellige youtube-godter fra programmet som jeg synes du skal se.

Copenhagen Zombie Crawl

Alt om Thomas Hartmanns rygsæk

Min performance til DM i luftguitar

Backstage på Vågn Op!

17/06-2010

klam mad

Ekstra Bladet har en kæmpe afsløring i dag: fastfood er klamt. Og faktisk, fortsætter chok-afsløringen, så er det fordi nogle af de steder der sælger fastfood – for eksempel et par 7-Eleven – ikke opbevarer deres fastfood ved de rigtige temperaturer. Og ja ja, det er da klamt, men prøv og hør: bakterier har jo heller ikke lyst til at spise det mad 7-Eleven serverer. Det er kun stive mennesker der har det, og deres mave er jo beskyttet af bakteriedræbende sprit. Eller også skal de alligevel hjem og knække sig, og der kan sådan en dejlig fedtet skive peperoni-pizza altså smøre lidt på vejen op igen.

Og helt ærligt, Ekstra Bladet, det er sgu ikke de vilde afsløringer I har. Uha uha, forkerte temperaturer som gør at der kan være bakterier i maden. Nej, dengang det blev afsløret at et supermarked havde coli-bakterier i det hakkede kød, det var en afsløring værd. At nogen har tørret røv i mit hakkede kød, det er ulækkert. Forkerte temperaturer er ikke helt en forside værdig.

10/06-2010

presse: morgenshow støtter undertrykte fugle

Oprindeligt hed pingvinen slet ikke pingvin, men luffegås på dansk. Men efter årtiers mobning kæmper Vågn Op! med The Voice nu for at give luffegåsen dens navn tilbage.

Når du spiser en pose Pingvin-blanding eller kigger på pingvinerne i Zoologisk have, så er du medskyldig i alvorlig dyremobning. For de yndefulde, sort-hvide vandfugle hedder slet ikke pingviner, men derimod luffegæs. Det var det navn danske sømænd gav den, og først i starten af det tyvende århundrede overtog man ordet ”pingvin” fra engelsk.

Men nu skal det være slut, mener Vågn Op! med The Voice, der både i tv og på radio kæmper luffegåsens sag.

”Vi vil ikke længere stå model til systematisk mobning, hån og verbale overgreb,” fortæller Mads Brynnum fra Vågn Op! ”Vi vil have luffegås tilbage på det sproglige landkort, for hvis mange nok bruger ordet i dagligdagen, så bliver kryptofascisterne i ondskabens akse - Dansk Sprognævn og Dansk Ornitologisk Forening – nød til at anerkende at pingvinen hedder luffegås.”

Mads Brynnum har blandt andet konfronteret Toms der var meget brødbetyngede over i årtier at have kaldt luffegåsen navne. Og folketingspolitikeren Christian H. Hansen fra Fokus har lovet at arbejde på at få en luffegåsminister til at rette op på problemet.

Ikke alene
Vågn Op! er ikke alene med deres krav. I skrivende stund har Facebook-gruppen ”Vi vil ha’ luffegås igen” over 2500 medlemmer, og flere kommer til hver dag.

Med hjælp fra komiker Niels Forsberg og sanger Inez Gavilanes har programmet indspillet en støttesang til luffegåsen for at øge fokus på den retfærdige kamp. Støttesangen kan ses og høres her: http://www.youtube.com/watch?v=N951UaPNiXY

Kampen for at få luffegås tilbage kulminerer fredag morgen, og du kan følge slagets gang på Kanal 5 mellem 6:55 og 9.

28/05-2010

dyrenes stemme

Lige for tiden kører DF en stor reklamekampagne der handler om at de giver dyrene en stemme. Ud over det mærkelige i at det altid er hunde og katte der skal have en stemme, men aldrig tremmekalve, burhøns og slagtesvin, så synes jeg det er den dårligste idé nogensinde.

Der er over 20 millioner svin i Danmark. Dem spærrer vi inde på alt for lidt plads, giver dem dårlig mad, hvorefter vi genner dem ind i en enorm aflivningsanstalt for til sidst at spise deres friturestegte hud med salt på. De skal jo ikke have en stemme! De er mange flere end os, og jeg tror ikke flere svin i Folketinget er det vores land har brug for.

Og set fra DF's egen side er det jo endnu mere håbløst at give dyrene en stemme. For hvilken befolkningsgruppe har de 20 millioner nu stemmeberettigede svin mindst grund til at hade? Nemlig, samme gruppe som DF gør deres ypperste for at hetze. Det burde da være logik for burhøns. Som i øvrigt heller ikke skal have en stemme. Men lidt mere plads og måske en god nats søvn synes jeg godt man kunne unde dem.

09/05-2010

retorisk selvmål

Meget kan man beskylde Dansk Folkeparti for, men de ved hvordan man gør en ting simpel og let at forstå. I det konkrete tilfælde dog ikke helt på den måde de havde regnet med.

Det handler om den retssag journalisten Jørgen Dragsdahl har anlagt med koldkrigshistoriker og DF-kæledægge Bent Jensen. Sidstnævnte har beskyldt førstnævnte for at være tidligere KGB-agent. Førstnævnte mener det både er løgn og pletter det ry han lever af som journalist og har derfor anlagt sag for æreskrænkelse – en sag han netop har vundet i byretten.

Men den dom har fået Søren Krarup op i det røde felt. Han mener det er tydeligt at dommeren kun er gået efter at få dømt Bent Jensen – at hun har været forudindtaget. Den udtalelse gør så til gengæld at dommerformanden mener Krarup ikke helt har styr på det der med den dømmende og lovgivende magt – noget der jo ikke ville være første gang. En kritik som Krarup bare afviser, og det er så nu det bliver lidt sjovt.

For Søren Krarup har, selvom han ikke har været til stedei retten, nemlig fulgt sagen. Han har fået fyldige referater af Bent Jensen, men det havde han egentlig ikke behøvet. ”Nu ved jeg jo i forvejen, hvad sagen handler om. Jeg kender jo godt Bent Jensens vurdering af det hele,” siger han i følge Politiken. Så det der altså er tale om er at Krarup beskylder en dommer for at være forudindtaget i en sag på baggrund af viden han (Krarup) har fra den dømte i lige netop den sag. Undskyld, men hvem er forudindtaget?

Og ja, jeg kan da godt se at det ikke er sjovt nok til at jeg ligefrem skal optræde med det, men jeg kan bare så godt lide et veludført retorisk selvmål.

20/04-2010

om igler og øgler

Der er blevet fundet en ny igle-art – det læste jeg i Weekendavisen for nylig. Igler er åbenbart et spændende område hvis man gerne vil finde nye arter, men det mest interessante i denne her sammenhæng er at den nye igle er blevet opkaldt efter Tyranosaurus Rex. Det betyder, og hold nu fast, at der i skrivende stund både er en igle, en myre, en snegl og en bille der deler navn med kæmpeøglen. Det siger lidt om, synes jeg, at entomologer og folk der arbejder med snegle og igler (nej, jeg gad ikke slå op hvad de hedder) prøver at gøre deres arbejde mere spændende end det egentlig er.

Men på den anden side: iglen har fået navn efter rovøglen på grund af sine meget lange tænder. Og hvis man kombinerer de tænder med det faktum at den kan finde på at leve i pattedyrs næser, så bliver den lidt ubehagelig alligevel. Men sneglen – stadig ikke farlig. Med mindre man er et salatblad, selvfølgelig.

20/04-2010

nye shows

Af en eller anden grund virker min fancy post-it kalender længere nede på siden ikke for tiden. Så jeg kan da lige heroppe røbe at jeg både i morgen og på næste onsdag er på open mike på Comedy Zoo for at prøve materiale af til mit nye show Alle er idioter. Det er kl. 20, Torben Chris er vært og det skal nok blive en fest, for han er også pænt sjov.

07/04-2010

fjerde statsmagt min bare

Pressen bliver også kaldt den fjerde statsmagt. Den er demokratiets vagthund, og journalisterne er dem der bider magthaverne i haserne og sikrer at vores samfund kører som det skal. Og derfor er det godt vi har gratisavisen 24 Timer.

I sidste måned handlede en af deres forsidehistorier nemlig om økologiske citroner og ikke mindst det forargelige i at man ikke kan købe dem i små pakninger. Og det er selvfølgelig en skandale fordi meget mad på den måde går til spilde, især hjemme hos singler (fordi alle jo ved at citroner på ingen måde kan holde sig til næste gang du skal lave et glas lemonade). Men nu er der håb forude. I dagens udgave af 24 Timer kan man læse at problemet er ved at være løst. Avisen tager ikke decideret æren for at Irma f.eks. har valgt kun at sælge økologiske citroner (og dermed kan sælge dem stykvis), men det ligger mellem linjerne.

Så hvor er det godt, synes jeg, at vi har 24 Timer. Hvor er det skønt at vide at der trods alt fines en avis der tager de vigtige sager op, og som tør tale magthaverne midt imod. Tak, 24 Timer, tak fordi I så tydeligt viser hvor ussel den danske avisbranche er ved at blive.

16/03-2010

velkommen til DK

Findes der efterhånden folk som tænker: ”det er sgu ikke helt svært nok at være flygtning i Danmark, det må vi hellere gøre noget ved”? Åbenbart, for det er præcist hvad regeringen og dens støttepartier Venstre og Konservative har tænkt sig at gøre.

Og ja, jeg ved godt at det på papiret er blevet lidt nemmere at få opholdstilladelse. Nu kan du allerede få det efter fire års ophold mod syv tidligere, og det er da fint. Men til gengæld bliver det også nemmere at tage tilladelsen fra dig igen. Det kan for eksempel være hvis man op til ti år efter ankomst i Danmark tager på ferie i sit hjemland. Så – haps! – ryger opholdstilladelsen. For hvis man bare sådan kan futte på ferie, så er man jo ikke rigtig flygtning, som Peter Skaarup så pædagogisk forklarede det i TV-avisen i går. Det vil altså sige at man kan have en irakisk familie der flygter hertil (vel at mærke på flugt fra uroligheder Danmark er den direkte årsag til). De får måske et barn kort efter ankomsten som starter i dansk skole. Resten af familien har måske jobs, og alt er fryd og gammen. Lige indtil familien og deres nu 8-9 år gamle barn beslutter sig for at tage en hurtig tur til de nordirakiske områder for at mødes med gamle venner de ikke har set længe. For så er det altså ud. Nåmen,hvis de kan tage på ferie, så kan de jo også tage deres barn ud af skolen, sige deres job op, droppe det dansk de har lært og flytte tilbage til Irak.

Noget andet nyt er at man skal spare point sammen for at få sin opholdstilladelse. Det gør man ved for eksempel at lære dansk og ved at engagere sig i samfundet. Men samtidig skal der nu gå fire år i stedet for tre før man får lov til at stemme ved lokalvalg. Det giver ganske enkelt ingen mening.

Jeg er ærlig talt i chok. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan det til stadighed kan være en politisk strategi at gøre livet endnu sværere for folk der ofte har mistet alt. Men jeg kan heller ikke forstå jeg bliver ved med at blive overrasket. D er jo kun et spørgsmål om tid før Birthe Rønn og Peter Skaarup byder flygtninge velkommen til landet med ordene: ”Kom så, Mullah, spis skovsneglen. Du vil jo gerne have din opholdstilladelse, ikke?”

02/03-2010

kære Peter Mogensen

Kære Peter. Jeg så lidt af din debat i Politikens Hus. Altså ikke din, men den hvor du skulle holde styr på Statsministeren og udfordreren. Nu så jeg ganske vist ikke det hele, men umiddelbart må jeg desværre sige at du er dumpet. Eller måske snarere: at den model du og alt for mange journalister bruger i politiske debatter er dumpet.

I partilederrunder, valgdebatter og nu også i Politikens Hus skal journalisten der styrer løjerne helst ikke tage stilling. Hans eller hendes fornemste opgave er tilsyneladende at hænge sin kritiske sans i garderoben og så ellers sørge for at alle parter får lige meget taletid. Men tidligere i dag blev det så igen tydeligt hvor problematisk den model er. For hvis du som journalist ikke forlanger belæg for argumenter, hvis du ikke beder om uddybning og påpeger usandheder, så bliver det mere hanekamp end debat. Og lige netop Løkke vs. Thorning viste meget præcist hvorfor.

På et tidspunkt handlede detbatten om privathospitaler. Her påpegede Helle Thorning at hun ikke var imod privathospitaler, men at hun var imod at overbetale dem – noget Lars Løkke som bekendt gjorde i sin tid som sundhedsminister. (Se for eksempel her. En, synes jeg, ikke uinteressant pointe i en debat der – med dine ord, Peter – skulle handle om ”økonomi, økonomi og økonomi.” Men desværre fik den anklagede part lov til fuldstændigt at glide af og gøre det til et spørgsmål om tal. Så hvor var du, Peter Mogensen? Burde du ikke – med det politiske overblik du jo rent faktisk besidder – skære igennem og sige: ”Rigsrevisionen har kritiseret dig for overbetaling, Lars Løkke. Det er det Helle Thorning siger. Hvad er din kommentar?”

Men det gjorde du desværre ikke. Ligesom dine kollegaer heller ikke plejer at gøre.

21/02-2010

fare fare burka

Burkaudvalget har talt. Chefer fra fire ministerier har undersøgt sagen tilbunds, og vi ved nu at burkaer kan skabe svære problemer for ikke bare kvinders karriereplaner, men også myndighedernes arbejde. For eksempel siger Skov- og naturstyrelsen at burkaer kan gøre det svær at identificere miljøsvin. Eller, de siger at de har haft problemer med at identificere folk i jæger- eller soldatertøj, men det er også næsten det samme. Og fra Kulturministeriet lyder det at en burka vil gøre det svært at være skuespiller. Jamen dog.

Denne her historie, som kunne læses i flere medier her op til weekenden, er noget af det sjoveste jeg nogensinde har læst. Altså på sådan en ufrivilligt komisk måde. Og jeg håber, håber, håber at de embedsmænd der har skrevet det her til udvalget har været ved at dø af grin. At de har tænkt: ”nu skal vi satme lære dem ...” Men samtidig er jeg også bange for at det er lige præcis hvad de ikke gjorde.

15/02-2010

status

Jeg er så multimedieagtig som man overhovedet kan være lige for tiden. Siden november har jeg været en del af det nye morgenshow på The Voice – Vågn op med The Voice – men nu er vi ikke længere kun et radioprogram. Fra og med i dag er vi også live på Kanal 5 hver morgen fra syv til ni. Programmet er i bund og grund det samme, men pludselig skal man huske at se vågen ud, og så er der strikse regler for hvad man må og ikke må.

Kanal 5 sender via England, så på tv er vi underlagt engelske regler. Og da børn kan se med om morgenen betyder det blandt andet at det er slut med eksorcisme og okkultisme i programmet. Hvilket er ærgerligt når man lige har købt et nyt ouija-bord og i øvrigt ser drøngodt ud i ektoplasma.

Så på stand-up fronten står tingene lidt stille for tiden. Har optrådt et par gange på engelsk i Sverige (video her) og skal til Lund igen fredag, men det der med at skrive nyt materiale og gå på open mike er der ikke så meget tid til. Men det skal nok komme – jeg går nemlig pønser på et show til sensommerens comedyfestival. Arbejdstitlen er ”Hvorfor verden er et forfærdeligt sted og alle mennesker idioter”, så det skal nok blive rigtigt hyggeligt at skrive på.

26/01-2010

det bruger jeg tiden på nu hvor jeg ikke blogger så meget

Lost. Er nået til femte sæson. Det bliver mere og mere mærkeligt, men der er også antydninger af svar på nogle af de spørgsmål der har svævet i luften. Ved ikke helt om jeg kan vente på at sjette og sidste sæson lander på dvd – må overveje det der streaming eller noget.

Arbejd, arbejd. I november startede jeg som ny morgenvært på The Voice, og selvom vi har været i gang et stykke tid har jeg stadig ikke helt vænnet mig til at arbejde fuld tid. Men til gengæld har jeg verdens bedste job og kan se frem til at vi fra midten af næste måned ikke bare er live i din radio, men også på dit fjernsyn hver morgen mellem 7 og 9 på Kanal 5.

Det der barn. Hun fylder et år lige om lidt, begynder så småt at gå og er en meget bestemt, lille dame. Så jeg bruger en stor del af min vågne tid på at bygge ting i lego (og se det blive revet ned med det samme), spille på tromme og læse bøger om dyr. Good shit, med andre ord.

Ville gerne bruge lidt mere tid på at skrive stand-up (og måske ligefrem optræde med det), og jeg burde nok også kaste et blik eller to på det rollespilshalløj jeg har lovet at lave til årets Fastaval. Men der er jo også nye spændende brætspil på vej, og ikke mindst et kæmpe legotårn der skal bygges (igen), så det må lige vente lidt.

26/01-2010

Jesper Langballe som komiker

Der er ikke mange der ved det, men Jesper Langballe har åbenbart lidt af en komiker gemt i maven. Det er i hvert fald det indtryk man får når man nu hører hans forklaring på følgende efterhånden ret berømte citat:
Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt.
Og seneste udvikling i sagen er nu at Langballe beklager. Altså, han beklager selvfølgelig ikke sin holdning, men bare måden han sagde det på. Formuleringerne var nemlig ”uheldige og kluntede” og det fik, siger Langballe, ”et præg af sarkasme eller en vits, om man vil.” Undskyld, men what!?
Kære Jesper Langballe, det du har skrevet – for det var jo noget du velovervejet skrev i en kronik og ikke bare noget du sagde i kampens hede – er ikke problemet, og det er på ingen måde kluntet. Faktisk vil jeg mene at det er meget velformuleret og ikke mindst klart og tydeligt viser det menneskesyn du står for. Og det er dér problemet opstår. Dine udtalelser har ikke vakt furore fordi de er kluntede, men fordi de er ækle. Og at du overhovedet kan tro at det bare er i nærheden af at være en vits gør bare at jeg glæder mig til at se dig debutere på en open mike – det kan kun blive spektakulært.
Det sjove i den forbindelse er også at Statsministeren har kaldt Langballes udtalelser for dumme og generaliserende. Hvilket efter min på ingen måde ringe mening lugter lidt af at han gerne vil kritisere udtalelsen, men ikke det menneskesyn der ligger bag. Men det er selvfølgelig også klart, for det er jo DFs stemmer der sikrer ministerbilen. Så jeg gætter på Lars Løkke spiller taktisk her. Den anden mulighed – at han slet ikke er så uenig alligevel – den kan jeg simpelthen ikke forestille mig.

18/01-2010

kære Rune Skyum-Nielsen

I dag anmelder du Anders Matthesens nye album i Information, og jeg kan forstå du ikke er så begejstret. Jeg har ikke selv hørt pladen så jeg ved ikke om du har ret i din kritik, men man må sige du argumenterer godt (og nådesløst) for din sag.

Hvad jeg imidlertid ikke helt forstår er hvorfor du bruger så meget energi på at lange ud efter mere eller mindre hele Danmarks stand af stand-up komikere forstår jeg ikke helt. Eller, jeg forstår du ikke kan lide Brian Mørk, men når du så kommer til at danske komikere mangler ”referencerammer, basal timing og anstændighed” og at vi i øvrigt primært er sjove på andres bekostning, så har jeg pludselig svært ved at følge din argumentation.

Har du, Rune, set noget stand-up for nylig? Altså sådan rigtigt og ikke bare på Zulu? For så ville du vide at en ikke ubetydelig del af os primært er sjove på egen bekostning. Og så ville du måske også vide at både diversiteten og niveauet slet ikke er så ringe endda i dansk stand-up.

Du må selvfølgelig gerne mene noget andet, Rune, og jeg skal måske tilføje at jeg ikke personligt føler mig stødt på manchetterne. Og jeg synes bestemt det er interessant at diskutere både stand-up, anstændighed og tv-satire. Men så skriv da om det i stedet for at komme med generaliserende stikpiller midt i en ellers velunderbygget (og bidsk) anmeldelse. For som det er nu virker det bare som om at dine referencerammer ikke helt er på plads, og at du har fået foræret en anmeldertjans på baggrund af at hedde Rune og have skæg og krøllet indie-hår.

11/01-2010

store modeller

Det nye i modeverdenen er efter sigende de såkaldte plus-size models - det kan man i hert fald læse i denne her artikel. Og det vil altså sige modeller i mere eller mindre almindelig størrelse. For det er jo ikke de rigtigt tykke der kommer ind på catwalken. Hvilket giver god mening, for der er jo grænser for hvilket noget tøj de kan passe – man kan kun lave så mange fede kollektioner baseret på joggingbukser. Og helt ærligt, rigtigt plus-sized er modellerne først når man kan måle en catwalk på Richter-skalaen.

Omvendt forstår jeg godt skiftet. For modeskaberne har jo ikke noget valg, når dem der skal købe tøjet bliver federe og federe. Ja, der kommer ganske vist flere og flere tynde mennesker sådan på verdensplan. Men det nytter bare ikke at lave en kollektion der primært sidder godt på hungersramte. De er ikke så købestærke jo.

Men det er da fint at modeller ikke længere behøver at ligne små, søde drenge, det er det da. Selvom jeg på mange måder godt kunne lide de helt tynde modeller. Mest fordi, jeg har jo som udgangspunkt ikke en chance hos en topmodel, men de helt tynde ligner nogen der kan lokkes med hjem med ordene: "kom min ven, jeg har bolscher."

07/01-2010

trussebomberen

Jeg har tænkt lidt over ham manden der 2. juledag forsøgte at sprænge et fly i luften bevæbnet med armerede underbukser. For han er da helt sikkert ikke den skarpeste kniv i skuffen. For det første: skal du absolut sprænge dig selv og et fly i luften, så sørg for at have sprængstof nok med til det hele. Hvis du alligevel kun har nok krudt med til at sprænge nosserne af dig selv, så er det jo ikke terror, så er det bare nytår i provinsen. Og helt ærligt: en bombe i underbukserne? Det er da ikke noget man vil huskes for. Efter 11. September var der Sko-bombemanden. Det lyder okay. Men trussebomberen? Det lyder ikke farligt, det lyder bare som en der har spist lidt for mange svesker.

23/12-2009

kære christopher azrouni

I Jyllands-Posten skriver du for et par dage siden følgende: "Hvor venstrefløjen hidtil har talt om økonomisk retfærdighed - uden at kunne definere det - taler den nu om 'klimaretfærdighed' - uden at kunne definere det."

Men så tillad mig da lige, Christopher, at komme med en mulig definition kun for din skyld. Klimaretfærdighed er for eksempel hvis man globalt fulgte reglen om at forureneren betaler - en regel der, i hvert fald i princippet, allerede gælder her i Danmark. Det vil altså sige, for nu at gøre det helt klart, at hvis du for eksempel har spredt gift i et vandløb, så er det dit ansvar at betale for at rydde op. Det vil altså sige at klimaretfærdighed handler om at dem der er skyld i de ting der sker med klimaet - altså de lande som gennem de sidste mange år har pumpet ekstreme mængder CO2 ud i atmosfæren - også burde være dem der bærer de største udgifter når det kommer til at løse problemet.

Og ja, Christopher, jeg fornemmer at du ikke er enig i den tilgang til verden, men det betyder ikke at begrebet ikke er defineret. Det betyder bare at du ikke kan eller vil forstå det. Go' jul.

21/12-2009

sprællemænd og -kvinder

I dagens udgave af BT kan man læse at Dansk Folkeparti er i oprør. Kunstkollektivet Schwimmelmann har nemlig fabrikeret DF-sprællemænd der både kan ”pynte” på væggen og hjælpe nogen der ikke har det så skide godt. Overskuddet går nemlig til børn på danske asylcentre, men det er selvfølgelig ikke det der får dansk folkepartisterne helt op i det røde felt. Nej, sagen er nemlig den at man ikke bare kan få Kjærsgaard, Messerschmidt, Espersen og Skaarup som sprællemænd, men som nazi-sprællemænd der heiler.

Og ja, det er selvfølgelig et stykke over stregen, men det er også bare helt utroligt sjovt. Især hvis man kigger på schwimmelmann.org hvor alle sprællemændene danser og heiler på livet løs. Men for god ordens skyld vil jeg bare lige understrege at jeg ikke på nogen måde siger at Pia og co. er nazister. Jeg siger bare at Joseph Goebbels ville kalde deres annoncer om burkaer, moskeer og så videre for ”manipulerende”.

12/12-2009

om bøller og andre tosser

Lad mig lige starte med et slå en ting helt fast: dem der vælger en kæmpestor, folkelig og på mange måder fantastisk demonstration som en undskyldning for at køre deres eget adrenalinræs mod politiet burde nives hårdt i næsen. Eller i det mindste bare tage at blive voksne. Men det burde politiets egen Per Larsen godt nok også.



Sagen kort: under demonstrationen var der en lille flok såkaldt "sortklædte" der begyndte at kaste med sten og smadre vinduer. Hvor stor den flok egentlig var er der tilsyneladende ikke nogen journalister der har bekymret sig om at undersøge - heller ikke dem fra TV2 NEWS som jo ellers er massivt tilstede og garanteret har det hele på video. Men mange kan der ikke have været, for jeg gik cirka 100 meter bag den ballade der åbenbart startede det hele og hverken så eller hørte noget som helst.

Men det fik i hvert fald politiet til at afspærre en del af demonstrationen, hvorefter de arresterede godt 400 og så lod dem sidde i "futtog" de næste mange timer. Og om den sag siger chefpolitiinspektør Per Larsen til Politiken: "Vi kan ikke udelukke, at fredelige demonstranter ved et sort uheld er røget med blandt de frihedsberøvede. Men der er ikke plads til frasortering, når sådan noget sker."

Nå, er der alligevel ikke det, Per Larsen? Det var jo ellers den måde I var tvunget til at arbejde på før man hastebehandlede lømmelpakken og gav jer beføjelser til at lave den slags manøvrer. Så jeg forstår da egentlig ikke at samfundet stadig står når man tænker på at der både var Ungdomshus- og kirkerydning inden I fik lov til den slags. Og lad nu være med at spille dum og tale om "sort uheld". For der er jo ikke tale om et uheld når en af Politikens journalister kan fortælle at der er et barn blandt de tilbageholdte. Så er det tættere på inkompetence.

Men det værste, Per, det er jo når du senere i artiklen kalder ballademagerne feje. For hvis der er noget der er fejt, så er det sgudda at tilbageholde folk i flæng for at få ram på en gruppe der garanteret ikke har talt mere end 20-30 personer. Og så ved jeg godt folk kan søge erstatning hvis de er blevet uretmæssigt tilbageholdt, men den erstatning koster jo ikke dig noget. Det er jo bare staten der udbetaler nogle penge. Det er jo ikke sådan at du ender med at pisse i bukserne fordi du har siddet 4-6 timer på en råkold gade med bagbundne hænder. Desværre, for hvis det var mig der var blevet tilbageholdt fordi jeg "var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt" så ville jeg synes at lige netop det ville være en passende straf til dig. Og ja, jeg ved godt at det ikke har været dig personligt der tog beslutningen om at lave massetilbageholdesen, men det er bare sort uheld - du kan jo ikke forvente at man har plads til at lave en sortering når sådan noget sker.

06/12-2009

brynnums nyhedsservice

Takket være mit nye arbejde på The Voice læser jeg dagligt stort set alle landets aviser – både de rigtige og Ekstra Bladet. Og hvis du nu ikke gider gøre det, ja, så kan du da bare læse med lige her hvor jeg hver weekend vil forsøge at opsummere ugen gennem nyheder.

Mandag skrev Politiken at kommunerne ikke tjekker børnehavernes indsats. De (kommunerne) skal ellers lave en hulens masse evalueringer, men næsten hver anden kommune får dem aldrig indsamlet og resten forstår vist ikke helt hvad de skal med dem. Så som en særlig service kan jeg da lige fortælle nogenlunde hvad der sker i landets børnehaver: der bliver lavet en del perleplader, pølset lidt askebægre op, tørret ekstreme mængder snot af i ærmer, og man kan ikke udelukke at Sofie Amalie græder fordi Jonathan Hannibal har sagt hun ikke må være med når de leger fange. Men i stedet for lange evalueringer, må jeg så foreslå at alle institutioner får en Facebook-profil. Så kan pædagogerne skrive vigtige ting som: ”Jens sover til middag” eller ”Allan har lavet lort og det er pænt klamt”, mens forældrene på den anden side nemmere kan holde øje med om deres børn bliver poket.

Tirsdag var der en glædelig nyhed fra politiet i Urban. Den nye lømmelpakke, der jo grundlæggende gør at alle der er i nærheden af ulovligheder under blandt andet topmødet risikerer fængsel, er nemlig slet ikke så slem alligevel. Det kan godt være den mere eller mindre gør det ulovligt at bo på Nørrebro, men vicepolitikommisær Jørgen Thomsen maner til ro. ”Med mindre man har en elefanthue og en sortmalet styrthjelm i tasken, så skal man ikke være bekymret,” fortæller han. Så hvis man nu som min datter på ti måneder for eksempel går med elefanthue og i en nær fremtid får en cykelhjelm som kunne være sort, så er man altså en farlig, farlig anarkist. Tak for at berolige os, Jørgen.

Onsdag havde 24 Timer en vigtig nyhed. Det viser sig nemlig at når unge jyder bander handler det om at bryde religiøse tabuer, mens sjællænderne meget mere sigter efter underlivet. Altså når de bander. Og det der med religiøse tabuer synes jeg lyder helt vildt sjovt. Jeg ved ikke om alle unge jyder laver sproglige Muhammed-tegninger eller hvordan? Eller om de bare går rundt og siger: ”Jøsses! Der var det sågu ved at gå så galt at jeg må korse mig, biatch.”’

Og så til en sørgelig nyhed fra torsdagens udgave af MetroXpress. For når julen sig nærmer, så går det altså hårdt ud over de kære små kæledyr. Vi giver dem nemlig så mange godter at de ganske enkelt kreperer af livsstilssygdomme. Og det siger jo en del om hvor vattede nogle mennesker er. Jeg kan forstå at man ikke selv kan holde fingrene fra den dejlige chokolade, men hvis du heller ikke kan holde dit dyr fra at overæde så har du jo ingen rygrad. Også fordi, de fleste hunde kan du jo altså motionere ved at kaste en pind. Det virker ikke for tykke mennesker. Der skal man kaste en stang marcipan for at få en reaktion. Eller dartpile.

Ugen slutter med en fantastisk fagkombination fra BT og hvad man vist må kalde en journalistisk stramning fra prostitutionsspisesedlen Ekstra Bladet. Sidstnævnte kunne fortælle fredag at ”invalide soldater flås i skat.” Og det lyder vildt, tænker man. Tænk engang at de her mennesker ofrer lemmer og førlighed for Danmark (eller hvad det nu er vi kæmper for lige nu), og så er takken en ekstra skat. Det er bare ikke i orden, men det passer heldigvis heller ikke. Eller, næsten ikke. For når man læser artiklen finder man ud af at det er alle soldater der flås i skat – eller som i hvert fald ikke har samme gunstige skatteregler som andre udsendte. Og fint nok at man gerne vil have soldaterne får mere i løn fordi de laver et skidehårdt og farligt stykke arbejde, men, kære Ekstra Bladet, I vinder sgu ingen Cavling-pris for den artikel.

Det gør BT heller ikke for historien om at en morddømt eksrocker nu har slået sig ned som bedemand. Men sjovt er det. Og smart. For normalt har bedemænd jo ikke så meget indflydelse på hvor efterspurgte de er, men det kan man ikke udelukke at ham her har.

26/11-2009

Obamania

Så skete det sgu alligevel – den amerikanske superhelt kommer til klimatopmøde i København. Og ja, det er super fesent at han kun kommer forbi i starten hvor der ikke rigtigt er andre topledere hvorefter han suser videre for at hente sin Nobelpris, men jeg er totalt Obama-fan, så jeg er ligeglad. Det kan da godt være at der forsvinder en ø hver gang Air Force One letter, og hvad så? Vi kan da håbe det er Lolland.

Nej, jeg synes i virkeligheden det her siger meget mere om Dansk Folkepartis indflydelse på dansk polititk. En sort mand der hedder noget muslimsk-agtigt kommer til byen, men allerede efter et døgn er han ude igen og hele tiden sørger politiet for at holde godt øje med ham.

19/11-2009

klummegejl

Jeg har altid villet have min helt egen klumme. Hvor jeg bare kan tale til masserne, beskrive verden som jeg ser den og, måske, ligefrem ændre den måde folk tænker på gennem mit blændende vid og min skarpe pen. Jeg har tidligere klummet lidt i Chili og på Chilinet, men nu er jeg tilbage. Hver måned skriver jeg klumme i Hus Forbi, men hvis du ikke lige nåede at købe bladet eller hvis du er for nærig til at slippe 20 kroner, så kan du læse med her. Men med forsinkelse, naturligvis, så vi lægger ud med oktober-udgaven.

Kassefolk

Vi ved alle sammen at nogle folk bare er på bestemt måde. Og hvis du for eksempel hygger dig eller har pæne bukser på, så er du ikke en ”rigtig” hjemløs. Læs hvorfor i Mads Brynnums nye klumme.

Jeg gik engang forbi en flok hjemløse foran 7-eleven på Rådhuspladsen. De havde bygget et lille læskur af pap, tændt nogle stearinlys, pyntet lidt op og taget deres hunde med ”ind”. Det så faktisk rigtigt hyggeligt ud, nåede jeg lige at tænke før den dårlige samvittighed satte ind. For hvis jeg synes de hygger sig, så har jeg jo nærmest også sagt at de foretrækker at sove på gamle aviser frem for at læse dem i sengen søndag morgen. Men hvorfor er det egentlig at hjemløse ikke må have det hyggeligt?

Det er fordi hjemløse skal ligne nogen der har det hårdt. Det fortalte min lokale Hus Forbi-sælger mig. Han havde en lidt dårlig dag rent salgsmæssigt fordi han lige havde fået et par nye (brugte) bukser. Så nu var han for pæn til at folk gad købe avisen af ham. Og det kan undre, for normalt er et præsentabelt udseende jo noget man foretrækker hos sælgere – undtagen i Netto, selvfølgelig, hvor man må tage hvad man kan få. Men jeg kan da godt se at hvis en hjemløs har pæne bukser på, så har han det sgu for godt. Og så skal han selvfølgelig ikke have dine otte kroner, for så bruger han jo bare dem alle sammen på det samtalekøkken han skal have bygget oven på 7-elevens varmerist.

Måske er det bare fordi tingene ikke passer sammen hvis hjemløse ser ud til at have det godt. Det er lige så forkert som at møde en venlig DSB-kontrollør eller en muslimsk pige med tørklæde der taler århusiansk – det passer ikke ind i det billede vi har af andre. Vi kan bedst lide når vi kan sætte folk i kasser, og i forhold til hjemløse må det gerne være bogstaveligt.

Det vi har brug for er en hjemløse-pride. Ikke fordi der er et stort antal skabshjemløse der har brug for at vide de gerne må komme ud – man må formode at hvis man har et skab at være i, så har du også et sted at stille det. Nej, en hjemløse pride skulle bare være et kæmpe optog gennem byen hvor hjemløse får lov at give den gas og være glade uden der står en masse idioter og tænker: ”Nå, så har de det nok ikke hårdt alligevel.”

17/11-2009

valgslogans

Den imponerende mængde af imponerende kedelige valgplakater får mig til at ønske vi levede i middelalderen. Vi skulle selvfølgelig stadig have demokrati, for tænk på hvor fede politikernes valgslogans kunne være dengang. Man kunne for eksempel love ”Stram kurs mod pest!”, ”mere København – meget mindre sverige” eller ”Flere belejringstårne på legepladserne”. Og datidens DF? Mon ikke det ville blive noget med: ”Minimum 2 korsriddere til hver vantro.”

02/11-2009

hyggeracisme

Jeg bliver altid nervøs når der en sketch eller en stand-up bit handler om grønlændere. For det ender altid med det samme: ”Hø hø, se grønlændere – de er fulde.” Derfor var det skønt at se Simon Jul som grønlænder i Live fra Bremen i fredags. For pludselig var vi ude i noget helt andet. I stedet for de sædvanlige stereotyper var det en virkeligt morsom satire over tidligere tiders syn på andre folkeslag. Ikke særlig aktuelt, men sjovt, sjovt, sjovt. Ikke mindst fordi Esben Pretzman også i den sketch leverede røven ud af bukserne som tv-vært der af Lars Hjortshøj bliver præsenteret for en ægte, levende grønlænder. Men så kom afslutningen, hvor det hed sig at det eneste sådan en grønlænder kan er at drikke sin egen løn to gange i guldøl. Det fik selvfølgelig publikum til at grine og klappe, showet kunne gå videre til næste indslag og ih hvor har vi det dog sjovt.

Eller, jeg morede mig egentlig ikke længere, og for at forklare hvorfor skal vi lige til et relateret emne. Lige for tiden virker det som om at alle nye komikere sørger for at have en joke hvor de kan bruge ordet ”neger” og lege racister. Men heldigvis er tiden hvor afrikanere blev betragtet som undermennesker langt væk, og derfor er publikums reaktion på den type jokes helt anderledes. Typisk er det noget med at grine af den stereotype som komikeren fremstiller – altså at det i sidste ende er dem der har den holdning til negre som komikeren har indtaget der står for skud. Et godt eksempel er Morten Sørensens bit 6 minutter inde i denne her video fra Zulu Comedy Galla

Problemet med grønlænderjokes – og grunden til jeg synes enhver komiker med respekt for sig selv og sit materiale burde holde sig fra dem – er at de ikke handler om at udstille ækle fordomme, men ene og alene om at bekræfte dem. For vi ”ved” jo godt at alle grønlændere lever af guldøl og sælspæk. Joken passer – it’s funny ’cause it’s true. Eller måske er det snarere sådan at det bliver true ’cause it’s funny. For det er jo tit sådan med fordomme at hvis man bare gentager dem mange gange nok, så sætter de sig fast og bliver til en form for virkelighed. Og på den måde bliver vi ved med at hænge fast i forestillingen om at vi danskere er herrefolket og de stakkels, fulde grønlændere ikke er helt lige så meget værd som os – en holdning som i øvrigt nok er en af de primære årsager til at du overhovedet kan se alkoholiserede grønlændere i bybilledet. For det handler jo ikke om at de ikke findes, det handler bare om at vi efterhånden må være kloge nok til at gøre op med forestillingen om at det at være en social taber er noget der ligger latent i bestemte folkeslag. For helt ærligt, racisme bliver ikke mindre modbydelig af at du griner mens du udøver den.

30/10-2009

svensk comedy

Så så man lige mig være i Malmö og optræde på Dockan Comedy. Eller, man så mig hvis man var en af de knap 100 gæster i den propfyldte restaurant, men ellers kan man læse om det her.

Jeg optrådte på engelsk fordi svensk og dansk ikke er så kompatibelt som vi gerne vil gøre det til, og det var en sand fornøjelse. Også, fornam jeg, for publikum. Men det var lige før jeg ikke var nået derned. Selvom Dockan ligger rundt regnet ti minutters gang fra Malmö Central tænkte jeg at jeg hellere måtte finde en taxa. Dels var jeg sent på den og dels havde jeg ikke noget kort. Men held og lykke med det, skulle jeg hilse og sige. De første syv taxaer jeg spurgte kendte ikke umiddelbart hverken restauranten eller adressen og sendte mig bare videre ned i køen. Og ja, jeg ved godt jeg kom til at sige dockgata i stedet for dockplats, men jeg var satme ikke imponeret over den entusiasme chaufførerne lagde i deres arbejde.

Til sidst fandt jeg en (og den rigtige adresse), og han gav mig en pris på 150 svenske kroner. Så kom der så 20 kroner oveni for at bruge Visa, og vupti – 170 SEK for at køre en tur på et sted mellem 4 og 6 minutter. Tak for det, Malmö.

Jeg så ikke hele showet og forstod langt fra alt det jeg så, men der var helt sikkert noget good shit imellem. Blandt andet var det interessant at 7 ud af ti af de optrædende var (sjove) kvinder, men jeg var også overrasket over den begejstring publikum udtrykte da de fik at vide der skulle en dansk komiker på. Jeg er tilbage i Malmö i starten af december og tager et smut forbi Lund i næste uge og så må vi se hvad det kan ende med. Men lige nu er det jo næsten som at starte helt forfra med stand-up, og det er en ret fed fornemmelse.

Og så skal jeg i øvrigt lige beklage manglen på blogaktivitet. Jeg skal starte i nyt job lige om lidt og det har taget en masse tid og møder at få det på plads. Indtil videre stadig lidt tys-tys, men mere info følger meget snart her på siden.

30/10-2009

heller ikke en rigtig joke

På Malmö Central har de et meget mærkeligt system. På perronen er der specielle rygeområder som ganske enkelt er afmærket med hvide streger. For vi ved jo at røg, den respekterer streger, det gør den da.

21/10-2009

slap af, Lidl

Til dem der ikke ved det kan jeg kort forklare at Lidl er et tysk discountsupermarked der i forhold til indretning, farvevalg, logo og - i nogle tilfælde - varesortiment får Aldi til at ligne et luksusvarehus. Jeg tror det er vigtigt for Lidl at slå på de ikke er så tyske igen, men jeg synes de skal slappe lidt af. Prøv selv og hør hvad der står på deres mælk:

"Vores Milbona mælk laves af mælk fra danske køer. Det giver den smag og kvalitet vi i Danmark sætter privs på. Milbona mælken tappes ligeledes på danske mejerier så mælkens vej til butikkerne er så kort som muligt. Milbona minimælk - dejlig dansk morgen, middag og aften."

Se, jeg var ikke klar over at man kan smage forskel på mælk alt efter koens nationalitet. Og er køer i det hele taget særligt danske? De har vel næppe statsborgerskab, selvom det er der unægteligt mange svin der har. Og jeg må også indrømme at jeg undrer mig over man understreger Milbona er dansk hele dagen igennem. Jeg har ikke tidligere hørt om ting der bliver mere eller mindre danske afhængigt af tidspunktet på dagen, men det er da pænt af Lidl lige at understrege at Milbona i hvert fald heller ikke gør det.

Men det er vildt med sådan en fuldstændigt ublu nationalisme. Og så på mælk, helt ærligt. Det samme trick tror jeg ikke var gået i Lidls hjemland. Der har de dårlige erfaringer med nationalisme, og en lignende understregning af hvor "tysk" mælken er ville ikke være i orden. Så kunne de jo lige så godt male et hagekors på kartonen og skrive at mælken går godt til støvletramp, brandtaler og blietzkrieg.

29/09-2009

onde, onde DF

Søren Espersen er sur over den måde hans parti bliver udstillet på i den ny omgang af Forbrydelsen. Han mener nemlig at DR helt uberettiget gør DF til skurken i alt hvad de laver. Måske, tænker jeg, fordi partiet gør det svært for manuskriptforfattere at lade være. Og nej, jeg siger selvfølgelig ikke at Dansk Folkeparti er onde, men ...

1. det er ikke folk fra venstrefløjen der vil kæmpe for retten til at tæve deres børn.
2. Pia Kjærsgaard og Kejser Palpatine har næsten de samme initialer.
3. de vil sætte børn i fængsel.
4. det var vist partiets leder der beskyldte ”de fremmede” for at formere sig som rotter kaniner.
5. Martin Henriksen der på sin hjemmeside skrev at han ville ”frydes” når muslimske mørkemænd blev udleveret til tortur og politisk forfølgelse er vist stadig medlem.
6. det er heller ikke venstrefløjen der aktivt vil modarbejde kampen mod global opvarmning ved for eksempel at sprede løgne om temperaturstigninger.
7. Morten Messerschmidt har udgivet en juleplade. Helt ærligt, hvis det ikke er ondt ved jeg ikke hvad er.

25/09-2009

straf med straf på

Dansk Folkeparti vil rigtigt gerne have sat den kriminelle lavalder ned til 12 år. De kan ganske vist ikke finde nogen overhovedet der anbefaler det som et værktøj til bekæmpelse af kriminalitet, men den slags stopper ikke de gode DF'ere. I et frygteligt pinligt interview i Deadline henviste DFs Martin Henriksen blandt andet til en grov gruppevoldtægt hvor nogle af gerningsmændene var 14 og derfor ikke blev straffet. Men, kære Martin, når nu alle - alle - undersøgelser viser at straf ikke forhindrer ny kriminalitet - at det faktisk kan være med til at fastholde folk i miljøet og få dem til at begå endnu flere forbrydelser - bør du så ikke stille dig selv et meget simpelt spørgsmål: vil du helst nedsætte den kriminelle lavalder så flere kan straffes, eller vil du helst have at sådan en voldtægt ikke finder sted igen? For du kan faktisk ikke få begge dele.

Men lad os da også lige vende det der med at straffe børn. For det første undrer det mig gang på gang at pressen giver DF så meget taletid til at fremføre deres vanvittige forslag. Ja, partiet har indflydelse, men en ikke ubetydelig del af den indflydelse stammer direkte fra at pressen helt ukritisk labber selv det mindste pip fra partiet i sig. Men ligesom pressen heller ikke giver ubegrænset taletid til folk der mener at evolutionen er en narrehat og at jorden faktisk er solsystemets centrum, så skal man måske også overveje om Martin Henriksen og kompagni skal have lov til uden skyggen af underbygning at modsige hele den kriminologiske ekspertstand.

Og helt ærligt, nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år. Har du mødt en 12-årig for nylig? Har du set på ham? Er det ikke straf nok

21/09-2009

klimaskeptikere tosser

Så har Dansk Folkeparti sgu lige meldt sig i klimadebatten. Ikke, som man måske skulle tro, med en opfordring til for helvede at gøre noget ved klimaforandringerne inde de skaber millioner af flygtninge som kan formørke lille Danmark, men derimod med en ækel, usund skepsis.

Grundlæggende vil DF gerne bruge pengene på at rette op på skaderne når de er sket frem for at forhindre problemet – en taktik der jo har virket utroligt godt for Anni Fønsbye. Og argumentet fra dronningen af DF selv lyder som følger: ”Eftersom flere hvert år dør af kulde end af varme, kan det jo godt være, at vi hellere skulle koncentrere os om at gøre noget ved det her og nu frem for at lave en tusindårsplan for at sænke temperaturen med ingenting.”

Men, kære Pia, lad mig bruge samme retorik og spørge: når nu der er langt flere der dør af varme end af knivstik, betyder det så også at I vil gøre mere ved klimaforandringerne her og nu i stedet for at bruge krudt på ligegyldig signallovgivning?

14/09-2009

lokkemad

Jeg kan godt se ideen med at brande Danmark gennem en sjov historie som VisitDenmark har gjort det med historien om Karen. Men så alligevel ikke. For regner "Karen" med at barnets far skal få lov til at bo i Danmark eller hvordan? Tror hun ikke at han - trods det faktum at han åbenbart har familie og barn i Danmark - har større tilhørsforhold til et andet land? Hun virker i hvert fald en smule naiv, synes jeg.

Og så kan jeg heller ikke lade være med at tænke: Hvis man gerne vil have flere folk til at besøge Danmark, er det så ikke en bedre idé at fortælle om en våd "one night stand" i Nyhavn der endte uden der kom et barn ud af det?

07/09-2009

nørdalarm

Hvis jeg ikke lavede det der stand-up, så ville jeg allerhelst have et job som spildesigner. Og nej, ikke sådan noget computerpjat – vi snakker terninger, pap og små plastikmænd. Jeg forsøger mig lidt med noget skrivebordsdesign af og til, men nu har jeg lavet noget som faktisk er færdigt. Det er så også et ret lille spil og det er ikke skide pænt, men det virker og det er det vigtigste.

Spillet hedder Dice of the Living Dead og handler om at overleve turen gennem en by overrendt af zombier. Og ja, jeg skriver ”du” for det er nemlig ikke bare et brætspil om zombier og dermed pænt nørdet, det er også et solospil. Til gengæld er det gratis at printe og spille og du finder regler og det ark du skal bruge via links’ne her. Ud over det skal du bruge en blyant, en mønt eller ludobrik eller noget og syv almindelige terninger. Go spiller!


Regler --> www.madsbrynnum.dk/files/dice_of_the_living_dead_rules.pdf

Spilleplade --> www.madsbrynnum.dk/files/dice_of_the_living_dead.pdf

06/09-2009

tillid er godt ...

Hver gang politiet laver fuck ups – tiere og tiere efterhånden – så hører man den samme sang fra magthaverne: nemlig at de grundlæggende stoler på politiet. De har nok bare glemt nogle videoer, så det er i hvert fald ikke for at skjule noget de kom med tusind forskellige forklaringer før de indrømmede at have filmet lidt mere af kirkerydningen end de først påstod. Og de havde nok også en god grund til at tæve demonstranter/bruge peberspray/lave præventive anholdelser/trække skarpt, ligesom at PET naturligvis havde beviser for de påståede mordplaner mod Kurt Westergaard selvom man altså ikke mente de var stærke nok til at holde i en retssal hvorfor man stadig tilbageholder dem. Hvis de altså findes. Så der er med andre ord ikke nogen som helst grund til at holde lidt ekstra øje med politiet, lyder det altså i et væk fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Jeg tror grundlæggende man kan stole på det danske politi. Jeg tror det er et fåtal af dem der praler af at have tævet fodboldbøller, som finder det nødvendigt at slå efter en demonstrant på vej væk eller som måske pynter lidt på en politirapport for at retfærdiggøre nogle tvivlsomme anholdelser. Men jeg synes at historien viser at magt korrumperer. Og denne fuldstændigt blinde tillid til politiet står i skærende kontrast til den totale mangel på samme man udviser over for kontanthjælpsmodtagere, flygtninge eller offentligt ansatte. De skal sateme tjekkes i hoved og røv, for sæt nu de havde ofret alt de ejede for at blive smuglet til Danmark på ladet af en kølebil og så slet ikke var personligt forfulgt af de bomber der sprænger i deres baghave. (Og her taler jeg om flygtninge, offentligt ansatte bliver i høj grad personligt forfulgt af regeringen med deres læseplaner, tidsskemaer og pis og papir.) Men at holde lidt øje med de instanser som rent faktisk har lov til at tæve og skyde andre mennesker, det er åbenbart helt hen i vejret. Og det er åbenbart heller ikke nødvendigt. For som politikommissær Lars Borg selv sagde til Information tidligere på ugen: ”For den rene er alting rent.” Så er det bare skide ærgerligt at politiet for tiden fremstår mere og mere grågrumset end egentlig rent.

28/08-2009

7 ting jeg har lært af at være på barsel

1. Rygterne om at kvinderne sværmer om en bare fordi man går rundt med en barnevogn er stærkt overdrevne. Jeg tror en hund er et bedre trick.

2. Hvis man ikke kommer ud – bare en gang i mellem og bare lidt – så bliver man sindssyg. Ganske enkelt.

3. Hvis dit barn kun sover tre kvarter af gangen, så er det fysisk umuligt at nå ting som at opdatere sin blog, skrive nye jokes, spise frokost eller se Buffy the Vampire Slayer.

4. Folk kigger mærkeligt på dig hvis du siger som en knallert når du kører på cykel, men hvis du skubber en barnevogn er det helt i orden.

5. Farmville på Facebook tæller lidt som at komme ud.

6. Folk giver mig ikke den respekt på fortovet jeg synes jeg fortjener når jeg kommer gående med min barnevogn. Så det var nok en fejl at købe en lille, skaldet kombivogn. Men jeg kan se der nok skal gås efter tvillinger næste gang; sådan en kolos får folk til at springe til side.

7. Når man er seks måneder gammel sætter man ikke lige så stor pris på Buffy og zombiefilm som jeg havde håbet. Og man yder også skuffende lidt modstand i brætspil.

21/08-2009

kære Michael Jeppesen

I en anmeldelse af en ny bog om dansk stand-up skoser du komikerne for ikke at blande sig i samfundsdebatten. Du siger at der er masser af politisk stof at tage fat på og undrer dig over at komikerne ikke gør det. Men, kære Michael, du tager ganske enkelt fejl. Hvis du nu i stedet for at gentage din fuldstændigt uunderbyggede kritik i Go’morgen Danmark (se klippet her) bevægede dig og dine enorme briller ned på en stand-up scene, så ville du se hvor meget fejl du tager. Jo, der bliver stadig lavet uforholdsmæssigt mange jokes om blowjobs og analsex, men de danske stand-up scener er sgu også der hvor du kan se kommentarer til aktuelle begivenheder samme dag som de sker.

Og helt ærligt, din kritik bliver jo nærmest ynkelig når du bruger din skærmtid på selv at lave fesne jokes om Inger Støjberg og Helle Thorning. Men jeg kan da godt se at der er enormt satirisk bid i at påpege Helle Thorning er en dårlig leder – det er da for alvor der skoen trykker.

Men det værste er jo at jeg lige har gjort præcis det du gerne vil have: givet dig opmærksomhed. Fordømt.

13/08-2009

polititosser

Så blev kirken ryddet for irakere - noget der åbenbart bedst foregår midt om natten hvor man for alvor kan gøre folk ængstelige og bange. I den forbindelse nåede der - ikke overraskende - en stor gruppe demonstranter frem som blandt andet forsøgte at blokere ved simpelthen at sætte sig i vejen. Men som man kan se i slutningen af det her klip så løste betjentene da hurtigt det problem ved simpelthen at prygle løs på demonstranterne med deres knipler. Og nej, i sådan en situation kan man da ikke bare tage fat i folk og korporligt slæbe dem væk. Fordi, som politiets talsmand Flemming Steen Munch forklarer, så kan man jo risikere at en en betjent bliver trukket ned i gruppen af demonstranter. Og det går jo virkeligt ikke - for i omtalte klip sad der da hele fire mennesker som snildt kunne have maltrakteret en kampklædt betjent.

Men, kære Flemming, hvis det er dit argument, ville det så ikke være meget bedre bare at skyde folk der sidder i vejen? Det kan man gøre på afstand fuldstændigt uden risiko for at blive trukket omkuld. Problemet er selvfølgelig så at man selv skal slæbe folk væk bagefter, men hvis I bare skyder dem grundigt nok kan I vel fjerne dem med en bulldozer.

05/08-2009

voldstosser

Jeg er sådan grundlæggende ret tryg ved det danske politi, og jeg er glad for jeg bor i et land hvor dem i uniform ikke er nogen man behøver være bange for. (Indsæt selv parkeringsvagt-joke efter behov). Men når man læser denne her artikel om hvordan dele af Vestegnens politi har jublet over og pralet af hvordan de tævede nogle polske fodboldbøller, så kan man da godt blive lidt bekymret.

Og i øvrigt kan jeg ikke se hvorfor det er noget at prale af. Ja, I tævede nogle fodboldfans, men I har også knipler og kampuniformer. Pral den dag I selv møder op til slåskamp uden jeres peberspray og ikke mindst efter I har drukket firs store fadøl. Indtil da skal I tie stille.

Til gengæld er jeg imponeret over reaktionen fra politiets ledelse. Altså hvis man med "imponeret" forstår det som "endnu mere bekymret". Ledelsen slår nemlig fast at det her slet ikke er accepteret og at synderne nu vil blive kaldt til samtale hvor de får at vide at det der med at prale på Facebook, det må de i hvert fald ikke. Men hvad med at gribe fat i problemet: nogle betjente synes det er sjovt at være oppe at slås. Og vi taler altså om folk med guns. Det synes jeg er pænt alvorligt. Hvis nu rockerne praler af de har tævet en indvandrer på Facebook, så nøjes man jo heller ikke med at kalde dem til samtale hvor de får at vide at det skal du altså ikke prale af, men udmærket gjort i øvrigt. Med mindre de er til samtale med Søren Pind, selvfølgelig.

31/07-2009

truede dyr

I går faldt jeg over en artikel på politiken.dk der fortæller at mennesket er lige så farligt for klodens dyr som et gigantisk meteornedslag. Der er nemlig åbenbart ikke blevet udryddet flere dyr end der gør lige nu siden en meteor tog livet af dinosaurerne for 65 millioner år siden.

Et af problemerne er skovrydning. For eksempel blev der i den australske delstat Queensland i 2007 ryddet et areal svarende til 600.000 fodboldbaner. Så min første tanke er: måske skulle man til at slappe lidt af med al den fodbold. Men så alligevel ikke. For i takt med vi udrydder flere og flere dyr, så øger det jo også chancen for at vi får ram på nogle af de dyr ingen kan lide. Myg for eksempel. Eller flåter, duer og kamphunde. Jeg kommer i hvert fald ikke til at savne dem. Men spørgsmålet er bare hvor mange kamphunde der egentlig lever i Qeensland?

27/07-2009

Kram fra KBH - status

Torsdag d. 13. har jeg og Sanne Søndergaard premiere på et stand-up show om hovedstaden. Personligt er jeg vild med at arbejde ud fra det ”benspænd” det er at have et fastlagt tema, men vi skal også prøve andre spændende ting på scenen.

Showet bliver i to dele der der overordnet set handler om hhv. de oplevelser man kan have i København og så de farer der lurer. Og vi når bredt omkring fra busture til bandekrige og butiksbesøg, men der bliver også plads til en grundig og fupsociologisk præsentation af de forskellige bydele. Materialet er ved at være på plads, men de næste par uger skal det hele finpudses og testes en sidste gang. Blandt andet mangler jeg at få helt styr på hvorfor det er jeg synes tanken om firmaer der bejler til købestærke narkomaner er så sjov.

Men allerede i morgen er både Sanne og jeg på scenen i Huset i Magstræde for at prøve hele showet i sin fulde længde. Eller, noget der ligner hele showet. Planen er nemlig at vi i stedet for bare at lave 45 minutter hver blander vores sæt og hele tiden skiftes til at være på. Det lyder måske ikke særlig revolutionerende, men når man er vant til bare at være på scenen alene og uden afbrydelser er det lidt vildt, og det er blandt andet det vi skal teste i morgen.

Selve showet kører torsdag fredag og lørdag kl. 21 fra 13. til 29. august. Billetter koster 85 kr. og købes i døren. Hvis du vil se prøveshow er det i morgen tirsdag kl. 21. Det koster 25 kr. som ubeskåret går til Red Barnets Ungdom. Alle dage er det på Huset i Magstræde. Vi ses!

20/07-2009

farlige, farlige tørklæder

Jeg forundres til stadighed over hvor meget magt Dansk Folkeparti har. På en rapskole optræder en 11-årig dreng med en rap om at have lyst til at skyde Morten Messerschmidt (og hvem har helt ærligt ikke haft den lyst bare en gang imellem?) – bang, så får DF lukket skolen og fyret læreren. Hjemmeværnet skriver en solstrålehistorie om en tørklædebærende muslim som gerne vil forsvare Danmark – bang, så får DF alle til at sige at det må man i hvert fald ikke.

Men det er ikke det værste. Det værste er at Dansk Folkeparti har denne enorme magt over hvad andre siger og gør og samtidig formår at udstille sig selv som ofre. Ofre for kulturradikale der siger det ikke er okay at være dansk, ofre for muslimer der hader Danmark, ofre for fjender af ytringsfrihed og nu også ofre for farlige, farlige 11-årige drenge. Men når man kan få fyret en lærer der skriver en sang man synes er usmagelig, når en pressemeddelelse om noget så ligegyldigt som et fucking tørklæde i hjemmeværnet kan blive citeret i samtlige medier, så er man ikke et offer. Så er man magthaver – så sidder man fandme på flæsket og så fortjener man at blive modsagt, blive stillet spørgsmål til og tvivlet på næsten uanset hvad man foretager sig. Og det gælder også når man en anden gang overvejer at sende en undskyldning for noget en gæst har citeret Pia Kjærsgaard for selvom hun faktisk ikke nogensinde havde sagt noget om rotter, men bare kaniner. Synes du ikke også, Kenneth Plummer?

Og lad os da lige for god ordens skyld tage den med tørklædet. Hjemmeværnet har de sidste dage trukket i land fordi et tørklæde pludselig kan bringe en hel deling af weekendkrigere i fare. Ja, det lyder absurd, men det er noget med at en tørklædebærende soldat kan være mere et mål end andre – også selvom jeg personligt ville gå efter at nakke en af dem med bøllehat. Men nu har jeg jo af og til set hjemmeværnsfolk mens de for eksempel sørger for at parkere biler (og tak for det i øvrigt), og hvis vi skal tænke på deres sikkerhed er det sgu nok nærmere kage vi skal forbyde. Og held og lykke med det, hyklere.

13/07-2009

nyt show

Torsdag d. 13. august har jeg og Sanne Søndergaard premiere på et nyt show. Plakaten kan ved at klikke på fotoet her på siden, og nedenfor kan du læse hvad det hele handler om. Jeg håber vi ses!

Kram fra København er Mads Brynnum og Sanne Søndergaards comedy-guide til Københavns sær- og seværdigheder. Og det er i høj grad de folk der bor der: Fra de hippe vesterbroere og deres kanylesvingende naboer over muskelhundbetvingere fra Amager til barnevognshæren på Østerbro og skydegale bandekrigere på Nørrebro.

Det handler om kampen for at få en plads i bussen, en plads i solen, plads til bilen, plads til at være sig selv og måske plads til forskellighed. Det handler om jyske tilflytteres fordomme (og fordomme om jyske tilflyttere), om singleliv vs. familieliv og om slumromantik over for småborgerlig parcelhushygge. Men frem for alt handler det om alt det der gør København til et helt forfærdeligt og alligevel aldeles fantastisk sted.

PS - hjemmesideadressen på plakaten virker ikke endnu.

13/07-2009

kære DR

Jeg ved godt jeg før har brokket mig over jeres tv-avis, men nu er den sgu gal igen. I går kunne man for eksempel i begge jeres aftenudsendeler høre historien om den unge mand der var blevet hårdkogt rocker uden kommunen havde grebet ind!. Ja, det er sgu grove løjer, og i præsentationen af indslaget hed det da også at Københavns Kommune bliver ”stærkt kritiseret for at være for langsom til at hjælpe unge ud af bandekriminalitet.”

Men ser man så indslaget viser det sig at kritikken gudhjælpemig kommer fra den 17-åriges mor. Der er altså en eller anden der mener det offentlige ikke har gjort nok for hende som kritiserer kommunen – og det synes I berettiger jer til at lave et nyhedsindslag om at Københavns Kommune bliver kritiseret. Det er vist noget af en spidsvinkling.

Så nu glæder jeg mig til en af de næste udsendelser hvor man kan læse at regeringen kritiseres. Eller rockerne. Eller politiet. Og hvem der kritiserer? Jamen det gør jeg da – læs selv her på bloggen.

09/07-2009

sjov mad

Jeg læste en artikel tidligere i dag om at det stadig i høj grad er kvinden i hjemmet der står for madlavning. Altså undtagen i weekenderne og andre dage hvor der skal laves lidt speciel eller sjov mad - så skynder manden sig åbenbart ud i køkkenet.

Løsningen på det problem er imidlertid ikke at grille mere til hverdag selvom det helt sikkert ville få de fleste mænd i gang. Dels fordi man kun kan tåle så meget røg i løbet af en uge, men også fordi det godt kan være du har en fin Weber-grill, men jeg vil ikke have grillet min spaghetti bolognese.

Nej, i stedet handler det om at gøre hverdagsmaden mere sjov. For eksempel kan man også flambere frikadeller. Eller lave en klovn af bacon. En vigtig ting at huske på i den forbindelse er dog at der er en hårfin grænse mellem at flambere og brænde på. God appetit!

01/07-2009

unges vilde sexliv

Vi ved alle sammen at unge mennesker ikke laver andet end at dyrke vild og hæmningsløs sex. Det passer bare ikke fortæller Foreningen Sex & Samfund i denne her artikel. Og der må jeg sige: jeg er sgu lidt skuffet over ungdommen. Det er da netop dem der skal have vild sex. Især i disse tider hvor der er så mange muligheder for at dokumentere det digitalt og uploade det til internettet.

Og selvom artiklen fortæller det modsatte, så tror jeg altså det er helt almindeligt for i helt unge drenge at bruge sexlegetøj. Eller, at lade som om Ken boller med Barbie i hvert fald.

30/06-2009

bombealarm

Der har været bombealarm på Roskilde Festivalen, og det er jo noget af det dummeste jeg nogensinde har hørt. For hvem fanden ville bombe Roskilde? Terror handler jo om at skabe frygt, og den effekt tror jeg bare ikke en bombe vil have på Roskilde. Folk vil jo bare tænke: "Nå, de spiller godt nok højt på Orange i år, hva'?"

26/06-2009

politi og irakere

Vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen beder nu direkte danskerne om at blande sig uden om sagen om de afviste irakiske asylansøgere, det skriver Politiken. Han mener det gør hjemsendelserne mere ubehagelige fordi det fratager irakerne muligheden for selv at være med til at planlægge. Men se, nu kan jeg tage fejl, men mon ikke ubehaget ved at bo i et land hvor folk dagligt bliver dræbt på grund af deres etniske eller religiøse tilhørsforhold, hvor der jævnligt sprænger bomber i gaderne og hvor man ikke har familie, hjem eller arbejde langt overstiger det ubehag der kommer af mangel på planlægning af flyrejse?

Og helt ærligt, Hans-Viggo, dit argument om at et flertal i Folketinget står bag hjemsendelerne giver jeg ikke fem potter pis for. Der stod også et flertal bag den ulovlige invasion af Irak som er den direkte årsag til flygtningenes tilstedeværelse i landet, men det gør det jo ikke mindre amoralsk. Og må jeg ikke også lige minde om at samarbejdspolitikken som Anders Fogh langede så hårdt ud efter for noget tid siden sjovt nok også blev støttet af et flertal i Folketinget.

Til gengæld kan jeg da godt se det fra politiets side. Det må være ærgerligt konstant at blive konfronteret med hvor umenneskelig den politik man er sat til at føre ud i livet egentlig er. Så er det alt andet lige nemmere med folk der bare følger med og gør som der bliver sagt.

24/06-2009

det her bliver heller aldrig en rigtig joke

Der er ikke mange der ved det, men hele traditionen med båltaler stammer fra dengang man brændte kættere og hekse og andre man ikke kunne lide på bålet. Men inden de døde, så havde de lige mulighed for at sige et par ord. Som regel noget i stil med "Argh - nej! Få mig ned herfra! Det gør herrenas!"

23/06-2009

farlige, farlige Polen

Det er som om Polen er blevet det nye skræmmeland. Vi er selvfølgelig stadig frygteligt bange for muslimer, det er klart, men tidligere var det jo mere specifikt tyrkerne vi var bange for. Og nu er det så Polens tur. Det er jo derfra der kommer smuglercola og smuglersmøger. Det er der man sender en vordende brudgom hen med natfærgen hvis man skal være rigtigt ondskabsfuld. Og det er ikke mindst derfra der kommer horder af håndværkere som bare smadrer hele det danske arbejdsmarked. Hvilket jo egentlig er er ret flot – de fleste danske håndværkere kan jo kun smadre en lejlighed.

Det lyder måske en smule fordomsfuldt, men der er jo heller ikke kommet så meget godt fra Polen. Jo, det der med at bo og knalde sammen uden at være gift, men ud over det har jeg svært ved at pege på noget.

Og jeg er jo ikke den enester der tænker det her. For på mange måder er Polen jo Europas røvhul. Det er jo det land som alle der gerne vil være bare lidt diktator starter med at invadere – for lige at øve sig. Så mødes man med sine rigtige fjender i Polen og slås fuldstændigt uden tanke for at der er nogle polakker som måske synes man skulle finde et andet sted at gøre den slags. Det er i grunden lidt tarveligt, synes jeg. Men på den anden side er det jo derfor de nu kan udkonkurrere andre håndværkere – fordi de har så meget erfaring med at bygge landet op efter andre har smadret det.

17/06-2009

nyt fra Tossekøbing (altså Konservativ Ungdom)

Konservativ Ungdom har været på banen igen – denne gang med et forslag om at folk på bistand skal have frataget deres stemmeret. Problemet er, siger de, at når man får penge fra staten er man ganske enkelt inhabil når det gælder om at stemme på dem der styrer statens finanser. Og en af bagmændene mener ligefrem at det er ”økonomisk egoistisk at kræve ret til at gå ned og stemme på flere af andres penge til sig selv.”

Og nej, jeg ved godt man ikke skal tage den slags mennesker alvorligt, men det er jo så svært at lade være. For hvis dem der får penge af staten ikke må stemme så tror jeg vist også der er en landmand eller to der burde være blevet hjemme da der var EU-parlamentsvalg. Men det helt afgørende spørgsmål er vel om ikke man burde være lidt forsigtig med at tale om at være inhabil når partiets tidligere formand og erhvervsminister ikke bare blev stemt på, men også fik golf- og jagtture af de firmaer han skulle være med til at give penge til? Eller sagt på en anden måde: kære KU’ere – shhhhh …

15/06-2009

ikke et spørgsmål om tro

Her tidligere på dagen blev jeg passet op af en mand der ville forære mig lidt lekture. Så dels for at være flink (men også fordi vidnernes blade er rent guld for en komiker) sagde jeg pænt jatak. Denne gang handler de blandt andet om abort, kunne han fortælle og forsikrede mig at det var meget aktuelt - ikke mindst i USA hvor en abortlæge jo for nylig blev skudt ned på åben gade. Noget jeg i øvrigt ikke helt kunne finde ud af om han syntes var godt eller skidt.

Nå, men vi snakker lidt sammen, og jeg forklarer at jeg nok hører til på den anden fløj. Men, tilføjer jeg, jeg kan på en måde godt forstå dem som mener at abort i virkeligheden handler om liv. Det er, siger jeg, vel meget et spørgsmål om tro – altså underforstået om man tror at et nyligt undfanget foster er et egentligt liv eller ej. Men nej, det er det åbenbart ikke. Manden svarer i hvert fald bare: ”ja, der kan du jo så læse der i bladet – der bliver det defineret hvornår livet starter.” Og så er der vist bare ikke mere at diskutere.

Eller, det er der så. For nu er jeg kommet hjem, har læst noget af artiklen og må konstatere at det meste af det af vrøvl. For eksempel står der i Vågn op fra juni 2009 at ”det er også værd at bemærke at Bibelen ikke siger at en kvinde undfanger ’noget væv’. Den siger tværtimod ’en mand er blevet undfanget.” Så fostre er altså ikke væv, men mænd. Eller sagt på en anden måde (og for at argumentere ud fra samme logik) bibelen siger at kvinder ikke er undfanget. Så de må altså være djævelens værk, anden forklaring kan jeg ikke finde.

11/06-2009

det bliver heller aldrig en rigtig joke

Prins Henrik vil gerne være konge, siger han. Eller, det siger medierne at han i hvert fald tænker, men det er jo næsten det samme. Jeg tror ikke så meget det handler om titlen. Jeg tror bare han er træt af alle rygterne om at han er queen.

11/06-2009

Hitler spiller Risk

Denne her video er noget af det sjoveste jeg har set længe.

09/06-2009

a blast from the past

Vi skruer lige tiden tilbage til da jeg gik i en tredje-fjerde klasse. Her husker jeg det som at vi i en periode næsten dagligt var en flok drenge der brugte den halve dag på at læse os igennem de fantastiske Sværd og trolddom-bøger – eventyr hvor man selv var helten som der så fint stod på coveret. Jeg læste højt, de andre slog terninger og ellers diskuterede vi meget om det nu var bedst at gå til højre eller venstre, angribe eller flygte, drikke den grønne eller den gule drik og så videre.

Men også flere år senere skamlæste jeg dem. Jeg tævede mig igennem Dødens labyrint, overlevede mødet med Ondskabens skov, døde igen og igen i Rædslernes hus, blev udlært mestertyv i Tyvenes lærling og bladrede ikke mindst igen og igen gennem den enorme monstermanual med billeder og beskrivelser af alle de monstre man kunne møde i bøgerne. Det var bestemt ikke stor litteratur, men fuck hvor var det fedt. Især var den en stor fornøjelse at bladre bogen igennem efter de passager uden en reference for neden – altså dem hvor man døde en ofte ret ondskabsfuld død.

En af de allersværeste – og bedste – var Amok-væsenet. I stedet for at være den klassiske eventyrer der skulle løse en mission, så var man et tilsyneladende frygtindgydende bæst der langsomt fandt ud af mere og mere om sig selv og sin historie. Det var et fantastisk twist, og så havde bogen også den muligvis sejeste titel nogensinde. Helt ærligt, amok-væsenet – det er altså en bad ass mofo. For nylig fandt jeg den på Amazon, og den er stadig så svær at jeg på et tidspunkt måtte finde hjælp online. Men den holder også, så lige nu venter jeg på et par andre titler – blandt andet den eneste superheltebog i serien – An Appointment With F.E.A.R. – som vist aldrig blev oversat. Det er ægte nostalgi, og det holder sgu stadig.

Men hvad siger du, hvad var din favorit?

07/06-2009

om at svare på spørgsmål

Under valgdækningen spørger DRs vært om ikke Ekstra Bladets chefredaktør mener man skal svare på det man bliver spurgt om - altså om ikke man bare skal stemme ja eller nej til tronfølgeloven og ikke gøre det til en afstemning om alt muligt andet. Og jo, det bør man, men prøv lige at svare på det her spørgsmål: "er du holdt op med at slå din kone?"

Der vil du jo nok (håber jeg) vælge at svare hverken ja eller nej. Eller sagt på en anden måde: det kan godt være man skal svare på det man bliver spurgt om, men i det konkrete tilfælde er vi bare mange der ikke har fået lov til at svare det vi gerne ville. Så på min stemmeseddel skrev jeg: "jeg tror hellere jeg vil have en total revision af grundloven så den fx. nævner noget om demokrati. Den er jo også fra 1849." Hvad skrev du?

02/06-2009

journalistisk for dummies

Et gammelt journalistisk bonmot lyder at hvis en hund bider en mand, så er det ingen nyhed. Sådan er det ikke længere. Der går snart ikke en uge længere hvor man ikke hører om en farlig, farlig kamphund der har bidt en eller anden. Men de sidste par uger er især formiddagsbladene gået helt i selvsving. Redaktionerne er åbenbart så udsultede rent nyhedsmæssigt at ”hund bider hund” og senest ”hund bider kat” er forsidebaskere.

Men ja! Selvfølgelig bider hunde katte, og ja, de tæver også hinanden. Og fordi nogle hunde skal kunne passe ned i en håndtaske, så sker det altså de går i stykker under sådan en slåskamp. Det er uden tvivl mægtigt trist for hundeejeren, men – og det er vigtigt – det er ikke nogen nyhed.

Men hvis redaktørerne insisterer på at aviserne skal fyldes med artikler om at hunde bider kaniner og andre ting folk udmærket godt ved i forvejen, så er her et par andre forslag:

1. Lars Løkke drikker snaps og ser porno på skatteydernes regning.
2. Bendt Bendtsen er småkorrupt.
3. Der var ikke masseødelæggelsesvåben i Irak selvom Anders Fogh Rasmussen sagde at det vidste han der var.

Der er dog et lyspunkt. Jeg ser nemlig frem til agurketiden hvor man vil kunne læse spændende historier som ”ræv bider høne”, ”grævling bider jæger i foden til det knaser” og ikke mindst ”Paula Larrain bider mand i pikken.”

30/05-2009

derfor stemmer jeg blankt

Søndag d. 7. har jeg tænkt mig at aflevere en blank stemme på mit lokale valgsted. Ikke til EU-valget, selvom jeg i bedste fald har lidt svært ved at fatte hvad det der parlament laver ville jeg da være en idiot hvis jeg ikke stemte, men derimod til hele tronfølgecirkuset.

Jo, selvfølgelig går jeg ind for ligestilling. Og nej, jeg kan ikke se nogen som helst grund til at mænd skal have forrang for kvinder - heller ikke når det gælder kongehuset. Men det ændrer bare ikke ved at afstemningen i sidste ende er nosseløs. For skyndte man sig at få ændret loven da Frederik blev gift så man kunne være sikker på at en eventuelt førstefødt pige kunne arve tronen? Nænæ, man ventede pænt til de fik en dreng og loven derfor kunne ændres uden det gør nogen forskel. Derfor stemmer jeg blankt - fordi jeg synes afstemningen er populistisk og ligegyldig. Og også lidt fordi jeg synes hele ideen om kongehuset er forældet og latterlig, og det her er den eneste måde jeg kan give min mening til kende på.

Men man kan da også spørge sig selv om det virkelig handler om ligestilling? For hvis nu ligestilling ligger regeringspolitikerne så meget på sinde, hvorfor er de så arge modstandere af f.eks. kønskvotering i bestyrelser - noget der med garanti kan ændre på det faktum at mænd ansætter mænd? Nej, det handler sgu nok mere om at man gerne vil have folk til at stemme til EU-valget. Og det kan jeg kun være enig i. Men måske er løsningen der at gøre det parlamentariske EU-system mere gennemskueligt for den almene vælger. Giv os da endnu mere grund til at stemme på EU-parlamentarikere end vi har i forvejen i stedet for at lokke med populistisk pladder, så skal vi nok stemme. Eller også skal I bare give os kage. Så skal vi nok stemme.

29/05-2009

om hygge

I nærheden af hvor jeg bor ligger Café Lygten, og på et skilt fortæller de at det er "stedet hvor man hygger sig." Jeg har jo ellers gået og troet jeg havde hygget mig mange andre steder, men jeg tog fejl. Det kan godt være du føler du har hygget dig rundt om weberen, i din lænestol eller på en ferie i det sydfranske, men næ-nej. Stedet hvor man hygger sig, det er Café Lygten. Det er i øvrigt også et sted hvor man får helt udmærket smørrebrød og venlig betjening, så hvis du en dag vil prøve det der hygge for alvor kunne du jo kigge forbi.

25/05-2009

to fluer ...

Det ser ud til at Bendt Bendtsen ikke bare får en bøde for at lade sin chauffør køre rundt med våben i bilen, han mister muligvis også sit jagttegn. Og det må jeg indrømme at jeg håber han gør. Ikke bare for de nuttede små hjortes skyld, men også fordi man på den måde slår to fluer med et smæk. Ikke bare får man straffet ham for brud på våbenloven, man får også sikret ham mod at blive inviteret på jagtture af store firmaer i fremtiden. Og når han nu ikke selv kan finde ud af ikke at være korrupt, så må myndighederne jo træde til.

Så mangler vi bare at Kristian Jensen bliver straffet for at bryde grundloven - det er jo efterhånden den eneste lov man kan bryde uden hylekoret fra VKO råber på hårdere straffe.

19/05-2009

kære Tove

Jeg har netop bagt citronéclairs efter en udmærket opskrift fra Karolines Køkken. Som kommentar til den opskrift har Tove så skrevet at hun anbefaler en karamelglasur af "lidt vand og kaffefløde og køre henover i striber, istedet for at drysse med flormelis." Fordi, skriver hun, "de bliver lidt mere mættende af det."

Men, kære Tove, du skal jo ikke spise dig mæt i kage. Ikke hver dag i hvert fald.

18/05-2009

ha-ha-havnerundfarten

Onsdag d. 27. maj har jeg premiere på årets blanding af havnerundfart og stand-up - Comedy Canal Tour. Det kommer til at handle om “beefen” mellem den nye og den gamle havfrue, om kong selvfed d. 4., om farlige, farlige bander og meget andet. Og fordi du læser min blog kan du score to billetter for ens pris til premieren d. 27. maj. Du skal bare reservere billetter ved at maile til canaltours@canaltours.dk og skrive at du skal have blograbat. Vi ses!

14/05-2009

ny zombiefilm

Jeg kan godt lide zombiefilm. Så selvfølgelig blev jeg begejstret da jeg hos min lokale videohøker så en genindspilning af Day of the Dead. Lige netop DotD er efter min mening måske den bedste af Romeros oprindelige zombiefilm, så en genindspilning kan jo ikke gå helt galt, tænkte jeg. Men det ku’ den nu godt.

Allerede da den første løbende zombie knaldede hen over skærmen vidste jeg den var gal. Zombier er netop uhyggelige fordi de er langsomme, men vedholdende. Og når de gang på gang vinder over menneskene, så er det ikke fordi de er hurtige superkannibaler, men fordi mennesket altid viser sig at være sin egen værste fjende. Eller, sådan er det i de gode zombiefilm som i sidste ende handler mere om mennesker end om zombier. Sådan er det ikke i den nye Day of the Dead. Her handler det bare om at undgå superzombierne og så går det ellers huhej derudaf uden alt for megen unødig fokus på gruppen af overlevende.

Og efterhånden som filmen skrider frem bliver det også mere og mere tydeligt at den absolut intet har med originalen at gøre ud over titlen. Jo, der er også noget med en militærbase, men hvor den oprindelige Day of the Dead handler om en lille gruppe mennesker der er tilbage efter verden er blevet overrendt, så starter den nye med det allerførste zombieangreb i en lille by. Og det er nok den primære grund til at jeg ikke brød mig specielt meget om den. For som monsterfilm er den faktisk helt okay, men som en genindspilning af Day of the Dead er den aldeles håbløs.

Næh, så vil jeg hellere anbefale den utroligt dumme Flight of the Living Dead. Det er bestemt heller ikke verdens bedste film, men den udgiver sig ikke for at være noget andet end den er, og derfor fungerer den langt bedre end den nye Day of the Dead.

14/05-2009

kære dig som skriver om børn

Nu må det simpelthen stoppe. Det er på tide at du forstår at ordet ”baby” rent faktisk kan bøjes. Og ikke nok med det; ved at bøje ordet eller ligefrem sætte et ejestedord foran, så bliver dit sprog pænere og du lyder i mindre grad som om du enten er a) imbecil eller b) taler utroligt meget ned til dine læsere.

Lad os tage et eksempel: På seneste katalog fra Gyldendals børnebogklub står der ”Gør BABY tryg ved vuggestuestart.”* Hold nu op! Baby er ikke et navn, så med mindre I mener at det er den kvindelige hovedrolle fra Dirty Dancing der skal være vuggestueklar, så må I sgu skrive ”din baby”.

Jeg ved ikke hvorfor lige netop baby er blevet ubøjeligt, men for yderligere at illustrere min pointe vil jeg lave lidt om på overskriften i denne artikel: ”Sådan gør du bolig salgslækker.” Kan du se hvor idiotisk det lyder?

* Eller: der står rent faktisk ”gør BABY klar til vuggestue start”, men det vælger jeg at lade ligge denne her gang.

08/05-2009

en tragisk historie

Forsiden af Ekstra Bladet i dag: “Dræbte kæreste da elskerinde ringede.” Det får mig til at tænke, at der ligger muligvis en tragedie bag den historie. For vi ved jo ikke hvad elskerinden sagde. Han har sikkert tænkt: nu ringer hun og siger det skal være os to for evigt. Så jeg må hellere lige slippe af med hende kranen her så hun ikke er i vejen. Men nej. I stedet sagde elskerinden måske: “jeg har ombestemt mig, det bliver aldrig til noget mellem os to.” Og nu har manden hverken kæreste eller elskerinde. Det er da tragisk.

Tilføjelse: Så fik man lige læst historien, og jeg kan se at jeg har misforstået det hele. Det var jo hendes elsker der ringede, og det gjorde så åbenbart at han blev sur nok til at slå hende ihjel. Stadig en tragisk historie, og derfor så meget desto mere mærkeligt at Ekstra Bladet ud over den dramatiske overskrift vælger at lægge vægt på han tog bussen hjem.

07/05-2009

apropos de kongelige

Mens medierne er gået i selvsving over den nye prins, så vil jeg lige henlede opmærksomheden på noget Mary og Frede har sagt i et stort interview for nylig: nemlig at de vil regere helt anderledes. Og så bliver jeg bare nødt til at spørge: undskyld - regere?!

Jeg ved godt grundloven siger noget andet, men den kan man jo heldigvis vælge at skide højt og flot på for tiden uden det får konsekvenser. Og faktum er jo, Frederik og Mary, at I ikke regerer en skid. Det eneste I kan vælge at gøre anderledes er jo at bruge den anden hånd når I klipper snore over. Eller lære at vinke ordentligt. Det er det.

Men Frederik har jo også andet at lave. Han skal jo være med i det der IOC - altså dem der styrer de olympiske lege. Og det giver da også fantastisk god mening at have en mand fra kongehuset til at repræsentere en begivenhed der grundlæggende handler om at alle konkurrerer på lige vilkår, det gør det da.

Men når alt det her er sagt må jeg også udtrykke lidt beundring for de kongelige. Der er ikke mange andre der kan slippe afsted med at have et job hvor de primært drikker sig stive på skatteborgernes regning. Det skulle da lige være Lars Løkke Rasmussen.

05/05-2009

[bragga-da-tisj]

Politiken.dk i går: "Dansk Folkeparti vil forbyde bander." Men bliver det så ikke rimelig svært at spille ishockey?

Tekst-tv forleden: "Saudi-arabien dræber alle svin." Den løsning på influenzaproblemet kan vi ikke bare bruge i Danmark. Dels på grund af mængden af svin, men også fordi man ikke bare kan slå Pia Kjærsgaard ihjel.

Tak skal I have - jeg er her hele ugen!

27/04-2009

det er ren magi

Min datter har lige fået et plystog. Det er engentlig først før børn på 9 måneder eller mere, og at hun allerede som 3 måneder gammel kan lege med det ser jeg som et tydeligt tegn på hendes overlegne intelligens. Men det er slet ikke der magien kommer ind. For i følge den norske beskrivelse af toget, så hænger vognene sammen med “magisk tape”. Neeeej, kære nordmænd, det er ikke magi. Tofarvede drinks er magi. Og de der chokoladedimser med flydende karamel i den ellers frosne Caramel Chew Chew fra Ben & Jerry’s, det er magi. Men min datters plystog, det er jo bare velcro.

27/04-2009

kære Karen Ellemann ...

I går var du i 21 søndag for at forklare hvad regeringen vil gøre ved det faktum at der årligt bliver sat dobbelt så mange på gaden som for bare syv år siden. Du sagde at der var en masse tiltag på vej (tiltag som eksperterne godt nok mener er for få og for dårlige, men hvad fanden ved de), men kunne man ikke bare starte med at gøre det man gjorde tilbage i 2002 hvor problemet åbenbart var halvt så stort?

Men, Karen, den egentlig grund til jeg skriver dette indlæg (og håber på du læser min blog) er at jeg gerne vil stille dig det spørgsmål DRs vært aldrig fik stillet dig. For jeg synes egentlig ikke den virkelige historie er at I nu endelig gør noget ved det faktum at selv folk med arbejde bliver sat på gaden. Nej, historien er sgudda at det her problem åbenbart er blevet mere end dobbelt så stort i løbet af den tid Venstre har siddet på regeringsmagten. Og derfor - nu kommer spørgsmålet - vil jeg gerne spørge dig, Karen: hvad har regeringen Fogh gjort siden det her problem bare er vokset og vokset?

For på mig, som udenforstående, så virker det lidt som om at regeringen har ladet et problem løbe løbsk - ja, måske endda har været medvirkende til det har vokset takket være kontanthjælpsloft, 300-timers regler og den slags - for så nu at kunne spille helten ved at afhjælpe det lidt. Men nej, det er nok for kynisk tænkt. Den slags kunne I da aldrig finde på at gøre, vel?

21/04-2009

det er vel meget godt

I weekenden kunne man på BTs spiseseddel se at Erik åbenbart er besat af Anni. Og ovenikøbet kunne en veninde fortælle at Anni er hans seksuelle fantasi. Jeg forstår ikke helt hvor sensationen ligger. For nu er de jo gift, så man skulle mene det var et meget godt udgangspunkt, ikke?

17/04-2009

har man sagt a ...

Så blev The Pirate Bay's bagmænd sgu lige idømt fængselsstraffe for at have gjort det muligt at downloade piratkopierede filer. Og nej, de havde ikke selv ting liggende, de formidlede så at sige bare kontakten med et fildelingssystem der vel at mærke også bliver brugt til at dele helt lovlige filer.

Så nu bliver det spændende at se hvornår folkene bag Den blå Avis bliver dømt for det samme. Jeg tror ikke mængden af hælervarer i den avis er ubetydelig, og reglerne er vel ens for Loke og for Thor, ikke?

16/04-2009

(over)fortolkning

Min uddannelse har blandt andet lært mig at kigge ind bag overfladen for at se hvad der gemmer sig i en tekst. Og det er ikke altid rare ting.

Lad os nu tage et eksempel som Mariehønen Evigtglad – en sang min datter udviser nogen interesse for. I den møder vi mariehønen Evigtglad der er ude at gå tur hvorpå hun bliver overrasket af uvejr. Vi formoder at det ikke bare er en skylle, for selvom hun tilsyneladende kun får ”våde tæer”, så bliver der senere i sangen talt om ”torden, regn og vind.” Hun har altså brug for ly, og hvor finder hun så det? Hos Søren Snegl, altså hos en mand der ejer fast ejendom – noget Evigtglad åbenbart ikke selv gør.

Søren lukker hende beredvilligt ind, men ikke bare af sit gode hjerte. Nej, Evigtglad bliver til ”madam Snegl” og betaler altså åbenlyst for ly – altså sikkerhed – med sex. Og ikke bare sex, for hun ophører jo med at være mariehønen Evigtglad og bliver som sagt til madam Snegl i stedet. Det er altså hele hendes identitet der går tabt og underlægges manden. Alt sammen fordi han har magten og midlerne, mens hun kun har sit køn.

Jeg ved ikke om jeg har lyst til at synge den sang for mit barn mere.

15/04-2009

lavalder

Der bliver igen talt meget om at nedsætte den kriminelle lavalder. Men som jeg vist har skrevet her på siden tidligere: har I mødt en 12-årig for nylig? Har I set ordenligt på ham? Er det ikke straf nok?

04/04-2009

tillykke, Fogh

Så blev Fogh alligevel generalsekretær. Tillykke med det, NATO, så må vi bare håbe at han har lidt mere styr på hvad han tror og hvad han rent faktisk ved næste gang han er med til at starte en krig.

Men omvendt kan man jo også spørge sig selv om ikke den lille løgn om masseødelæggelsesvåben har været med til at sikre ham hans nye job? For mon ikke deltagelsen i Irak-krigen er en væsentlig årsag til at USA anbefalede lige netop Fogh? Og så er næste spørgsmål: hvor længe har han egentlig haft kig på den stilling?

Dog er der en lille dråbe malurt i bægeret. For mens han har søgt jobbet i NATO kan man jo ikke ligefrem påstå han har passet sit gamle job som statsminister. Han har nærmest været arbejdsløs, så der kunne Claus Hjorth godt have holdt lidt øje med ham. For normalt er det altså ikke nok at søge et job på tre-fire måneder hvis man vil have penge fra staten.

02/04-2009

når vi nu ikke er så gode til fodbold ...

Så er det da rart at vi er gode til noget.

Men jeg tror nu ikke helt på danske unge ligefrem er europamestre i druk. Jeg har i hvert fald så sent som i lørdags set en del der på ingen måde kunne håndtere deres beruselse. Så hvis vi mener det her alvorligt og vil gå efter verdensmesterskabet, så kommer det altså til at kræve hård træning. Hvad siger I, unge mennesker, er I klar på at tage i træningslejr?

31/03-2009

comedy lab nu på torsdag

Hvis du ikke har noget at lave torsdag og har lyst til sjov og halløj, så tag et smut forbi Café Kino på Øresundsvej 6. Der blænder jeg nemlig endnu en gang op for stand-up eksperimentariet Comedy Lab - denne gang med special guest stars i form af teatersportsgrupperne Det hvide Snit og De gales Division. Jeg står selv for improviseret stand-up og kan også love lidt jokes om X-factor og andre vigtige begivenheder.

Og hvis du er på Facebook og vil melde din ankomst, så klik på dette link.

29/03-2009

CO2 og brændende bjørne

I går skulle vi alle sammen slukke lyset for at gøre opmærksom på den globale opvarmning. Man kunne læse mere om kampagnen på burningpanda.dk og det synes jeg stiller et interessant spørgsmål: er det i virkeligheden CO2-neutralt at fyre med pandaer?

Men det er alt sammen fint nok, selvom jeg personligt synes man burde starte med at få butikkerne til at slukke deres lys om natten. For helt ærligt, når du vandrer hjem fra byen klokken kvalme om morgenen, har du så brug for at kunne se hvad Fætter BR har at byde på? Eller også bør man lære af dengang vi sidst slukkede lyset over hele Danmark, nemlig under besættelsen. For en kampagne er sikkert meget god hvis man vil have folk til at slukke lyset, men jeg tror alt andet lige at truslen om bomber virker bedre.

28/03-2009

x-factor

I går kunne man læse på en eller anden spiseseddel at Pia Kjærsgaard åbenbart holdt med Muhammed i X-factor finalen. Og det undrer mig ikke - hun håbede sikkert på han ville få succes nok til at tage en lang turné i udlandet.

24/03-2009

lorteikon

Nu skal jeg lige have jeres mening. Og jeg må lige understrege at jeg ikke kunne finde på at stille ledende spørgsmål, for jeg vil have jeres uforbeholdne, upåvirkede mening. Og spørgsmålet er: er jeg den eneste der er røvhamrende pissetræt af den lille lortebøssesmølf af et hjælpeikon der stikker hovedet frem i tide og utide når man bruger sin computer?

Nej, vel? For den er jo spild af min og alle andres tid. ”Hej hej, jeg er mr. Clips, jeg er irriterende. Jeg kan se du er ved at skrive et brev, skal jeg hjælpe dig med det?” Nej, du skal lukke røven. Men når man så ber den lille lort om at skride, så skal han jo lige gå fire gange rundt om sig selv og kigge bebrejdende på dig før han forsvinder. Og på et eller andet tidspunkt ender det jo med at man har brug for ham alligevel fordi Word i bund og grund er mere kompliceret end instruktionsbogen til Barsebäck. Men er mr. Clips så sur og fornærmet? Nej, han er stadig lige så glad og utålelig som han hele tiden har været, og det er måske det som gør mig allermest irriteret.

Men man kan jo også vælge andre ikoner end mr. Clips. En lille hund, en sød kat eller måske en bold der kan hoppe. Og ud over de ikke er mindre irriterende, så beviser det jo bare at der ikke findes onde mennesker i Microsofts verdensbillede. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig Darth Vader, Sauron eller Pia Kjærsgaard der forsøge at lave en power point-demonstration af hvordan de vil besejre oprørerne/hobitterne/indvandrerne og så lige kalde en glad, hoppende bold frem på skærmen.

19/03-2009

sagen om det blå ringbind

Det vakte stor opstandelse og ikke mindst al, al for megen medieomtale da Josef Fritzl blev ført ind i retten forleden. For i den forbindelse havde han valgt at skjule sig ansigt bag et blåt ringbing! Men bare rolig, østrigske myndigheder beroligede de oprevne snagere seere og fortælle at det skam var mandens eget personlige ringbind. Pyha, siger jeg bare. For ville det ikke være forfærdeligt hvis manden der i 24 år holdt sin datter indespærret i en kælder også havde stjålet et ringbind?

18/03-2009

at oversælge en vare

Jeg drikker lige nu en flaske kildevand af mærket “Mimers brønd.” På den kan man læse følgende informative stykke tekst: “Mimers brønd, visdommens brønd, ligger ved roden af verdenstræet Yggdrasill. Brønden vogtes af jætten Mimer, som hver morgen drikker vand fra børnden af Heimdals horn, der ligger gemt under Yggdrasil.”

Så langt så godt. Men så drejer man lige flasken lidt og læser at der er tale om “vand fra den jyske hede.” Se, jeg kommer ikke så meget i hedelandet, men jeg tror man ville have hørt om det hvis verdenstræet stod derude. På papiret er det i hvert fald en lidt federe turistattraktion end Himmelbjerget. Men det giver heller ingen mening. For jeg må indrømme at det ikke umiddelbart er visdom jeg forbinder med Vestjylland.

13/03-2009

evolution

Det er jo Darwin-år i år, og meget passende faldt jeg over denne her lille bit i arkivet her forleden. Den kom aldrig til at fungere på scenen, men jeg synes stadig det er utroligt sjovt. I al ubeskedenhed, naturligvis.

Jeg er meget fascineret af evolutionen. Jeg kan godt lide tanken om at vi mennesker er en del af hele denne her store maskine og langsomt udvikler os mod at blive mere og mere perfekte. Det er også derfor det gør ondt på mig når jeg ser grimme børn. De er et tilbageskridt.

Men så læste jeg en artikel om krokodillen og fandt ud af at den ikke har udviklet sig gennem de sidste 300 millioner år eller noget i den stil. Det vil altså sige at for tre hundrede millioner år siden kikkede evolutionen ned på en lidt fedladen, knortet øgle med skæve tænder og sagde: ”det er det bedste jeg komme op med. Det bliver ikke bedre end det her – tak skal I have, nu går jeg ud og drikker øl.” Den tanke synes jeg er lidt deprimerende – ikke mindst for krokodillerne som måske har tænkt: ”kan vi få en tommelfinger? Eller kan vi i det mindste blive kloge nok til at opfinde dentalteknik, for de her tænder er sgudda helt håbløse.”

Men hvis evolutionen ikke har sans for æstetik, så har den i det mindste humor. For krokodiller kan nemlig bide med et tryk på flere tons, men den har ikke skide mange kræfter når det gælder om at åbne munden. Derfor var der som bekendt en meget begejstret australier der for nogle år tilbage fandt ud af at men hvis hvis man sæter sig på ryggen af evolutionens pragtskabning og holder den om munden, så kan den ikke gøre noget. Ud over at ærgre sig over den ikke brugte bare lidt af de sidste 300 millioner år på at udvikle længere arme.

10/03-2009

kære doktordame

Tak fordi du gad at undersøge min datter, og ikke mindst tak fordi du roste hende så meget. Jeg har godt nok kun været far i lidt over en måned, men jeg fornemmer allerede nu at forældre bliver utroligt glade når man roser deres barn – og der er jeg ingen undtagelse. Og jeg ved godt at du er professionel og sikkert altid sørger for at tale pænt om de børn du undersøger, men derfor må det også have været rart for dig at der lige netop i vores tilfælde var så meget at rose.

Dog vil jeg lige påpege en lille ting. Du skal nok holde lidt igen med at fortælle os og andre forældre hvor flot det er at vores barn har taget så meget på. Ikke fordi, det er da noget af en bedrift at øge sin kropsvægt med knap 40% i løbet af en måned, men den slags ros kan godt give bagslag. Hvis man nu for eksempel har et grimt og besværligt barn (og det er da altså folk der har – de kan bare sjældent se det selv), ja, så kan man jo være fristet til at gå efter det man kan få ros for: vægten. Og det bliver hurtigt en ond cirkel. For det er jo ikke alle overvægtige der kan få deres eget program sammen med Anders Matthesen.

Og nej, det er faktisk ikke så usandsynligt som det lyder. Jeg har et utroligt smukt og intelligent barn (sådan objektivt set), men efter besøget hos dig, kære doktordame, så overvejede jeg alligevel kort at skifte modermælken ud med ren fløde eller måske lunken palmin. Bare for at være sikker på hun også får ros næste gang.

07/03-2009

Comedy Lab - nu med frugt og flæsk

På tirsdag kl. 20 er der igen Comedy Lab på Café Kino og jeg synes du skal kigge forbi. Der vil være improcomedy med blandt andre Sanne Søndergaard og veteranen Morten Møller, mens Martin Høgsted, Rasmus Olsen og Anders Stjernholm skal bevise at man sagtens kan skrive gode jokes på bare en time. Og så kommer performancepoeten Jacob Halgreen og laver sit ganske vanvittige "the frugt og flæsk show". Jeg ved ikke helt præcist hvad det går ud på, men jeg ved at det er poesi som åbenbart kræver en del afdækningsplast.

Det er tirsdag d. 10. marts, det er kl. 20, det er på Øresundsvej 6 og det koster 50 kr - dog halv pris hvis du er studerende. Og husk du som altid kvit og frit kan hente og/eller høre vores podcasts på comedylab.dk. Vi ses!

04/03-2009

svaret er: sandsynligvis

En annonce på Facebook spørger mig: "er du smarter end en gennemsnitlig Dansk?" Jeg ved det ikke, men jeg gætter på jeg er klogere end dem bag annoncen. Eller, jeg staver i hvert fald bedre.

02/03-2009

kære journalister

Jeg er ikke skuffet – jeg er ved at være vred. I den seneste tid hvor debatten om skattereformen har raset i medierne har alt for mange af jer desværre ikke levet op til jeres rolle som vagthunde. I stedet har vi fået det ene mikrofonholderinterview efter det andet i et knæfald for regeringen der bør gøre Berlusconi misundelig.

Et af de værste eksempler kunne man se i aftenens 21 tv-avis. DR har regnet lidt på hvad en sygeplejerske kan tjene på at gå fra 30 til 37 timer om ugen, og den samlede skattegevinst viser sig at være under 600 kroner. Det foreholder man selvfølgelig Skatteministeren som svarer at den beregning sørme ikke kan passe, men at man kan gå ind på Skatteministeriets hjemmeside og lave den helt rigtige. Og det får selvfølgelig ikke værten til at stoppe. Hun bider sig fast og forlanger hvordan det hænger sammen med at det erklærede mål med reformen er at belønne dem der tager en ekstra tørn. Nånej, det var jo faktisk lige præcis det der ikke skete. I stedet får Skatteministeren lige så stille lov til at glide af. Men det er der selvfølgelig en god grund til. For senere i udsendelsen skulle vi jo høre at man nu kan få doggy bags med hjem fra restauranter. Og set i lyset af den slags ”breaking news” er det da klart der ikke er tid til kritiske spørgsmål. Eller for den sags skyld bare at bede politikere forholde sig til fakta.

Se, hvis det var en enlig svale var der ingen ko på isen, men det er jo på ingen måde tilfældet. På TV2 NEWS kunne man næsten samtidig se to af de allerstedsnærværende politiske kommentatorer diskutere hvor dygtig Lars Løkke havde været sådan rent taktisk. Og sjovt nok var der ingen der spurgte om det er særlig dygtigt – sådan set fra et håndværksmæssigt synspunkt – at lave en reform der først for alvor er gennemført i 2019, men som med stor sandsynlighed bliver lavet om hvis bare et mandat skifter side. Jeg har heller ikke hørt mange journalister spørge hvordan man får råd til at lave skattelettelser til stort set alle eller hvordan man kan insistere på at skattestoppet holder når det kun holder indtil regeringen har brug for det ikke holder.

Og ja, jeg ved godt at et journalistisk princip er at høre modparten, og det har man da også i vid udstrækning gjort. Men vi må ikke glemme hvem der sidder på magten. Det gør VKO-flertallet. Og hvis pressen stadig bilder sig ind at være ”demokratiets vagthund”, så må de også turde gå i flæsket på dem. For at holde mikrofoner, det er sgu ikke særlig modigt.

01/03-2009

klubtour

I næste uge starter nummer 1, 2 og 3 fra det nyligt afholdte DM i stand-up deres tour rundt i landet. Jeg skal med som vært og glæder mig som et lille barn. Dels er Martin Høgsted, Morten Wichmann og Rasmus Olsen en flok sjove (og flinke) folk, og dels er det efterhånden et par år siden jeg sidst var på tour, så jeg har meget materiale der trænger til at blive luftet. Mit endelig sæt ligger ikke helt fast, men lur mig om der ikke kommer noget om terror, om politik, om X-factor, om vikinger og Facebook og ikke mindst om min nye status som familiefar.

Og ja, min kun lidt over en måned gamle datter skal selvfølgelig med på tour. Hun har ikke så mange jokes endnu, men er gået i tourtræning og opfører sig generelt som en rockstjerne. Hvilket vil sige at hun sover og brækker sig en del og bruger det meste af sin vågne tid på at røre ved bryster. Indsæt eventuelt selv en halvfesen trommehvirvel her hvis du føler det hjælper joken.

Touren starter onsdag d. 4. marts på Tapperiet i Køge, og resten af datoerne kan du se her. Vi ses!

26/02-2009

stand-up for revyen

Hvis du skynder dig, så kan du stadig nå at fange et ganske særligt stand-up show her i aften. Sammen med Mette Frobenius, Anders Stjernholm, Sanne Søndergaard og Kaspar Bang forsøger jeg mig nemlig med at fortolke gamle revytekster og fremføre dem som om de var skrevet af komikere i dag. Personligt har jeg kastet mig over en af 30'ernes helt store revyforfattere, Anker Hansen, der blandt andet har følgende at sige om ungdommen: "Ungdommmen havde meget bedre af at sidde hjemme om aftenen i stedet for at hænge rundt på varieterne og hidse hinanden op med citronvand og kaffeerstatning." Og hvis det ikke er comedy, så ved jeg sgu ikke hvad er.

Du kan også opleve fortolkninger af Liva Weel, Poul Erik Krogen og selveste Dirch Passer. Det er på Revymuseet Allégade 5, billetter koster 75 kr. og vi starter kl. 19:30 i aften. Vi ses!

25/02-2009

spørgsmål

Kan nogen venligst svare på et eller flere af disse spørgsmål for mig:

1. Hvis det er så altafgørende at få sat reformen i gang nu, og man derfor vælger at haste forhandlingerne igennem, hvorfor venter man så til 2010 med at implementere den for alvor?

2. Og hvordan tør man vente til 2010 med den reform der skal afhjælpe finanskrisen når den nu formåede at ramme landet på mindre end et år?

3. Hvordan kan man have et skattestop der gælder nu og så først gælder igen efter reformen? Jeg mener, det er vel ikke rimeligt at man insisterer på andre skal holde sig til en fuldstændigt latterlig regel hvis man selv må bryde den når man vil, vel?

4. Hvem er det lige præcist der skal arbejde mere på grund af lettelserne i topskatten? Er det bankdirektørerne med en 50+ timers arbejdsuge der skal tage en avisrute eller hvad?

5. Hvad lyder umiddelbart som den mest logiske måde at få samfundsøkonomien i gang: A – at man giver flere penge til de rige som så skal arbejde mere for at betale mere i skat og på den måde pumpe flere penge ud i samfundet hvorefter der bliver råd til at ansætte nogle af de primært lavtuddannede som er ledige? Eller B – at man bruger pengene på offentlige investeringer hvor man nærmest direkte giver arbejde til dem der nu er arbejdsløse?

6. Hvem vil du umiddelbart mene bruger flest penge til gavn for samfundsøkonomien og hvem vil du umiddelbart mene sparer mest op: dem med mange penge eller dem med relativt få penge?

7. Hvordan sikrer man bedst grundlæggende ændringer i landets lovgivning: ved at lave et snævert forlig med et flertal der muligvis ikke er der efter næste valg eller ved at lave et bredt forlig som binder partierne uanset hvem der er statsminister i fremtiden?

23/02-2009

konsekvens

Dansk Folkeparti har som bekendt foreslået at ALT islamisk skal ud af de danske skoler. Så den logiske konsekvens må vel være at blækregninger i fremtiden skal laves med romertal. Eller runer.

Og ja, der er lidt bøvl med siden her. Der arbejdes på sagen.

17/02-2009

kirkens klamme hånd

Jeg har lige sørget for min datter officielt har fået et navn og er blevet registreret som samfundsborger. Det har gjort mig lidt sur. Ikke det med navnet, men det med at jeg skal sende papirerne til det lokale kirkekontor og som tak får en navneattest hvor der allerøverst står: ”Den danske Folkekirke.” Undskyld, men hvorfor er det lige at det stadig er kirken der står for den slags? Jeg mener, hvis det kan være et problem at myndighedspersoner i det hele taget er religiøse som hele tørklædesagen vidner om, hvordan kan det så ikke være et problem at det er et kirkekontor der registrerer samfundets nye borgere?

Jeg kan godt se det er en måde at give frelsekræmmerne lidt ekstra finanser så de kan sikre at der i det mindste er en til stede ud over præsten hver søndag. Men det er da på ingen måde rimeligt. Jo, staten må da gerne støtte kirken ligesom man støtter andre fritidsaktiviteter. Men ligesom du ikke sætter den lokale fodboldklub til at agere arbejdsformidling, så skal kirken holde sine klamme hænder fra statens arbejde. Og hvis den så ikke kan overleve på kommercielle vilkår, så må folkene bag jo søge noget støtte på linje med andre kultur- og fritidsudbud. Eller også må de spare på faciliteterne og rykke lidt sammen – det er jo ikke strengt nødvendigt at landets kirkegængere har en kirke hver.

16/02-2009

det bliver aldrig en rigtig joke

Jeg tror af og til at tv har for meget magt over unge mennesker. For hvad kan ellers være grunden til at en kun 13 år gammel pige fra Als vil være mor hvis ikke det er udsigten til en glansrolle i De unge mødre? Men det er selvfølgelig hvad der sker når X-factor sætter aldersgrænsen til 15.

07/02-2009

kageanmeldelse - citronmåne

Citronmånen bliver af mange betragtet som købekagens ukronede konge – en status denne tørre, svedende og forholdsvis uappetitlige kage på ingen måder fortjener.

Det starter allerede inden man åbner pakken med den halvmåneformede kage. Farven er ellers smukt skriggul og vidner om rigelige mængder E-numre og sukker – noget jeg normalt sætter pris på i en købekage. Men kagen sveder som en mand på 200 kilo der har løbet en maraton, og det viser sig da også at indpakningen nærmest skal skrælles af. Så det var med bævende hænder jeg skar et stykke og udsatte mine smagsløg for det.

Lad os starte med det gode: glasuren er ganske rigtigt fyldt med sukker og rummer antydningen af noget der kunne være dejlig citron. Det var det gode; resten af citronmånen er en klar stinker. Selve kagen er så tør at man fornemmer bageriet har taget produktudviklerens forslag om at lave en ”sandkage” alt for bogstaveligt, og der er kun to grundlæggende smagsnuancer: sukker og det dér der kunne være citron.

Politikens At Tænke Sig har i årevis insisteret på at den danske politistyrke primært lever af citronmåner, og hvis det er sandt forklarer det en del. For jeg ved at denne her kage giver mig lyst til at tæve nogen og sprøjte peberspray i ansigtet på dem – gerne dem som har lavet den. Eller som absolut minimum vil jeg her fra bloggen råbe et dybfølt ”perle!” efter dem.

06/02-2009

Khader går til kirken

Jeg ved godt det åbenbart er en gammel nyhed, men jeg har haft travlt med at blive far, så det er først nu jeg ser at Naser Khader skal til at læse teologi. Jeg synes det er et smart valg. Nu havde han jo ikke så meget succes med at få støtte fra vælgerne, men på denne her måde kan han da sikre sig at have gud på sin side.

Naser Khader er i forvejen cand. polit. - en uddannelse en del af landets politikere har bag sig. Og derfor er det jo lidt sjovt at Politiken.dk skriver at han vil fordybe sig i adskillelsen af kirke og stat, men i øvrigt kan få meritoverført dele af sit studie.

Ved udsigten til at få en muslimsk præst udtaler Søren Krarup i øvrigt at Dansk Folkeparti ønsker et totalforbud mod religiøse symboler i danske kirker. Til gengæld vil han gerne have lov til at ryge cerutter.

04/02-2009

ny podcast fra comedy lab!

I starten af december havde Comedy Lab besøg af Simon Talbot, Sanne Søndergaard, Rasmus Olsen og poetry slammeren Peter Dyreborg. Desuden spillede Niels Forsberg og Labs til lejligheden dannede husorkester julesange og jeg var som altid vært. Det hele blev optaget og det bedste kan nu downloades som podcast på comedylab.dk Og der var meget af det gode, så vi blev nødt til at lave podcasten i to dele for at få det hele med. Fik jeg sagt det er gratis?

Rigtig go’ lytter - jeg håber vi ses når der er Comedy Lab på Café Kino igen d. 12. februar kl. 20.

31/01-2009

er det pænt?

Normalt når danske soldater vender hjem fra internationale missioner gør man ikke meget stads af dem. Men det skal være slut. I næste måned bliver 600 hjemvendte soldater hyldet i Holstebro Musikteater hvor blandt andet Poul Krebs optræder med en sang han har skrevet til lejligheden. Og så bliver jeg nødt til at spørge: er det ikke lidt tarveligt at udsætte folk der lige er kommet hjem fra krig for det? Og risikerer man ikke at der sidder en soldat eller to under koncerten og tænker: ”ja, Johnny er faktisk lige ved at bli’ sindssyg.”

Men god fornøjelse. Og velkommen hjem.

30/01-2009

kære Mads Vangsø

Du har i dag indrykket en stor annonce i Ekstra Bladet for egne penge. Her spørger du om en skudsikker vest til din datter Rigmor er fradragsberettiget når der nu er alle de skyderier på åben gade for tiden. Og årsagen er, forklarede du i morgen-tv her til morgen, at vi ikke bare må acceptere de her nedskydninger på åben gade. Fint nok at du blander dig i en offentlige debat på en anderledes og meget synlig måde, men det ændrer ikke på at det du siger er noget værre vås.

Folk accepterer jo netop ikke de her skyderier – noget de sidste dages massive mediedækning burde vidne om. Du siger selv, Mads, at det overhovedet ikke er det samme at din datter risikerer at blive kørt ned, men hvis der er noget vi accepterer, så er det da trafikdrab. Du ser jo ikke mediedækning, politikere der råber op og alvorlige interviews med politiet hver gang en bliver dræbt i trafikken. Men det er måske fordi det sker hundredevis af gange hvert år. Det er måske fordi trafikdrab rent faktisk er accepteret og bare bliver betraget som hændelige uheld. Men det er det jo ikke. Langt de fleste trafikdrab hænger sammen med fart. Så i sidste ende har ham eller hende der helt bevidst kører lidt for hurtigt for at nå et eller andet latterligt møde langt, langt større risiko for at dræbe din datter end de tosser der render rundt på gaden med våben.

Men jeg kan da godt forstå medierne ikke gider beskæftige sig med noget så kedeligt som trafikuheld. For så kunne de jo ikke bestille andet. Og det samme gælder politikerne. For det koster næppe stemmer at forlange konsekvens over for folk med skydevåben, men lur mig om du ikke får en enkeltbillet ud af tinget hvis du begynder at forlange folk overholder hastighedsbegrænsningerne.

29/01-2009

kageanmeldelse - jamaicabrownie

I rækken af købekageanmeldelser er vi nået til et produkt fra Lidl. Jeg er så priveligeret at bo lige ved siden af sådan en butik, og man må sige at deres udvalg af købekage på godt og ondt er noget ganske særligt.

Der er ikke meget ved Jamaicabrownien der lokker. Den ligger i en kedelig foliebakke, har en kedelig indpakning, og det der senere viser sig at være en interessant kokosglasur får den i første omgang til at ligene en sær marmorkage. Men allerede da jeg lagde kagen i min kurv og mærkede hvor meget gods der var i den forholdsvis lille foliebakke havde jeg på fornemmelsen at det kunne være en vinder.

Lad mig starte med at sige: det har ikke meget med brownie at gøre. Selve kagen er en helt almindelige chokoladekage uden hverken smeltet chokolade, chokoladestykker eller nødder – noget jeg typisk forbinder med brownie. Til gengæld er krummen våd, nærmest fedtet, og smagen en smule melet. Så umiddelbart ligner det en kage undder middel. Men så når man ind til den midterste firkant af kagen og møder kokosglasuren som er af en helt anden støbning. Den er lidt drømmekageagtig med et strejf af appelsin (hvilket er imponerende, for så vidt jeg kan tyde er der ikke hverken naturlig eller kunstig appelsin i kagen). Den er også ekstremt sød, men det er bestemt ikke noget der trækker ned i min bog.

Alt i alt har kagen gode takter. Den er også meget drøj og ligger dejligt tungt i maven. Men trods den spændende smag fra glasuren bliver det i sidste ende en blandet oplevelse kun lidt over middel.

Afsluttende skal jeg lige nævne at det måske falder nogen for brystet at jeg anmelder købekage der jo af mange betragtes som usund spise. Det er et sejlivet rygte som imidlertid ikke har noget på sig. For hvis kage var usundt, ville vi så leve af det de første ni måneder af vores liv? Nej, vel. Så følg med i næste uge hvor jeg kaster mig over en klassiker: citronmånen.

28/01-2009

udanskhed

Otte års fængsel, så meget koster det at kidnappe en dreng. Og det er godt, mener anklageren i Oliver-sagen, for sådan en kidnapning er nemlig meget udansk. Undskyld, udansk? Det argument forstår jeg ikke helt, for hvad er så, hvis man må spørge, dansk kriminalitet?

Det kunne måske være børnemishandling. Forældrene fra Mou der systematisk mishandlede deres datter gennem fire år fik jo kun 5 måneders fængsel – noget mindre end de otte år for en kidnapning hvor barnet beviseligt ikke led fysisk overlast. Nu synes jeg generelt at hele ideen om at straffe folk hårdt er lidt idiotisk så det er ikke for at gå ind i en diskussion om Mou-sagen, men danskhed er den eneste forklaring jeg kan finde på forskellen mellem de to sager. Eller også er det bare fordi det var pigens forældre og ikke vildt fremmede der stod for mishandlingen – det er åbenbart mere i orden. Mere dansk. Det, eller også var retten mildere fordi man vurderede at det bare var revselse der gik lidt over gevind, ikke også, Søren Krarup.

27/01-2009

det bliver aldrig en rigtig joke

I en ny reklamefilm spørger de hvordan det er at være en Danpo Gårdkylling og svarer selv: ”helt sikkert.” Ah, ikke helt, vel? For det kan godt være du ikke har campylobacter, men hvad hjælper det hvis du kan se frem til at blive sat strøm til og få skåret hovedet af?

24/01-2009

the spoils of war

Israel har efterhånden fået trukket sine styrker ud af Gaza, så nu er spørgsmålet: hvad har de egentlig fået ud af det? Tillad mig at opsummere: De har fået vist omverdenen at den der krig de mere eller mindre tabte mod Libanon og Hizbollah bare var en enlig svale. De har fået dræbt hundredevis af palæstinensere – heraf en del børn som så i hvert fald aldrig kommer til at blive Hamas-folk. Regeringen har vist sig handlekraftig (læs: militant) og har dermed måske undgået at tabe til højrefløjen til næste valg. De har fået ødelagt en masse underjordiske gange så der ikke kan komme våben ind i Gaza – eller mad og medicin og den slags ligegyldigheder. Og nåja, så har de nok også sikret sig at tusinder og atter tusinder af palæstinensere der har mistet den smule de havde tilbage går og tænker: ”måske skulle man have givet ham der Adolf et par år til.”

Tillykke med sejren.

22/01-2009

kageanmeldelse - banan bites

Købekage er et emne der fylder alt for lidt i medierne. Det vil jeg gerne råde bod på og derfor kan du hver torsdag eller fredag finde en anmeldelse af dejlig købekage her på bloggen. Så du ved hvad du kan mæske dig med i weekenden – eller hvad du skal holde dig fra.

Vi starter med et relativt nyt product fra Bisca/Karen Volfs ”bite size”-serie, nemlig banan bites. Der er – som med alle ”bite size”-kagerne – tale om en lille, chokoladeovertrukket kage der uden besvær kan hapses i en mundfuld eller to. Indpakningen er meget gul, der er billeder af friske bananer på, og jeg skal love for at man også bliver mødt af en ram duft af selvsamme frugt når pakken åbnes. Eller, i hvert fald noget der næsten, men ikke helt, ligner banan.

Chokoladen er sprød og selve kagen har en blød og let fugtig krumme – en yderst vellykket kombination. Og kagens farve ser naturlig, nærmest hjemmebagt, ud, så umiddelbart ligner det en vinder. Men desværre skuffer smagen den altoverskyggende lugt af syntestisk banan i sidste ende. Og dog, for selvom jeg ikke er imponeret beslutter jeg mig for at give dem endnu en chance dagen efter første prøvesmagning, og her er det som om noget af det syntetiske er dampet af. På andendagen er både banansmag og –duft mere diskret mens chokoladen holder sin sprødhed og – imponerende nok – kagen det meste af fugten. Og selvom det stadig ikke er min yndlingskage, så kan den uden tvivl anbefales til dem der for eksempel nyder en skumbanan i ny og næ. God appetit.

16/01-2009

selverkendelse eller mangel på samme

Jeg kan lige så godt komme ud med det: jeg er et skidt menneske. For da jeg her til aften tændte for X-factor var det ikke for at se dem der rent faktisk har X-factor. Nej, jeg tænder for at se dem der ikke har det. Eller endnu bedre: dem der får en til at tænke om programmet ikke burde hedde ”X-men” fordi det kræver mutantkræfter at være så talentløs.

Og DR skuffer ikke. Når først de er færdige med det min gamle chefredaktør på Chili kaldte for ”ugens glade krøbling”-historier, så bliver der i den grad åbnet for mutantbuffeten. Og det er sjovt. Rigtigt sjovt. Lårklaskende morsomt, faktisk.

Men det er også bekymrende. Ikke så meget kvaliteten programmet – det er med tv-programmer som det er med politikere: vi får grundlæggende dem vi har fortjent. Og nej, det er egentlig heller ikke den ikke uimponerende mangel på talent der åbenbart er i Danmark som bekymrer mig – X-factor er jo intet sammenlignet med et hurtigt besøg på Sams Bar. Nej, det der bekymrer mig er deltagernes totale mangel på selverkendelse. For tror de to Vejle-drenge rent faktisk at de er sangstjerner? Hvem er det onde menneske der har bildt den søde irakiske pige ind at hun kan synge? Og vigtigst af alt: når nu en stå stor del af alle de tusindvis af tosser mennesker der stiller op til X-factor åbenlyst mangler selverkendelse, er præcis det samme så sket for mig engang?

Jeg håber det ikke. Men hvis det skulle ske at jeg engang stiller mig i kø til et talentshow fordi jeg har fået topkarakter på mellemniveau i SingStar, er du så ikke lige rar at stoppe mig? Tak.

15/01-2009

kreative terrorister?

Et fly er åbenbart nødlandet på dramatisk vis i USA et sted og det er TV2 NEWS sandelig glade for. Man mener vist at det er fugle der er skyld i ulykken, men alligevel er man på NEWS lige i gang med at høre om det måske alligevel kan være terrorister der står bag. Personligt synes jeg duer kan være pænt irriterende, men ligefrem at kalde dem terrorister er måske så meget. Men det kan jo også være at NEWS tænker Al-Qaeda har optrænet terrormåger eller noget i den stil. Og hvis det er tilfældet synes jeg vi skal være lidt bange for dem.

13/01-2009

løgn på løgn på løgn

Mens det efterhånden skulle være sikkert og vist at Israel i deres afskyelige krig mod den palæstinensiske befolkning bruger ulovlige våben spreder deres løgne sig som gift. Der var blandt andet løgnen om FN-skolen. Den blev bombet, sagde israelerne, fordi Hamas skød fra den. Og først senere – efter løgnen havde fået rigelig plads i pressen – kom det frem at det sgu var et hændeligt uheld med en mortér der åbenbart kan skyde 30 meter ved siden af. 30 meter lyder ikke af meget, men det var det for de 43 mennesker der havde søgt tilflugt i skolen og blev bombet ihjel.

Men den værste løgn – en løgn som Statsministeren så sent som i dag gentog på sit pressemøde – er at Hamas brød våbenhvilen. Selv hvis vi ser bort fra at israelernes skamløse tyveri af palæstinensernes land, frihed, job og levevilkår er et langt mere ødelæggende angreb end Hamas’ raketter, så er det et faktum at det var Israel der brød våbenhvilen da de 4. november bombede mål i Gaza. Israel, ikke Hamas.

Og ja, hr. statsminister, jeg ved godt du ikke har så gode erfaringer med at holde dig til sandheden – det må siges at være noget vælgerne efterhånden ved og ikke bare tror. Men i denne her situation er det ikke dit job det handler om, så måske kunne du tage dig sammen og tjekke fakta før du udtaler dig.

12/01-2009

en sorgens dag

Jeg har netop læst en nyhed som fylder mig med sorg. Hverken Søren Krarup eller Jesper Langballe stiller op til næste folketingsvalg. Og det er sgu triste nyheder, for hvor skal jeg nu få mine jokes fra? Naser Khader siger du? Jo, han har da været storleverandør, men det føles efterhånden som at sparke til en der allerede ligger ned.

Så er der selvfølgelig Simon Emil Ammitzbøll og Borgerligt Centrum. Men jeg har bare på fornemmelsen at de sagtens kan være lattervækkende uden mig. Jeg mener, her starter manden et nyt parti og hvad er hans største mærkesag: at folk skal have lov til at ryge hvor de vil. Ja ja, jeg ved godt det grundlæggende er noget med regler, personlig frihed og regeringens hang til at detailregulere, men så kunne man måske have valgt en bedre sag end at folk skal have lov til at ryge. For eksempel må man jo for tiden heller ikke gifte sig og bo sammen med den man vil, man må ikke være på dagpenge uden at skulle spilde tiden på at søge jobs man aldrig får og man må ikke gå til gruppeeksamen fordi det er socialistisk ballademageri og hvad ved jeg. Men næh nej, Simon Emil vælger at nævne rygning og lukkelov, for det er sgu dér skoen trykker.

Men heldigvis når fætter Krarup lige at komme med lidt guld. I følge Politiken.dk så har han nemlig aldrig haft hjertet med i det der politik – noget der næppe kommer som en overraskelse for de mennesker der er blevet ofre for hans ideologiske korstog mod alt der ikke er rødgrødsdansk. Næh, der har været tale om en national værnepligt som han aftjener i Folketinget. Og det forklarer jo så meget. For jeg har været værnepligtig og jeg ved hvordan det foregår. Vi fik en brandmandsuddannelse (jeg var i Beredskabskorpset), vi havde alt udstyret og vi var fandme klar hvis vi skulle ud at hjælpe med en brand. Men de ikke-værnepligtige – de rigtige brandmænd – de vidste jo godt at det vi var, det var lallende amatører. Så de gjorde forståeligt nok hvad de kunne for at holde os udenfor så meget som muligt. Og måske – nu tænker jeg bare højt – måske skulle man have gjort det samme med Krarup.

09/01-2009

Bertel taber småkagerne

Bertel Haarder synes det er en knippelfin hvis der var mere bøn i de danske folkeskoler. Kristen bøn, naturligvis - hvis det var muslimer der ville bede på skolens område i skoletiden skulle man sgu nok få sat en stopper for det svineri. Eller, måske kan han godt selv se at det var lidt dumt sagt så nu prøver han at trække udtalelsen tilbage igen. Men jeg synes det er sjovere hvis han ikke får lov til det, så jeg støtter mig til første artikel.

Der siger han blandt andet at det (Fadervor) er en vigtig del af vores kulturskat, og det er et argument jeg ikke altid forstår. For bare fordi man har gjort noget i en lang periode er det jo ikke nødvendigvis en god idé. Kolonisering, plyndring og voldtægt er for eksempel også noget vi danskere har gjort os meget i, men næppe noget Undervisningsministeren vil have på skoleskemaet. Selvom jeg må indrømme, Bertel Haarder og hans kumpaner kan snart ikke overraske mig mere.

06/01-2009

LA vs. BC

Der sker spændende ting i dansk politik for tiden. Naser Khader har forladt Liberal Alliance og samtidig med det stifter Simon Emil Ammitzbøll et nyt parti kaldet Borgerligt Centrum. Ja, for borgerlige partier der arbejder over midten har vi jo slet ikke nok af i Liberal Alliance, Venstre, Konservative, De Radikale og Socialdemokratiet. Det kan jeg da godt se.

Khader gik åbenbart fra sit parti fordi han ikke længere måtte være formand, og til det kan man jo kun sige: Selvfølgelig må du ikke det, Naser. Du har jo kørt det parti fuldstændigt i sænk. Der var jo heller ikke et nyt job til kaptajnen fra Titanic, vel? I hans tilfælde nok mest fordi han døde. Men på den anden side kan man ikke udelukke at en død partiformand ville have gjort det bedre end Naser Khader.

Til gengæld har Khader sagt nej til at være med i Ammitzbølls nye parti, og det er nok den eneste fornuftige beslutning han har taget gennem de sidste par år. For at skifte fra LA til BC ville jo svare til at din bankrådgiver siger: ”jeg ved godt du har tabt lidt penge på Roskilde Bank, men jeg tror vi kan redde den ved at sætte alt i det der IT-factory.”

05/01-2009

sprogbøffer

Jeg har tidligere nævnt 3+'s dækning af amerikansk fodbold (se nedenfor), og nu er den gal igen. Eller, faktisk var kommentatorerne helt gode og endda til tider sjove under den skønne kamp mellem Ravens og Dolphins i går, men lidt galt gik det jo. For på et tidspunkt bliver Dolphins quarterback ramt hårdt af en Ravens linebacker, og det får Bubba til at sige: "Der kommer Ray Lewis lige i ansigtet på ham, ikk' å."

Den lader vi vist bare stå et øjeblik.

01/01-2009

dronningen - nu med dildo

Undskyld, men var jeg den eneste der undrede mig lidt over at dronningen havde valgt at stille erotisk legetøj op som pynt mens hun holdt sin nytårstale? Jeg forstår udmærket at en så udemokratisk institution som kongehuset har brug for at virke folkelig og med på noderne, men det synes jeg umiddelbart er at gå lidt for langt.

Men ellers og i øvrigt godt nytår til dig. Gid 2009 må være dig både velbehageligt og nådigt. Og måske rumme lidt færre mediehistorier om forbrugslån, topskat og andet ligegyldigt pis end 2008.

30/12-2008

tidshop

Nytårsnat bliver der sat et ekstra sekund ind lige inden midnat, skriver Jyllands-posten. Det er åbenbart nogen der hedder International Earth Rotation Service (IERS) der står for den slags, og det var et sted jeg måske godt gad at arbejde. For man kommer jo aldrig for sent. Hvis man er på vej til et møde, misser bussen og kan se der lige går ti minutter, så ringer man jo bare ind og siger: ”smid lige 600 sekunder ind sådan cirka … nu.”

Men jeg må indrømme jeg er lidt skuffet over at en organisation med navnet International Earth Rotation Service bare sidder og fedter med sekunder. Med det navn burde det jo være en stor sammenslutning af zen-munke der sidder i en pyramide af guld eller rav og siger ”huuuuummmm” for at få jorden til at dreje rundt.

Personligt ved jeg i øvrigt ikke hvad jeg skal bruge det ekstra sekund til. Umiddelbart tror jeg bare det betyder at det ikke er præcis når klokkerne slår man skal springe ned af stolen, men et sekund senere. Med mindre, selvfølgelig, man har justeret rådhusuret. Jeg aner et samtaleemne til nytårsmiddagen.

21/12-2008

Pias jul

Peters jul er en klassiker her i december måned. Men det der med at strikke og købe gaver der kan være i en jakkelomme er so last century. I stedet har jeg opdateret det klassiske rim lidt så det passer bedre på dagens Danmark. Rigtig glædelig jul.

Pias jul
Jeg glæder mig i denne tid
Nu falder julesneen hvid
Som danskens flotte farve
At Danmark er for danskerne
Og ikke for muslimerne
Det burde ikk’ forarge

Og ja, vi hylder Dannebrog
Og sværger ved den kristne tro
For sådan er det danske
Så derfor er vi utryg’ når
Mørkemændene på spring står
For det hele at forvanske

Vi vogter om den danske arv
Og skide være med andres tarv
De kan jo blive hjemme
Og om du må familien se
Eller bare gå en tur, hvem ve’
Det skal Pia nok bestemme

Vi har en tuneserlov
Som FN si’r er alt for grov
Fordi de er naive
Men hvis vi terror undgå vil
Må Høj’steret ta’ denne pil’
Og stoppe med at pive

Vi bestemmer alt som sker
Og kan du ikke li’ det her
Så kan du bare flytte
Vi tegner dem vi tegne vil
Men Bonnichsen vi sviner til
For han skal holde bøtte


Næ, burkagøgl og afholdsbal
Samt fredagsbøn og kød halal
Det kan vi ikke lide
Og hvis du ikk’ vil holde jul
Samt nyde grisens flæskesul
Så kan du bare skride

17/12-2008

Den her er til dig, Kenneth Schwartz, dit fede møgsvin

Hvis du får mulighed for at lave forretninger med ejendomsspekulanten Kenneth Schwartz Thomsen så vil jeg på det kraftigste råde dig til at lade være. Jeg har ikke engang handlet med manden, men bare boet i en af hans ejendomme, og det har indtil videre kostet min hustru og jeg små 20.000 kroner.

Det startede med vi efter flere måneders tovtrækkeri og breve med forsikringer om at ”nu var de altså udbetalt” opgav at få vores depositum på omkring 15.000 kroner tilbage. Man skulle ellers mene det var småpenge for et firma – Dansk Boligadministration – der vist var oppe og have en egenkapital på en halv milliard på et tidspunkt. Men næh nej, dem kunne vi glemme. Det gjorde så til gengæld at jeg kunne få lov at ytre den ekstremt voksne sætning: ”så kontakter jeg en advokat.”

Som sagt så gjort og nu ser sagen så ud til at være afsluttet. Kenneth Schwartz er meget belejligt gået konkurs og kan derfor ikke betale folk de penge han skylder. Det er vist lidt ærgerligt for Roskilde Bank, men endnu mere ærgerligt for mig – det var jo ikke fordi det gik godt for Roskilde Bank alligevel, jo. Der er selvfølgelig en lille chance for vi får lidt af vores penge om en tre-seks år når konkursboet er gjort op, men indtil da kan vi varme os ved tanken om den regning på knap treethalvttusind som advokaten lige har sendt til os. Og ikke mindst ved tanken om at Kenneth-drengen er blevet anklaget for skattesvindel og forhåbentlig får en del år i brummen, det fede møgsvin.

16/12-2008

Wuuuuuuu – jordskælv

Nyhederne taler om det, alle skriver om det på deres Facebook-updates, og endelig har vi noget andet end vejret at tale om. Og lur mig om ikke de par geologvenner jeg har er helt våde i trussen netop nu. Jep, lille Danmark har haft jordskælv og vi er helt oppe at ringe. For det er som om nogle ting godt kan være voldsomme ude i verden, men bare er hyggelige når de sker i Danmark.

Jordskælv i Pakistan – tusindvis af døde og hundretusindvis af hjemløse. Jordskælv i Danmark – det er noget at tale om på jobbet og sådan lidt hyggeligt. En national rutchebanetur uden alt for megen kildren i maven.

Når soldater i Congo hærger og begår systematisk voldtægt af kvinder som en bevidst krigsstrategi, så er det uden diskussion en tragedie af rang. Men at vikingerne gjorde næsten det samme, det er jo en del af vores nationale arv. Og nærmest sådan lidt hyggeligt.

Og når regeringer i arabiske lande spærrer deres borgere inde uden rettergang, så er det forkasteligt og et tydeligt bevis på hvor middelalderlige de muslimske lande er. Men når vi gør det samme herhjemme, så er det åbenbart god, dansk politik. Glædelig jordskælvsdag.

15/12-2008

kære 3+

Jeg kan godt lide det der football. Altså den amerikanske variant med de store mænd i rustning og de ekstremt komplicerede regler. Til gengæld er jeg ikke så begejstret for den flok 3+ har valgt til at kommentere kampene.

Jo, de er blevet bedre i løbet af sæsonen. De har mere ro, taler bedre sammen og virker i det hele taget mere vidende. Det sidste har de sikkert været hele tiden, men det er bare først nu man rigtigt fornemmer det. Men deres insisterende mishandling af det danske sprog får jeg det til gengæld sværere og sværere med. En ting er at Bubba ikke skelner mellem ”hans” og ”sin”. Det er et meget jysk fænomen og til at leve med. Men i løbet af den fantastiske kamp mellem Ravens og Steelers i går (hvor Steelers åbenlyst vandt på at have bestukket dommeren) var der alt for mange alt for grumme eksempler på sproglig misrøgt.

Der blev talt om ”værdsættelser”, om et forsvar der skulle ”funktionere”, og på et tidspunkt sagde en af værterne om en på banen at ”han er fantastisk en spiller.” Og lad os da heller ikke glemme perler som omtalen af to hold der hhv. fik ”slåsset sig tilbage” og blev ”ejected af finalen.”

Jeg ved godt det er en amerikansk sport. Jeg ved godt at meget af den viden værterne besidder stammer fra amerikanske medier, men, kære værter, det dér bliver I simpelthen nødt til at gøre bedre. Ellers siger Mads nok at hans forhold til 3+ ikke længere kan funktionere, så turner sit han sit tv af søndag aften og tænder i stedet for hans computer hvor han kan pirate sig frem til nogle værter han har større værdsættelser over for. Eller hvordan man nu skal bruge det ord.

09/12-2008

kære ...

… dig som handler i Føtex på Nørrebro. Næste gang du er ude at handle, så gør mig lige en tjeneste og kigger dig lidt omkring. Ja, det er rigtigt. Butikken er nemlig indrettet på en måde så der næsten ingen plads er mellem hylderne med varer. Og ja, det betyder at hvis du parkerer din kurv eller vogn midt i en gang mens du giver det enorme udvalg af flåede tomater din udelte opmærksomhed, så kan de andre kunder faktisk på ingen måde komme forbi. Og ja, lige præcis det samme problem opstår hvis du selv vælger at stoppe fordi dit blik er blevet fanget af en flot joggingdragt, men ikke lige kan overskue at gå lidt til siden. Og nej, Føtex er ikke et sted jeg nyder at opholde mig i længere tid. Så ja, jeg ville faktisk sætte utroligt stor pris på alt der kan få mig hurtigere gennem butikken. Tak.

05/12-2008

det her er sjovt

I forbindelse med Pernille Rosenkrantz-Theils sælgen ud skift til Socialdemokraterne siger Pia Kjærsgaard af alle: "vi kunne aldrig drømme om at optage nogle yderliggående." Hvorfor ikke, Pia? Fordi I allerede har dem I har brug for eller hvad?

04/12-2008

farlig, farlig buffet

Det er julefrokosttid og derfor også sæson for roskildesyge advarer politiken.dk. Altså den der sygdom der gør man vågner op i et telt man troede var ens eget ved siden af en svensker og tænker: hvem er han? Frygtelig, frygtelig sygdom som også gør det nærmest umuligt at gå i bad.

03/12-2008

tyverisikring

Tal tyder på at julen 2008 kommer til at slå alle rekorder når det gælder indbrud. Derfor er blandt andet Politiken.dk klar med gode råd til at indbrudssikre hjemmet. Et af dem er at få naboen til at fylde skrald i skraldespanden så den ikke sladrer. Hvis vi nu ser bort fra at det jo bare gør at tyven bryder ind hos naboen i stedet for (med mindre din nabo producerer abnormt meget skrald), så tror jeg ganske enkelt ikke på der findes tyve der roder en skraldespand igennem, men er for dovne til lige at ringe på døren for at se om man er hjemme.

Så lyt ikke til Politiken. Lyt i stedet til mig når jeg lige her giver dig forslag til ting der kan sikre dig mod indbrud:

1. I stedet for at rydde sne så det ser ud som om der er nogen hjemme, så hæld vand ud over indkørslen. Så skal tyven have skøjter med for at komme ind, og hvor mange tyve husker det?

2. Landminer. Men husk at sige det til postbudet. Og eventuelt dine børn.

3. Få en stor hund og lad den bo i huset mens du er på ferie. Efter to uger uden mad håber den jo ligefrem der kommer en indbrudstyv.

4. Lav fælder. Også fordi et hul med spidse, afføringsindsmurte bambuspinde ikke kun forhindrer tyven i at lave indbrud hos dig, men i at lave indbrud overhovedet.

5. De fleste indbrud bliver begået mellem 8 og 16, så den eneste måde at forhindre det på er at holde op med at arbejde. Så har man heller ikke råd til noget tyvene gider stjæle.

02/12-2008

skuffelsernes tid

December måned har altid været årets potentielt bedste. Da man var lille var der pakkekalender, konfektlavning, Nissebanden og hjemmebag, og senere kunne man se frem til julefrokoster, gløgg og tusind andre skønne ting. Men lad os være helt ærlige: julemåneden har også altid haft potentialet til at være årets mest skuffende.

Jeg har med tiden fået et ret afslappet og i grunden mere sundt forhold til alt det der med gaver, men sådan fungerer verden bare ikke når man er barn. Det var jo grundlæggende noget med at læse hele BR-kataloget igennem fra ende til anden (også sektionen med Barbie – bare for at være helt sikker på intet er blevet overset) og sætte kryds ved alle de flotte ting i farvestrålende plastik, hvorefter man ventede en hel måned med ondt i maven af spænding (og marcipan). Og så er det altså svært at blive begejstret over Danmarksspillet der har det fængende slogan: ”Lær dit land at kende på en ny og spændende måde!”

Men en af mine største juleskuffelser oplevede jeg først da jeg var en 18-19 år og i det lokale supermarked fandt en Star Wars julekalender. Det var lige omkring genudgivelsen af de oprindelige film og jeg var svært begejstret. Derfor var min skuffelse da også tilsvarende stor da jeg åbnede den første låge og ikke fandt en chokolade-tie fighter, en nougatbrun Darth Vader eller en spiselig storm trooper. Nej, i stedet lå der en lille, fesen vekaotromme og grinede af mig.

Men hvad med dig, hvad er din største juleskuffelse?

27/11-2008

kære taxa-mand

Først og fremmest: tak fordi du gider være på arbejde når jeg ikke er det. Tak fordi du holder klar ved Hovedbanegården når jeg kommer sent hjem med toget efter et job i Århus. Og ikke mindst tak fordi du gider køre mig hjem når jeg er alt for fuld til at cykle.

Men så stopper takken også. Fordi, kære taxa-mand, der er ingen grund til at køre 80 når du faktisk kun må køre 50. Jo, du er uden tvivl en fremragende bilist der sagtens kan klare høje hastigheder med en hånd på rattet og en telefon i den anden. Men alle de andre åbenlyst inferiøre trafikanter kan jo altså have lidt svært ved at håndtere en taxa der buldrer for fuld fart hen over et lyskryds hvor der var ”gult”. Og jeg kan da også godt forstå du gerne vil vise hvor hurtigt din Mercedes med automatgear kan accelerere, men måske er det ikke nødvendigt at hamre sømmet helt i bund når du nu kan se der er rødt 40 meter længere fremme. For du skal jo huske på, kære taxa-mand, at du arbejder med fulde folk. Og hvis man i løbet af aftenen har drukket rundt regnet 14 store fadøl og i øvrigt lige inden turen snuppet en to-tre lommeburgere fra McDonalds, så er ens mave ikke så glad for at blive æltet af hurtig acceleration og hårde opbremsning. Ja, du tjener måske en krone ekstra på at nå at holde for det røde lys, men hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg faktisk ikke de 500 spir det koster mig at kaste op ud over din Mercedes læderinteriør helt dækker udgifterne til rengøring.

Og ja, kære taxa-mand, jeg ved da godt at jeg måske lige kunne sige jeg ville sætte pris på du overholdt færdselsbegrænsningerne. Og jeg kunne også godt hjælpe dig lidt på vej og f.eks. fortælle at når der kun er en gul lampe der lyser i krydset, så betyder det ikke man skal gasse op for lige at nå over. Men, kære taxa-mand, er det nu også nødvendigt? Kunne vi ikke bare aftale her og nu at sådan gør du helt af dig selv næste gang jeg betaler dig for at køre mig hjem? Eller også kunne du, og nu tænker jeg bare højt her, måske bare køre sådan hver gang du har en kunde med i bilen? Så skal jeg til gengæld love aldrig nogensinde at kaste op i din Mercedes.*

* Men hvis du er en af de chauffører der kører Toyota, så kan jeg ikke garantere noget.

25/11-2008

Du ved dit hospital ikke bliver gjort ordentligt rent hvis...

Så er den sgu gal på landets sygehuse igen. Der bliver ikke gjort ordentligt rent, og lige netop når vi taler om sygehuse er det mildest talt ikke så godt. Derfor har jeg lige lavet en lille liste over ting du skal holde øje med når du besøger dit lokale sygehus.

Du ved dit sygehus ikke bliver gjort ordentligt rent hvis ...

1. Det er så støvet at du bliver indlagt med et brækket ben og kommer ud med astma.
2. Forskerne ikke opdrætter laboratorierotter, men bare fanger dem inde på operationsstuen.
3. Du hører en teenagedreng sige: "Her er lidt klamt, ikk'?"
4. Greenpeace holder vagt udenfor for at sikre der ikke slipper gift ud i samfundet.
5. Det har kontrakt med ISS.

25/11-2008

undskyldninger

En af de dømte i Tøndersagen vil ikke betale den misbrugte pige den erstatning han er blevet pålagt. Et af hans argumenter er at de 60.000 kroner jo er en halv bil, og så kan jeg godt se, så er det ikke rimeligt. Problemet er selvfølgelig bare, Gerhard, at hvis man tager hensyn til mærke og alder, så svarer stort set alle beløb jo til en halv bil, din store tosse. Men i det mindste brugte han ikke argumentet: "jeg har jo betalt hende en gang."

21/11-2008

hvis moral er godt ...

Venstres socialordfører mener nu at hjemløse skal have lov til at tjene lidt flere penge ved siden af kontanthjælpen. Og det lyder jo unægteligt som en god idé, da man lige nu højest får lov at beholde omkring syv kroner per times arbejde efter skat. Hvorfor det kun skal være lige netop hjemløse og ikke andre marginaliserede grupper der skal have glæde af det her ved jeg ikke, men ideen er ikke desto mindre ret god, synes jeg. Det synes de konservative ikke.

”Det skal kunne svare sig at arbejde,” messer socialordfører Vivi Kier i dag i Information og fortsætter gudhjælpemig: ”Men når de får syv kroner ud af det, så kan det godt betale sig.” Og det er så her jeg ikke kan følge med længere. For er de konservative ikke også dem der konstant himler op om at skatten på den sidst tjente krone skal ned?

Topskatten er i skrivende stund på 63% af den sidst tjente krone. Det vil sige at man – med mindre man har en virkeligt ussel overenskomst – burde få væsentligt mere end syv kroner ud af at arbejde lidt mere allerede som tingene er. Men jeg kan da godt se at syv kroner er meget mere motiverende for en hjemløs end for en direktør. Man får jo ikke megen golfferie for den slags penge, men man kan sagtens får en flaske kirsebærvin, jo.

18/11-2008

konsekvens?

Birthe Rønn Hornbech har foreslået at man nu skal overveje at tale med ekstreme islamister, men det vil velfærdsminister Karen Jespersen ikke høre tale om. Eller, hun vil gerne tale med dem, men det skal højest være for at sige "så' det ud!" Der bliver i hvert fald ikke tale om "samarbejde, partnerskaber eller indflydelse," siger hun til Jyllands-posten. Men hvis du ikke vil samarbejde med ekstremister, Karen Jespersen, vil det så sige at du ikke vil lave asyllovgivning med Dansk Folkeparti der jo som bekendt ønsker at flygtninge skal kunne placeres i lejre uden straf?

Nånej, selvfølgelig ikke. Det er jo kun islamiske ekstremister du ikke vil lade få indflydelse. Dem vi selv har fremavlet skal bare have lov at give den fuld skrue.

17/11-2008

... og et dødsfald

Har lige set på politiken.dk at Love Shops guitarist og producer Hilmer Hassig er blevet dræbt i noget så banalt som et trafikuheld. Lidt en tragedie - ikke mindst for dem af os der hele tiden har håbet på at Love Shop ikke var opløst, men bare holdt pause. Fordømt. Men så ved man jo nok godt hvilke nogle plader man skal høre de næste par dage.

17/11-2008

du ved du er shop-aholic hvis

Så har forbrugerismen sejret af helvede til. Den nye sygdom er at være shop-aholic og der skulle efter sigende være 300.000 der lider af det på landsplan. Hvilket selvfølgelig forklarer hvordan det kan lade sig gøre for Strøgets inkamusikere rent faktisk at sælge nogle af deres cd’er.

Men det er åbenbart et alvorligt problem som folk kommer i behandling for. Hvordan ved jeg ikke helt. For det er jo ikke nemt at leve et normalt liv når det at købe en liter mælk er et tilbagefald. Og nej, det er ikke kun kvinder der har problemet. Men på den anden side: at mænd kan gå shop-amok og købe oceaner af ubrugeligt lort burde ikke være nogen nyhed for dem der på et tidspunkt har set en fodboldkamp.

Spørgsmålet er selvfølgelig bare: hvordan kan man se om man lider af det der shop-aholisme? Jo, du kan f.eks. kigge på denne her lille liste:

Du ved du er shop-aholic hvis …
1. Du lige har købt nyt anlæg fordi det i entreen gik i stykker.

2. Banken ikke længere sender rykkere, men trusselsbreve. Eller en rocker der hedder Poul.

3. Du tit står på Hovedbanegården og spørger folk om de ”kan undvære to kroner til en tur i Lidl.”

4. Du overvejer hvordan du skal få din nye havetraktor op i din lejlighed på tredje.

5. Du ejer samtlige afsnit af Alf, Joey og Deal/No deal på dvd.

Hmm ... måske skal jeg lige holde lidt igen før jeg smider en masse penge efter det der Monsterpocalypse.

13/11-2008

de sorte fætre vender tilbage

Søren Krarup vil have lov til at slå sine børn. Den ret blev ellers afskaffet i 1997, men det kan da ikke være rigtigt, siger han i blandt andet Politiken, at samfundet på den måde må "tyrannisere familien og bestemme, hvad den må gøre." Han bliver støttet af fætter Langballe der endda mener at hvis flere forældre slog* deres børn, så ville der være meget mindre ungdomskriminalitet. Ja, for man hører jo faktisk aldrig om unge kriminielle der kommer fra hjem hvor de får tæsk, vel?

Og det stopper ikke der. Hele baggrunden er en kampagne som opfordrer voldsramte børn til at bede om hjælp uden for hjemmet. Og det mener Krarup faktisk er ligesom nazisme fordi nazibørn jo også skulle anmelde deres forældre. Og er kommer jeg uværgeligt til at tænke på at Pia Kjærsgaard engang har sagt om Krarup at han er så klog at han af og til kommer til at sige dumme ting.

Men hvad er det for noget med nazisme lige for tiden? Når Kim Larsen ikke længere må ryge – så er det ligesom nazismen. Når Krarup ikke længere må tæve sine børn – så er det ligesom nazismen. Men når Pia Kjærsgaard vil have at flygtninge skal bo i lejre, så er det åbenbart god, dansk politik.

* Både Langballe og Krarup taler ikke direkte om at slå eller tæve, men bruger eufemismen "revse". Personligt synes jeg lige så godt vi kan kalde en spade for en spade. For ligesom du heller ikke må "revse" en der kigger på din kæreste når du er på Crazy Daizy, så må du heller ikke "revse" dit barn fordi han svarer igen.

11/11-2008

jeg er jo aldrig blevet testet positivt

Anti-doping Danmark holder øje med landets motionscentre og det er der åbenbart god grund til. I følge sporten.dk er hver fjerde prøve de tager i et fitness-center nemlig positiv. Men du kan også gøre en indsats i dit center. For jeg har nemlig lavet en lille liste over tegn på der er doping i dit motionscenter:

1. Du bliver overhalet mens du spinner.

2. Selvom du er kvinde har du alligevel centrets største diller.

3. De andre kigger mærkeligt på dig når du bruger begge hænder til bænkpres.

4. Ham på cyklen ved siden af dig har fråde om munden.

5. Da du spørger en om han er dopet svarer han: ”Jeg er jo aldrig blevet testet positivt, vel?”

10/11-2008

jeg siger ikke ...

... at Pia Kjærsgaard er nazist. Jeg synes bare det er påfaldende at hun, som flere medier kunne fortælle i går, har bremset finanslovsforhandlingerne for at sikre at en mand der ikke er dømt for noget bliver tvunget til at bo i en lejr.

Hov hov, vi skal vist lige huske at tale pænt til hinanden. Nej, det skal vi faktisk ikke. I forbindelse med ovenstående sag (som jo altså handler om at den tuneser der er mistænkt for at ville dræbe Kurt Westergaard SKAL bo i Sandholmlejren) sagde Pia Kjærsgaard nemlig til TV-avisen: "Jeg ser med meget stor tilfredshed på, at han skal opholde sig i Sandholmlejren i stedet for i sin lejlighed hos sin formørkede, burkaklædte kone." Den tror jeg bare vi lader stå et øjeblik.

05/11-2008

det bliver heller aldrig en rigtig joke

Jeg er begyndt at spise mere kage. Meget mere kage. For efter at have fulgt med i Comedy kuren fornemmer jeg at der er en niche som mangler en kageelskende komiker.

04/11-2008

Palin for president

Palin overvejer allerede at stille op til præsidentvalget i 2012. Men jeg tror ikke hun på nogen måde kan vinde. For helt ærligt: jeg kan simpelthen ikke forestille mig en præsident der fanatisk kristen, abortmodstander, varm fortaler for den tabte krig i Irak, som intet ved om udenrigspolitik og som primært tager beslutninger på mavefornemmelser. Det er alt, alt for langt ude.

03/11-2008

en sag for Inspector Danger

I går kunne man læse på flere netaviser at der var fundet et lig ved Moesgaard nær Århus. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke: er det ikke der Grauballemanden ligger? For så er det måske ikke så underligt med et ligfund. Man ser kriminialassistenten for sig (i dagens anledning lyder han lidt som Axel Strøbye): “Vi mener der er tale om en forbrydelse da manden har fået halsen skåret over og har et brud I kraniet. Vi kan endnu ikke sige noget om offerets identitet, men at vurdere ud fra hans hud er der tale om Dan Marstrand.”

31/10-2008

ødelæg dit parforhold

På Urbanblog er der lige nu et par bud på do’s and don’ts når det gælder parforhold. Jeg vil også være med og giver dig derfor, kære læser, ti ting der muligvis kan ødelægge dit parforhold.

1. Hvis du beslutter dig for give din mand en sexet overraskelse og overraskelsen er blikkenslageren Niels.

2. Hvis din idé om frækt legetøj til soveværelset er en pruttepude.

3. Hvis du foran alteret siger: ”Okay, når det ikke kan blive bedre.”

4. Hvis du til jul giver hende en lækker bh – og et gavekort til Hamlet så hun kan komme til at passe den.

5. Hvis du siger ordene: ”vi skal rigtigt hygge os på fredag, så jeg har købt billetter til Lars Lilholt.” (Og hvis det ikke få din partner til at flygte bør du overveje at gøre det.)

6. Hvis du får tatoveret hendes navn på kroppen – og staver det forkert.

7. Hvis du under sex spørger ham: ”er den inde nu?”

8. Hvis du ikke bare taler om din ekskæreste hele tiden, men også ser jeres sextape.

9. Hvis du på jeres tiårsdag rigtigt flotter dig og inviterer til peberbøf på Jensens.

10. Hvis I skal lave lidt frækt rollespil og du foreslår at være en ork.

30/10-2008

synlighed

Den der politireform virker vist ikke helt efter hensigten. Blandt andet er politiet er ikke synligt nok i gadebilledet, og det vil politikerne lave om på. Men det handler vel meget om hvor man bor. Hvis man nu bor på Christiania, så er politiet pænt synligt vil jeg mene.

29/10-2008

vil den få taget til at lette?

Osama bin Laden arbejder åbenbart på en ny bog, det skrev blandt andet Politiken i går. Den tror jeg godt jeg gad læse (med mindre det er en flymanual, selvfølgelig). Men hvad kommer den mon til at hedde? En flygtning krydser sit spor? Indret din klippehule med feng shui? Eller slet og ret: Sådan tilfredsstiller du 72 jomfruer.

28/10-2008

skal vi så få tændt det bål

En flok præster er i oprør. I anledning af halloween (eller: allehelgensaften som vi vel siger på dansk) har Aalborg Zoo nemlig inviteret en rigtig levende heks til at underholde børnene, skriver berlingske.dk. Og den slags er åbenbart farligt.

Umiddelbart vil jeg jo mene at heksen fra Prop og Bertha er mere farlig end Dannie Druehyld, men næ nej. I følge præsten Vagn Folkerman er det her blodigt alvor. For de her folk påkalder små åndsmagter, siger han og fortsætter: "Man kalder det energier, men i kristen forstand er det faktisk dæmoner."

Men så bliver jeg jo nødt til at spørge dig om to ting, pastor Folkerman. For det første, hvis du mener der er tale om rigtige hekse der kan fremmane rigtige dæmoner, er du så ikke lidt en idiot hvis du gør dig uvenner med dem? Og for det andet: vi taler om en dame der bor i skoven og samler svampe og laver urtete. Hvem er mest farlig for børnene; hende eller dig - en mand i kjole der serverer blod og menneskekød?

Desværre havde Vagn F. ikke tid til at svare. Han var ved at undersøge om Dannie Druehyld vejer det samme som en and.

22/10-2008

lad de små børn komme til mig ... og blive straffet

Dansk Folkeparti synes nu at man skal straffe skolebørn mere og gerne helt ned til børnehaveklassen, det skriver Politiken.dk. For det der foregår nu på landets skoler er åbenbart alt for slapt og blødsødent. Det virker altså lidt som om DF gerne vil tilbage til den sorte skole. Men samtidig vil de jo også gerne af med alle de fremmede, så den forstår jeg ikke helt.

Til gengæld kan jeg forstå på artiklen at en ny bekendtgørelse (og det er den som er alt for slap) vist gør det muligt at straffe helt små børn med blandt andet bortvisning. Der tror jeg bare mange små børn vil have svært ved at se det som en straf. For at bytte matematik for at få lov til at lege med modellervoks og spille pokemon hele dagen virker umiddelbart som en god handel. Men hvis DF nu insisterer på der skal straffes mere i skolen, kan man så ikke bare hænge et billede af Mogens Camre op i klassen? Det må da være straf nok.

21/10-2008

hvis jeg var terrorist*

Der er netop faldet dom i terrorsagen fra Glasvej, og det får mig til at tænke over hvad danske terrorister gør forkert. Altså ud over det der med at planlægge at sprænge folk i luften, hvilket de heldigvis ikke har været så gode til. Men jeg tror i høj grad danske terrorister har et pr-problem. Hvis jeg var terrorist i Danmark, så ville jeg gå efter at sprænge ting i luften ingen ville savne. Man kunne starte med HT-terminalen på Rådhuspladsen. Personligt kan jeg godt lide den, men det er der åbenbart ingen andre der kan så det er jo lige før en flok terrorister kunne blive folkehelte på at jævne den med jorden. Efter det skulle man gå efter DSB. De er jo efterhånden så upopulære at hvis en terrorist sprængte et intercitytog i luften, så ville folk bare klappe. Og så brokke sig over at ”nu bliver de sikkert forsinket igen ligesom dengang hvor det sneede. DSB da heller aldrig er forberedt på noget.”

Til gengæld tror jeg ikke man som dansk terrorist ville få meget ud af at gå efter landets kirker. Der ville jo komme en mand ind, råbe ”JIHAD!” og så ville der være blod og turban og små stykker kors over det hele og en enkelt uskadt, gammel dame i hjørnet der vredt spørger: ”Hva’ siger De, unge mand? Ja, De behøver ikke råbe så højt, jeg har jo sådan et apparat. Men slagteren, det er på den anden side af gaden.”

* Hvis nu PET/FE eller andre læser min blog: Jeg er ikke terrorist og sympatiserer ikke med terrorister. Jeg har ikke givet penge til PFLP eller FARC, og jeg har heller ikke samlet ind til Taleban-krigere i Afghanistan som for eksempel Lars Løkke Rasmussen gjorde.

20/10-2008

okay, bare en Albani-joke så ...

I sidste uge var jeg i Odense for at optræde. Var blandt andet i Zoo (som er ret fantastisk), og så besøgte jeg også det lokale spildvandsanlæg. Eller, som de lokale kalder det, Albani-bryggerierne.

19/10-2008

lejesvendene i Ørestaden

Hvis der stadig skulle findes enkelte der holder fast i forestillingen om at DR er befolket af røde lejesvende, så kan vi vist lukke den diskussion med 18:30-udgaven af TV-avisen i går. Her blev journalistiske dyder som objektivitet lagt i skuffen og i stedet fik man en fuldstændigt ukritisk salgstale for højrefløjens politiske synspunkter. Og ja, jeg ved godt det her ikke er sjovt på nogen måde, men det indslag gjorde mig simpelthen så harm at jeg bliver nødt til at få det ud af kroppen.

Historien er åbenbart at Dansk Industri har fået lavet en undersøgelse der viser at næsten halvdelen af danskerne går ind for at fjerne top- og mellemskatten. Kun en tredjedel, fortæller nyhedsværten, er direkte imod, og allerede her går det galt. For analysefirmaer spørger næsten altid med fem valgmuligheder (for eksempel direkte for/for/ligeglad/imod og direkte imod) og derfor er det stærkt vildledende at slå alle ja-stemmerne sammen, mens det kun er den ene nej-mulighed der bliver refereret. For i realiteten kan det jo være der er 33 procent som er direkte imod, 12 procent imod, 5 procent ligeglade, 40 procent for og 5 procent direkte for - altså nogenlunde dødt løb. Men nuancer gør sig åbenbart ikke på tv. Og desværre er den slags fusk med opinionsundersøgelser ret udbredt, men det undskylder ikke DR resten af denne lørdag aften hvor det bare bliver værre.

For at illustrere historien – og fordi tv-nyheder gerne vil have nogle stakkels ofre de kan vise – har DR nemlig regnet lidt på Morten og Pernilles økonomi. Og sørme om det ikke viser sig at Morten alene kan spare 20.000 kr. om året hvis top- og mellemskat blev fjernet. Og så ville de måske slet ikke have brug for at spare op for at tage på ferie som de ellers fortæller i starten af indslaget at de bliver nødt til. For hvad fanden er også meningen med det? Skal vi nu ikke bare kunne bo i dyr ejerlejlighed og futte på ferie lige når det passer os? Fy for satan noget venstresnoet pjat - næh, så er det bedre at afskaffe nogle skatter.

Det betyder selvfølgelig at staten og dermed fællesskabet vil få færre penge, men det er slet ikke noget problem, fortæller speakeren. Staten ville nemlig kun miste under tre procent af sine indtægter. Og det er – fornemmer man på speakerens tonefald – småpenge. Det speakeren bare glemmer at fortælle er at de 20.000 kroner Morten vil spare faktisk udgør under fem procent af hans årsindkomst. (Gennemsnitslønnen for en afdelingsleder i Faaborg er ifølge denne rapport fra 2007 knap 426.000.) Altså godt og vel den samme procentvise besparelse.

Men der er selvfølgelig forskel på Morten og Pernille og så staten. Dels er tre og fem ikke helt det samme, men vi skal jo også tænke på hvad pengene bliver brugt til. Morten og Pernille får jo for eksempel råd til en dejlig ferie i Berlin mens staten bare klatter pengene væk på sygehuse, nye veje, skoler og andet pjat. Og i øvrigt, fortsætter speakeren, så vil statens penge nærmest tjene sig selv ind igen fordi folk så vil tjene og dermed bruge flere penge. Hvordan bliver ikke helt forklaret i indslaget, men det er nok den sædvanlige CEPOS/Dansk Industri-sang om at lavere skat vil få folk til at arbejde mere. En teori der er stærkt omdiskuteret (læs for eksempel professor i international politisk økonomi Francis Fukuyamas artikel i Information), men alligevel får lov til at stå helt og aldeles uimodsagt i DRs indslag. En god, journalistisk dyd er ellers at man altid skal høre modparten – det kunne for eksempel have været nogen der ikke vil afskaffe top- og mellemskat – men det var der nok ikke tid til fordi vi skulle have et interview med verdens første reagensglasbarn.

Så jeg glæder mig da til aftenens udgave af TV-avisen. Der kan vi nok høre at en stemme på Villy Søvndal vil forværre finanskrisen, at fattige jo bare kan finde et arbejde, og ikke mindst at der rent faktisk var masseødelæggelsesvåben i Irak som Statsministeren sagde.

13/10-2008

ny comedy lab podcast

Så er podcasten fra Comedy Lab II klar til download. Hent den eller lyt til den her.

Torsdag d. 2. oktober talte Sanne Søndergaard, Steen “Nalle” Nielsen og Thomas Warberg blandt andet om dominerende kvinder, finanskrisen og sms-flirt, mens Rasmus Olsen, Niels Forsberg og Søren Dürr fik en time til at skrive om Facebook og skak. Og endelig havde Comedy Lab besøg af spoken word performeren Jacob Hallgren der valgte at lægge an på en ung dame med en kærlighedserklæring på fisk.

Næste Comedy Lab er torsdag d. 6. november på Cafe Kino på Amager, så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

10/10-2008

hvad mon PostDanmark tager for det?

En flok forskere har sendt et brev ud i rummet. Der er lidt billeder af miljø, familieliv og andre spændende ting. Tanken er at se om der er intelligent liv ude i rummet og det synes jeg er en mægtigt fin idé. Men jeg fatter ikke hvorfor man ikke sender det som gækkebrev. Aliens har jo ikke en chance for at gætte hvem det er fra og prøv at tænke på hvor fedt det må være med et interstellart påskeæg. Med mindre det er sådan et som de der aliens fra Alien har, selvfølgelig.

Det tager mindst fyrre år før vi får et eventuelt svar kan man læse i denne her artikel. Det lyder som lang tid, men lur mig om der ikke sidder nogle chefer på dit lokale posthus og tænker: ”det er alligevel pænt imponerende.”

Personligt tror jeg dog ikke vi får svar. Man har nemlig også sendt lidt viden om politik med, og hvis det nu for eksempel er en tale af Pia Kjærsgaard, så burde rumvæsenerne vide at de ikke er velkomne.

03/10-2008

om dårlige mennesker

Der findes grundlæggende to slags mennesker. Dem der er dårligere mennesker end jeg er og dem der er næsten lige så gode.

For jeg læner nemlig ikke min cykel op ad andre folks cykler så de skal flytte 400 kilo jern før de kan komme hjem. Jeg går helt ned bag i bussen i stedet for at stoppe op lige i midten og kigge på al den tomme plads foran mig mens menneskemængden bare vokser og vokser bag mig. Jeg bruger elsparepærer og tager toget. Og når jeg tager toget, så lader jeg folk stige ud før jeg selv går ind i stedet fro at tonse ind i dem og vredt insistere på at jeg har plads.

Jeg pisser ikke på gulvet på offentlige toiletter og hvis jeg havde en hund ville jeg samle dens klamme afføring op i stedet for at lade det ligge på fortovet hvor sagesløse folk kan træde i det. Jeg springer ikke over i køen og jeg snerrer ikke af kassedamen. Og når jeg i en nær fremtid går rundt med en barnevogn vil jeg ikke konsekvent hævde min ret til at fylde hele fortovet.

Jeg videresender ikke kædemails, og jeg lyver ikke om masseødelæggelsesvåben for at kunne gå med storebror Bush i krig. Jeg kører ikke helt op i røven på andre bilister i overhalingsbanen på motorvejen. Og jeg kører ikke halvfjerds i byzoner fordi ”jeg jo sagtens kan nå at reagere hvis der sker noget.”

Jeg er bloddoner og organdonor – det sidste dog først når jeg dør. Jeg laver ikke sort arbejde og jeg tager ikke andre folks kuglepenne på jobbet. Og hvis jeg tager det sidste kaffe, så sørger jeg for at lave en ny kande med det samme. Men til gengæld kan jeg godt finde på lige at levne en halv kop, for så har jeg jo ikke taget det sidste. Og det er der filmen knækker og afslører at jeg – ligesom alle jer andre – dagligt drages af den mørke side.

Så ja, det sker at jeg ikke gider rejse mig for en gammel og tydeligvis gangbesværet mand i bussen. Jeg kan godt finde på at sige tarvelige ting om folk jeg egentlig godt kan lide når de ikke er til stede. Jeg kører af og til over for gult på vej mod rødt selvom jeg godt kunne nå at stoppe. Og ja, jeg taler til min sidemand i biografen.

Og derfor – fordi jeg trods min nærmest gudeagtige ufejlbarlighed selv kan falde i – så vælger jeg at tro på du faktisk også er et ordentligt menneske inderst inde. Selvom du lige nu er en kæmpe idiot vil jeg lade tvivlen komme dig til gode og gætte på du normalt hører til i kategori to og altså næsten er et lige så godt menneske som jeg er. Især hvis du så også gider bære over med mig næste gang jeg opfører mig idiotisk.

01/10-2008

odenseanske mangler

Skal til Odense for at indvie en ny open mike scene på The Room i dag, og der er en ting jeg minder mig selv om gentagne gange i løbet af dagen: gør ikke grin med Albani.

Det er altid fedt at optræde i Odense. Jeg ved ikke om de bare er underholdningsmæssigt udsultede på de kanter eller om det er min særlige version af det andre kalder charme, men det plejer at være en fest. Og derfor bliver jeg altid grebet af stemningen og tænker: ”de kan da godt lige tåle en lille sviner” hvorefter jeg går i gang med at revse den lokale pilsner. Det skal man aldrig, aldrig gøre. For det er som om at odenseanere mangler selvironi lige netop når det gælder deres ølkult. H.C. Andersen – hele Danmarks yndlingsonanist – ham må du gerne gøre grin med, men du skal satme ikke komme her og gøre grin med vores mildest talt middelmådige pilsner. Jeg har prøvet masser af gange og jeg har fejlet lige eklatant hver gang.

Men jeg kan jo håbe på der ikke er mange folk fra Odense der læser min blog og i stedet få trangen ud af kroppen med det samme. Så her kommer jokes. Indsæt eventuelt selv en halvfesne trommehvirvler efter behov:

1. Hvis Albani var stand-up, så ville det være Henrik Bruhns tynde-show.

2. Albanis slogan er ”man bliver helt fynsk indeni” – og hvis de med fynsk mener ”kvalm og utilpas”, så er jeg helt enig.

3. Jeg siger ikke Albani er tyndt, men jeg har købt kildevand med mere smag.

4. Jeg tror jeg vil åbne en SM-shop i Odense. Al den Albani de drikker taget i betragtning må der være et marked for selvpineri.

30/09-2008

rige svin

Finanskrisen kradser i USA, og det er ikke sådan lige til at gennemskue for humanister som mig. Men så vidt jeg kan forstå er det vist noget med at markedet ikke regulerer sig selv alligevel. Derfor har Bush og co. prøvet at vedtage en hjælpepakke på omkring 700 milliarder kroner for at redde bankerne. Det interessante ved hjælpepakken er imidlertid at der ifølge denne artikel er loft på hvor mange penge man må bruge til gyldne håndtryk – altså de penge man giver til bankdirektører for at forlade den synkende skude. Vel at mærke efter de selv har sejlet den i sænk. Det synes jeg vidner om samme direktørers overlegne forhandlingsevner. For en ting er at bede om hjælp til at redde landets økonomi, men at få forhandlet lidt ekstra penge hjem til sig selv fordi man får gæster over til kaviar og diamanter er pænt imponerende.

22/09-2008

ægte dansk

Så holdt DF landsmøde og det var vist lidt af en fest med pølsevogn og det hele. For af en eller anden grund bliver det ikke meget mere dansk end en pølsevogn - for klam mad, det laver man åbenbart ikke i andre lande. Men hvis det skal være ægte dansk, hvorfor går DF'erne så ikke hele vejen og serverer mjød med rød fluesvamp hvorefter alle de delegerede ror til England og plyndrer et kloster. Det ville både være dansk og skæppe i partikassen.

19/09-2008

ny kaffemaskine

Min gamle kaffemaskine er død. Eller, jeg kom til at smadre kanden, og det er lidt ærgerligt. For selvom omtalte maskine er i hvert fald 12 år gammel laver den verdens bedste filterkaffe. Men problemet er hvad man så skal vælge? For når man nu er vældigt glad for filterkaffe kan man jo ikke bare hoppe på hvad som helst, og jeg har personligt ikke megen fidus til de der ekstremt dyre Moccamaster eller hvad de nu hedder. I stedet fandt jeg en maskine i Føtex til bare 50 kroner. Og nej, den er sgu nok ikke pengene værd. Og ja, jeg burde måske have vidst at den ikke var helt god når fabrikanten på forsiden af pakken reklamerer med den har en on/off-knap.

16/09-2008

ny podcast

comedylab.dk kan du nu abonnere på Danmarks første stand-up podcast. Du kan også lytte til den direkte på siden, men husk: hvis du vil have det hele med skal du dukke op næste gang der er Comedy Lab på Café Kino d. 2. oktober kl. 20. Vi ses!

11/09-2008

Jeppe Kofod-radio

Lytter til P3 som er begyndt at sende det ret geniale Børneradio igen. Det er det samme koncept som det man hørte i halvfemserne, men nu bare for voksne. Og jeg ved ikke om det er helt godt når det nu er for voksne, at introsangen slutter med ordene: "... og scor en fra niende."

08/09-2008

noter

Jeg er ikke altid så god til at huske mine ideer. Det kan være den mest geniale joke nogensinde, men hvis jeg ikke får skrevet ideen ned, så er den glemt dagen efter. Der er telefonen et godt redskab hvis jeg ikke lige har min notesbog, men den har også sine begrænsninger. For det tager tid at skrive sms’er, og derfor er det kun det vigtigste jeg noterer. Desværre er det ikke altid nok.

”Barberskraber i flyveren” er for eksempel en af mine noter. Men hvad betyder det? Jeg kan ikke huske det. Det kunne være noget med de ting man ikke må have med i flyveren og om hvor svært det er at kapre et fly ved at true med en meget tæt barbering. Eller måske handler det om en barber der tager sig en lur mens vi flyver hen over Atlanten. Jeg ved det ikke. Og det samme gælder ”fodre duer”. Duer er ækle, irriterende dyr og jeg kan ikke forestille mig at jeg pludselig har lyst til at fodre dem, men hvad er joken? Noget med at man heller ikke fodrer rotter, måske. Eller også var ideen at det kun da man var lille man gad fodre duer, hvor man som voksen mere er bekymret for om de små, stirrende bæster pludselig beslutter sig for at de hellere vil have frisk kød i stedet for fucking fuglefrø.

Nej, nu kan jeg pludselig huske det. Noten var affødt af de der folk som under bryllupper siger man ikke må kaste ris ”fordi fuglene faktisk kan dø af at spise af spise ris.” Nej, det kan de faktisk ikke. Det er duer, jo. De lever af cigaretskodder, stive mænds opkast og pølsehorn fra 7-Eleven – de kan holde til ALT. Hm … måske skulle noten have været ”kaste med ris” i stedet for.

03/09-2008

nye shows

I aften er det sidste gang i år jeg laver Comedy Canal Tour (med mindre nogen hyrer mig til det), men der er andre spændende ting på vej. Allerede i morgen starter jeg nemlig Comedy Lab i Café Kino på Amager - en stand-up scene hvor der skal improes, eksperimenteres og gøgles. Sidstnævnte i overført betydning, der bliver ingen kasten med kegler hvis jeg får lov at bestemme. Comedy Lab kommer til at køre første torsdag i hver måned og du kan holde dig orienteret ved for eksempel at melde dig ind i Facebook-gruppen.

Og så skal jeg også til at være vært på en mere eller mindre open mike i Odense. Stedet er The Room, det bliver hver anden onsdag, og mere eller mindre open betyder egentlig bare at det i første omgang kun er erfarne folk der kommer på. Men til gengæld lover vi at lave masser af nyt materiale hver gang. Første gang bliver onsdag d. 1. oktober, men mere info følger naturligvis. Vi ses!

01/09-2008

paradox

Har lige fået en mail fra eBay med emnet: "want less email from eBay?" Øh, ja tak. Den der kunne jeg for eksempel godt have levet uden.

29/08-2008

bamselingo

Ifølge DRs hjemmeside skal Bamse og Kylling nu til at stimulere indvandrerbørns sprog. Det synes jeg er en god idé. For jeg tror folk vil være mindre bange for de såkaldte indvandrerbander hvis de barske, unge fyre siger ting som: ”walla jeg smadrer dig - tilvertifald.”

25/08-2008

sid stille eller jeg skyder

Der er ikke noget der er meget bedre end en uventet gave. Som komiker kan det for eksempel være hvis noget materiale helt af sig selv kommer dumpende ned i skødet på en. Herhjemme er Søren Krarup ofte en mester i gavegivningens disciplin, men amerikanerne kan også være godt med. Se for eksempel denne her artikel fra politiken.dk der kort fortalt handler om at lærerne på en lille, texansk skole skal til at være bevæbnede.

Det kommer selvfølgelig oven på de high school shootings der har været de sidste år på blandt andet Columbine og Virginia Tech, og logikken er ufejlbarlig. For som skoleinspektøren siger: ”Når man har nogle gode fyre, der er bevæbnede, gør de onde fyre mindre skade.” Hvordan man så helt præcist skal finde ud af hvem der er de onde og hvem der er de gode siger han ikke noget om. Men lur mig om ikke hvid hud, et medlemskab af National Rifle Association og en stemme på republikanerne er et godt skridt i den rigtige retning. Det er i hvert fald ikke nok at man er ansat som lærer. Jeg tror alle der har set eller læst Scherfigs Det forsømte forår udmærket godt ved at sådan nogle, de er ikke nødvendigvis gode.

Formanden for Houstons lærerforening, Gayle Fallon, er heller ikke begejstret. Hun mener det er en af de ting der kan gøre Texas helt til grin (for det har W. Bush åbenbart ikke klaret), og siger ligefrem at ”det er en tikkende bombe.” Nej, Gayle, det er ikke en bombe. Det er skydere, jo. Men det er stadig en dårlig idé med bevæbnede lærere, synes jeg. For jeg har selv været lærervikar i nogle år, og jeg tror ganske enkelt ikke lærerne kan modstå fristelsen.

22/08-2008

en afgørende mangel

Det er for ganske nyligt gået op for mig at jeg ikke kan blinke med et øje - altså det der klassiske blink der signalerer "stol på mig" eller "looking good, baby" alt efter situationen. Ud over at det jo røber en alarmerende mangel på kontrol over min egen mimik, så forklarer det også en del. For eksempel hvorfor jeg trods mit maskuline og tiltrækkende udseende havde ret ringe succes da jeg prowlede det store scoremarked. Når jeg prøvede at få kontakt gennem et dunkelt oplyst, røgfyldt lokale; ja, så har damerne bare troet at jeg havde noget i øjet.

20/08-2008

tykke, tykke tinsoldat

Det plejer at være sådan at hjemmeværnet efterligner rigtige soldater, men nu er det åbenbart omvendt. Eller, danske soldater har åbenbart svært ved at holde sig fra labskovsen og købekagerne og er derfor i urimeligt dårlig form. Det gør at de ikke kan blive sendt ud på internationale missioner, og det er måske der forklaringen på hele problemet ligger. For hvis jeg kunne vælge mellem at være fed eller at være i krig, så skulle jeg da hurtigt få gjort kål på den der tigerroulade.

Forsvaret vil nu til at ansætte idrætsledere, men jeg tror bare det gælder om at få sendt de tykke ud i felten. For jeg har været i Afghanistan for at optræde og fik ved den lejlighed lov til at smage de danske feltrationer. Og hvis et par uger med frysetørret stenbidergryde ikke kan få dig til at tabe dig, så er der intet der kan. Det skulle da lige være et raskt, lille felttog mod Moskva ved vintertid. Det virker beviseligt ekstremt slankende.

19/08-2008

ny hjemmeside + andet nyt

Ja, det her er så min spritnye hjemmeside. Her ligger video, hele mit sæt fra Dø af grin-cd 'en, lidt billeder og mere gejl kommer til efterhånden. Og så er der sørme også en ny og funky kommentarfunktion så du kan dele dit vid med mig. Det er min kollega Rasmus Olsen der står bag siden og det er også ham der bliver indkaldt når kommentarfunktionen bliver voldspammet, så cadeau og props til ham.

Og så vil jeg også opfordre til at sætte et stort, fedt kryds i kalenderen 4. september kl. 20 hvor jeg starter en ny scene op ude i Café Kino på Amager. Comedy Lab er navnet og det bliver med garanti en helt anderledes omgang stand-up end du er vant til. Så hold øje med siden her for mere info.

18/08-2008

store spørgsmål

Var til kombineret bryllup og barnedåb i Jylland her i weekenden, og i den forbindelse melder et par spørgsmål sig:

1. Hvis folkene bag Storebæltsbroen kan lave dankortlæsere der virker hver gang, hvorfor kan DSB så ikke få kortlæserne i deres billetautomater til at virke bare en gang i mellem?

2. Hvad er det der får folk til at tro at en overhaling går hurtigere bare fordi de lægger sig helt oppe bag en anden bil? Jeg kører 130, jeg har ikke tænkt mig at sætte farten op. Og nej, jeg kan ikke trække ind til siden, for som du nok kan se, din tosse, så er der en enorm truck som spærrer den vejbane.

3. Under dåben spørger præsten det lille barn om en masse ting. Forsager du djævelen? Tror du på Gud og hans enbårne søn osv. osv. Men ville det ikke alt andet lige være fair hvis barnet lærte at smide bleen før det blev bedt om at tage stilling til sådan nogle ting?

4. Hvorfor skal alle organister slutte ellers fine salmer af med lidt fesen, dansktopinspireret orgelklemten? Og kunne nogen måske fortælle selvsamme organister og eventuelt også salmesnedkerne at kastratsangernes dominans i de danske kirker er forbi?

Mads der tænker